Foto: Illustration: Joe McKendry

Hans Engell: Det har jeg lært

Den tidligere konservative leder og chefredaktør for Ekstra Bladet om klynkemænd, krigen og en livsfarlig svømmetur.

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”Jeg havde været politiker i mange år, da jeg i 1997 styrede ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen. Nu kommer jeg jo aldrig til at læse min egen nekrolog, medmindre man da tror på et liv efter døden, hvor man også læser avis. Men jeg ved godt, at den betonklods er en del af min identitet. Jeg bliver drillet med det en gang imellem, men sådan er det. Jeg ser det ikke som en tragedie, sådan er jeg ikke skruet sammen. Det betød, at politik begyndte at klinge ud for mig, men mit liv stoppede ikke. Jeg fik tilbudt jobbet som chefredaktør på Ekstra Bladet. Det stod klart for mig, at det ikke bare var et nyt job, men også et nyt liv. Det betød, at jeg med et smæk kunne melde mig ud af politik. Jeg troede ellers, at jeg skulle ende som mumie i Folketinget, så det ændrede alt pludselig at starte på et nyt liv som 50-årig. Man skal være realistisk og indse egne fejl, men det nytter ikke noget, at man sidder i bitterhed. Især ikke hvis man har haft et godt liv med mange muligheder. Jeg blev minister som 33-årig og kom i en ung alder helt ind i magtens inderste rum. Jeg har danset rumba med dronning Margrethe, rejst med prins Henrik i Normandiet og hilst på præsident Bush. Skulle jeg så sidde og være sur? Mange mænd ødelægger unødigt en stor del af deres liv med selvbebrejdelse, selvmedlidenhed og vrede mod andre. Der er intet, jeg bryder mig mindre om end selvmedlidenhed og klynk. Hvad tjener det? Det er jo mangel på realisme.”


Hvad er det bedste råd, du har fået?

”’Du må aldrig bruge flere penge, end du tjener, ligegyldigt hvor få penge du tjener.’ Det sagde min mormor altid, og det råd har jeg fulgt. Folk, der ikke har orden i økonomien, havner i store problemer.”


Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?

”Jeg har aldrig været bange for at træffe beslutninger eller tage ansvar. Det værste er handlingslammede chefer. Men nogle gange er jeg lidt for hurtig på aftrækkeren. I 1994 var jeg formand for den konservative gruppe. Vi havde en sag, den såkaldte HT-sag, hvor trafikminister Helge Mortensen var i skudlinjen. Jeg førte an i et stort hold, som jagtede Mortensen på den sag i adskillige måneder. Jeg var ubønhørlig, og medierne var med. Alle lugtede blod. Nu handlede det om at få ham ned med nakken. Vi drev politik ud, hvor det var heksejagt. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at filmen var ved at knække for ham. Han havde det fysisk og psykisk dårligt. Han havde lavet nogle forkerte aftaler, men i virkeligheden var sagen ikke særlig stor. Men den var til at forstå, og medierne havde ikke andet at lave. Når man kan lugte, at det muligvis kan ende med et mistillidsvotum mod en siddende minister, er der noget selvforstærkende over det. Senere fik jeg lejlighed til at beklage over for ham. Jeg prøver at være mere fair i dag. Den franske politiker Talleyrand, der både overlevede Den Franske Revolution og Napoleon, havde et mundheld: ’Ikke for ivrig!’ Det har jeg taget til mig.”


Største skuffelse?

”At det ikke er lykkedes mig at få min vægt ned trods 15 års indsats med medlemskab af fitness-centre, siddende på spincykler og med brug af personlige trænere, ernæringseksperter og kontrolbesøg hos sygeplejersker.”


Hvad bør en mand vide om kvinder?

”Man skal aldrig tage kvinderne i sit liv for en selvfølge. Det gør mange mænd, jeg har selv hørt til dem. Men i takt med at jeg er blevet ældre, er jeg blevet klar over, at et parforhold kun fungerer, hvis begge parter investerer i det. Det er som et sammenskudsgilde. Det er ikke nok at komme med god appetit. Det lyder som en selvfølge, men jeg har været mange år om at finde ud af det. Det forfærdelige er, at mange mænd først opdager det, når det er for sent. Man må spørge sig selv: Hvad kan jeg gøre nu, så der kommer noget energi ind i vores samliv? Ofte er det forbløffende få ting, der skal til, så liver kvinden op. Det er ikke kun i forhold til kvinden i dit liv, det er til kvinder generelt. Som søn tager man fx ofte sin mor og mormor for givet. Det er dem, der hele tiden skal levere. Man skal huske at levere den anden vej. En dag er de her ikke mere, og så står man der med bondeanger.”


Hvornår har du været bange?

”Jeg var ude at bade på stranden ved Hornbæk sammen med min kone, Pernille. Det var sidst på sommeren, og der var ikke andre mennesker. Det var en dejlig dag. Jeg svømmede pænt langt ud, mens hun blev tilbage på stranden. Det var ikke lige til at bunde. Pludselig blev mine ben fanget af noget højt søgræs. Jeg blev viklet mere ind i det, jo mere jeg prøvede at komme ud af det. Der blev jeg bange. Jeg kunne mærke, at det her kunne blive virkelig livsfarligt. Pernille kunne ikke gøre noget, hun var for langt væk. Jeg kæmpede i flere minutter og endte med at blive trukket længere og længere ned. Der var jeg lige ved at panikke. Jeg tænkte: ’Det her er helt vanvittigt, hvordan kan sådan noget ske? Det er ikke mig! Det er sådan noget, man læser om. Det er en pragtfuld dag, solen skinner, havet er helt stille – og jeg er i livsfare?’ Jeg vidste, at det gjaldt om at være rolig. Jeg tog så meget luft ind som muligt og lod mig glide ned i vandet og viklede stille og roligt græsset af. Det lykkedes. I sidste øjeblik.”


Hvilken mand har gjort størst indtryk på dig?

”Yitzhak Rabin. Han besøgte Danmark, mens jeg var forsvarsminister. Han var en fascinerende personlighed. Dyb stemme, kæderøg. Han havde den mest knastørre humor. Han smilte aldrig, det blev mere en grimasse, der stivnede i ansigtet på ham. Han udstrålede i virkeligheden sorg. Vi tog ud til Forsvarskommandoen i Vedbæk, og man kunne mærke på de spørgsmål, han stillede de danske generaler, at han var en mand, der kendte til krig og konflikt. Han var som ung general med til at befri Jerusalem under seksdageskrigen. Senere inviterede han mig til Israel. Vi sad på hans kontor, da han under vores samtale pludselig åbnede et stort skab med en fjernsynsskærm. Det viste, hvordan syriske styrker rykkede ind i Libanon. Det var før, brugen af droner var udbredt, men israelerne havde dem allerede hængende i luften over Beirut. Han zoomede ind på tre kampvogne. Det hele foregik live. Han gennemgik det hele for mig: Hvad slags våben, hvilken slags tanks, hvordan enhederne bevægede sig. Han var tydeligvis vant til at se en slagmark. Det var jeg trods alt ikke, selv om jeg var dansk forsvarsminister og havde været soldat i Livgarden. På et tidspunkt vendte han sig mod mig og sagde: ’Det går måske lidt for hurtigt?’ Han var lavet af et andet stof end de vestlige politikere, jeg var vant til.”


Hans Engell, 64, er tidligere leder af Det Konservative Folkeparti samt forsvars- og justitsminister. 2000-07 var han chefredaktør på Ekstra Bladet. Engell optræder i dag ofte som politisk kommentator på TV 2 News.

LÆS OGSÅ: Henrik Qvortrup: "Der er verdensmestre nok"

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Medier