Spinoff’en er en svær disciplin. Det er den type film eller tv-program, hvor man tager en populær karakter fra et allerede eksisterende univers og gør dem til hovedperson i deres egen film eller program.

Og det kan ofte gå galt. Bare prøv at huske Star Wars' 'An Ewok Adventure’, ‘Catwoman’ eller tv-serien 'Joey'. Heldigvis kan det også gå hen og gå rigtigt godt, bidrage til et allerede eksisterende univers og indfri forventningerne, en god films spinoff automatisk har på sig.

Derfor er det med dirrende overlæbe, vi har modtaget den første smagsprøve på den kommende spinoff til senhalvfemser-kultfilmen ’The Big Lebowski’, Coen brødrenes sorte komedie om The Dude, Walter, Danny, nihilisterne og et ødelagt gulvtæppe. I originalfilmen optræder også en noget excentrisk bowlingspiller, nemlig Jesus Quintana, og det er altså ham, der nu får sin egen film.

Filmen kommer til at hede ’Going Places’ og har John Turturro i hovedrollen som den bowlingkuglepudsende Jesus. Filmen handler om en umage trio hvis respektløse og seksuelt ladede dynamik udvikler sig til en kærlighedshistorie, gør dem uvenner med en pistolskydende frisør og ender i en flugt fra loven, frisøren og samfundet.

Første foto fra filmen

Indtil videre er det alt, vi har fået fortalt, udover at Audrey Tautou (Amélie, Coco før Chanel), Susan Sarandon (Thelma & Louise, Rocky Horror Picture Show) og Sonia Braga (Kiss of a Spider Woman, Moon Over Parador)også er på rollelisten.

Det er endnu ikke meget, vi ved, men hvis du synes, det er for lidt ”well that’s just like your opinion, man”.

’Going Places’ har endnu ikke fået en premieredato.

LÆS OGSÅ: Lækkede Game of Thrones-billeder afslører episk forening i sæson 7

LÆS OGSÅ: Se trailer: Zombie-pirater nedslagter mandskab i jagten på Jack Sparrow

LÆS OGSÅ: Se traileren til ny Marvel-film med Mads Mikkelsen i skurkerollen