Euroman

Her spiser stjernekokkene junkfood

Gourmet om aftenen, grillmad om morgnen

Man siger, at når kokke får fri, er de blevet så trætte af at lave mad, at de henter en pizza med hjem. For selvom man ved alt om ny nordisk cuisine, kan man nogle gange bare have en nærmest umættelig lyst til en sveddryppende gang shawarma med chili og ekstra hvidløg, et ostehjul eller en halv ørn med bjælker.

Vi har spurgt nogle af Danmarks bedste kokke og to ejere af nogle af landet bedste og mest innovative restauranter, hvor de går hen, når køkkenet lukker, og maven skriger på transfedtsyrer:

LÆS OGSÅ: Opskrifter: Den store herrefrokost

Rasmus Grønbech
Ejer og køkkenschef på Grønbech og Churchill, der er tildelt en Michelinstjerne.

”Hen ad midnat vil jeg gerne have stimuleret smagsløgene anderledes end resten af dagen, så der går jeg på Kebabistan på Istedgade. Udefra ser det snusket ud, men kebaben er fantastisk. De har en god kvalitet lammekød, salaten er frisk, og tomaterne er godt skåret. Jeg tager den med chili. Kebab er min foretrukne midnatsspise, fordi det er saftigt uden at være for fedt, og det er dejligt fyldt af smag.”



Dennis Juhl
Køkkenchef hos Ruths Gourmet i Skagen. Tidligere køkkenchef på Nordisk Spisehus.

”Med mindre jeg har besøg, laver jeg stort set aldrig mad derhjemme. Søndag og mandag, hvor jeg er i Aarhus, går jeg gerne forbi Haute Friture og får en hotdog eller en grillkylling. Der er der mere mad i det end andre steder. Maden er smagt godt til, og der er mere dybde og variation i smagen end så mange andre steder. Hvis jeg har været i byen om aftenen, går jeg forbi Jacobs Pita og får en med kebab.”



LÆS OGSÅ: Her er byens bedste burger

Christian Gadient
Køkkenchef på D’Angleterres restaurant Marchal, der er tildelt en Michelinstjerne.

”Mit favoritpizzasted er Nonsolo Pizza på Nørrebrogade oppe imod Dronning Louises Bro. De har en god gourmet pizza magarita, der er knasende, dejen er frisklavet og ikke for tyk, og de putter friskskårne tomater på. Kvaliteten er altid den samme, servicen er god og køen er ikke for lang. Hvis jeg mere er i et burgerhumør, går jeg på Halifax.”



Bo Jacobsen
Kok og ejer af Restaurationen, som han åbnede med konen Lisbeth i 1991. Modtog Champagneprisen i 2008 og har flere gange haft en Michelinstjerne på restuarantdøren.

”Jeg har ikke været på en kebabrestaurant i 18 år, og jeg har ikke spist en fastfoodburger i 30 år. Jeg er en gammel mand, der ikke er vokset op med fastfood. I 60’erne var grillen det vildeste, der var af den salgs, og der kunne man kun få en forårsrulle med soja i, så jeg er bare ikke vokset op med det. Hvis jeg får lyst til en burger, og jeg ikke selv laver den, tager jeg på D’Angleterre og giver 175 kroner for en dejlig én med hvid dug, blankt bestik og vinkort fra restauranten. Fire gange om året får jeg dog en rød pølse. Den skal være rigtigt rød og sige ordentligt knæk. Gerne fra Ø-pølser. Jeg får to brød til og kun sennep.”

LÆS OGSÅ: Restaurantgæster, her er jeres uvaner

Jan Hurtigkarl
Efter 40 år som kendt restaurant-, tv-, og Michelinkok står han i dag for administrationen i Restaurant Mielcke og Hurtigkarl, som han er medejer af. Modtog i 2011 Champagneprisen.

”1+1 Street Kitchen er et skønt sted. Hvis jeg skal have takeaway, skal det ikke være for fedt. Dybstegning hader jeg, men hos 1+1 Street Kitchen er retterne friske, sprøde og godt krydrede uden for meget fedt. Det er kinesisk på den rigtige måde.  Jeg kan godt lide sechuankøkkenet, som de laver en del retter fra, der er skønne, krydrede og stærke retter. Blandt andet dandan-nudlerne til 75 kroner er super gode især til den pris. De har også gode supper med tofu-æg, peanuts, svampe og selvfølgelig godt med chili, så man kan mærke, man lever.”

LÆS OGSÅ: Anmeldelser af 7 restauranter i Tivoli



Rasmus Kofoed
Ejer af Michelin-restauranten Kadeau, der både ligger en af i København og på Bornholm.

”Kebabistan på Istedgade er bedst til ruller. Lammekødet og falafel er klart over andre steder. Mig bekendt bruger de lammenakke, og det hele er lavet i huset, hvilket i sig selv er en kvalitet og giver en bedre smag. En durum kebab er let at spise og har både noget frisk og mere tungt over sig. Og jeg er sucker for chili i junkfood.”

LÆS OGSÅ: Her er byens bedste burger

LÆS OGSÅ: Her er byens bedste fritter

LÆS OGSÅ: Gastro tester 10 roséchampagner