At få kastet frugt og grøntsager efter sig på scenen er ikke ligefrem noget, man forbinder med succes. Ikke desto mindre har sangeren Harry Styles lige nu problemer med fans, der kaster kiwier efter ham på scenen - og det er på sin vis selvforskyldt, skriver Esquire.

Det tidligere One Direction-medlem undervurderede nemlig sine fans dedikation, da han på sit nye solo-album gav en af sangene titlen ‘Kiwi’. Det har ført til, at fans nu kaster den vitaminfyldte frugt efter ham på scenen, hver gang han optræder med sangen.

I forrige uge under en koncert i London førte det til, at Styles faldt på halen midt under sin optræden og måtte adressere problemet.

“I har måske set mig falde tidligere under den her sang, det viste sig at være en kiwi. Det var synderen, noget snasket grønt mos. Se, der er endnu en. Det her kunne godt ende med at blive et problem,” sagde han.

Trenden har tilsyneladende vokset sig så stor, at et supermarked fra kæden ASDA i byen Manchester, hvor Harry Styles jævnligt optræder, har valgt at forbyde salget af kiwier til personer under 25 år.

“Vi ved, at vores kunder elsker Harry Styles, og vi føler, at det er vores pligt at beskytte en med-Mancunian [person fra Manchester, red.] fra ‘dårlige kiwier’ iblandt os. Vi ville hade, at der skete en gentagelse af uheldet i aftes, så for at undgå nogen glatte situationer føler vi, at det her er en nødvendig foranstaltning.”

Du kan se videoen, hvor Harry Styles bliver fældet af den grønne frugt, herunder.