På Nørreport Station, mellem de to 7-Ellevener, går en fyr rundt og prøver at chatte folk op:
”Hej, har du en god dag?”
Ingen reaktion.
”Kunne du tænke dig at høre en god nyhed?”
”Hvordan kan du bedst lide din pasta?”
Der er ikke én, der stopper op. Langt de fleste går en stor bue udenom ham, og næsten alle kigger demonstrativt den anden vej for ikke at få øjenkontakt med den ellers storsmilende, blonde 20-årige fyr Valdemar, som havde han en smitsom sygdom.
Stationer og torve er ifølge mange mennesker blevet inficeret med en storbysygdom. Noget, man for bare 10-15 år siden kun kunne opleve i udlandet, men som nu er blevet så udbredt, at flere og flere dissideret undgår større, åbne pladser i byerne, og Strøget i København kan for nogle føles som et forhindringsløb.
LÆS OGSÅ: Sådan er det at være lærervikar
Det handler naturligvis om gadehververe, eller facere som de kaldes. Unge mennesker ansat af velgørende organisationer til at skaffe medlemmer og oplyse om Unicef, Amnesty eller Folkekirkens Nødhjælps arbejde og effekt på en verden, der har brug for hjælp.
”Hver morgen, inden vi skal på gaden, mødes vi og får fortalt, hvad der er af nyheder i Unicef. Det kan være en ny rapport enten med gode eller dårlige nyheder, nye initiativer eller målsætninger der er blevet nået, så vi altid er opdaterede på, hvad pengene gør af gavn,” siger Valdemar.
En tilfældig facer fra Amnesty på Købmagergade.
En tilfældigt udvalgt torsdag eftermiddag er der tre grupper fra hver sin NGO på strækningen imellem Nørreport og Amagertorv. Læg dertil hjemløse med Hus Forbi, hjemløse med papkrus fra 7-Elleven, avisabonnements-pushere og Jehovas Vidner. Der er rigeligt med muligheder for at komme af med sine penge og den dårlige samvittighed – hvis man har lyst.
Derfor er det ikke underligt, at gågadegængere bliver trætte af ikke at kunne gå uforstyrret mere end 50 meter ad gangen. 63 procent af adspurgte i en undersøgelse foretaget af YouGov for Metroxpress svarer, at de finder facere irriterende, og 47 procent prøver så vidt muligt at undgå dem. Andre igen tager grovere midler i brug.
Det har Rasmus oplevet. Han var facer i ni måneder i Københavnsområdet, men er det ikke længere, fordi han under sin tid på gaden udviklede angstsymptomer. Egentligt var det begyndt meget godt, for Rasmus troede på sagen og er af natur en udadvendt person, der ikke har det svært med at tale med folk.
”Jeg kan huske den første, jeg fik indskrevet. Det var på min første dag, så jeg var helt høj og var ovre og kramme min teamleder. Jeg kan også huske den første gang, jeg oplevede den omvendte følelse: Det var på Hellerup Station. Der kom et nydeligt, ældre ægtepar gående, som jeg sagde hej til. Så sagde hun, konen, bare, at hun ikke gad tale med betalte tiggere.”
”Det er jeg ikke," sagde jeg stille, næsten til mig selv: ’Jo, du er,’ sagde hun. Det er ikke det hårdeste, nogle har sagt til mig, men det var første gang, og jeg blev overrasket, fordi det jo var pæne mennesker, men alligevel var de så fjendtlige. Jeg følte virkeligt, at de sagde det til mig, selvom det nok var til uniformen. Men jeg er jo indeni,” fortæller Rasmus.
Han følte sig ikke som en tigger. Han var idealist, der troede på sin sag, men oplevede gang på gang, at de færreste så ham som sådan. Han husker en familiesammenkomst, hvor et familiemedlem i en jovial tone fortalte, hvad de bedste metoder til at slippe udenom og narre facere er.
LÆS OGSÅ: Søren Lerche var hashpusher og del af autonomt tæskehold: ”Til sidst havde vi kun volden til fælles”
”At blive sat i bås som ’en af dem’ er ubehagelig. Jeg er en person og ikke et job. Han kendte mig endda personligt, vi er i familie. Det er mit arbejde, han taler om. Det værste, jeg oplevede, var på Brøndbyøster Station, hvor jeg skulle til at sige hej til en, og han så sagde, at hvis jeg gerne ville beholde mine tænder, så skulle jeg lukke røven lige nu,” siger Rasmus i dag to år efter, at han stoppede som facer.
Tilbage åå Nørreport står Valdemar med flagrende hår, vinkende hænder og en lyseblå keyhanger om halsen. Han har været facer for Unicef i snart et år. Ifølge hans eget udsagn er hans styrke hans gode energi:
”Hey, fed hat, hvor har du købt den?” siger han til én, der ikke stopper.
”Hvad synes du, er det bedste ved Nørreport udover mig?”
Heller ingen reaktion.
”Man lærer folk at kende. Oftest er en dum vittighed eller et mærkeligt spørgsmål noget, der får folk til at stoppe op. Hvordan man så tager den derfra, skal man rimeligt hurtigt gætte sig til. Sabbathårsstudenter er tit friske på at smalltalke lidt først, mens mænd i spidse sko og skjorter skal have lidt fakta og tal.”
Han arbejder mellem 35 og 40 timer om ugen i al slags vejr. Som regel er folk søde og rare. Nogle gange svarer de ham ikke. Så siger han, at de må have en god dag. Han nægter at blive ignoreret. Han tror, at de, der ikke vil tale med ham, ikke er klar over, hvad de går glip af.
Udover de smukke intentioner, er det heller ikke nogen hemmelighed, at gadehververe er en rentabel forretning. For de fleste organisationer, der benytter sig af facere, er der en målsætning eller forventning om, at hver enkelt facer kan skaffe 1-2 medlemmer hver anden time. Altså op til seks nye medlemmer om dagen.
Derfor er det ikke underligt, at der i gadebilledet er mange af dem. Det er heller ikke underligt, hvis nogle facere efter en periode uden held bliver desperate for at nå deres kvote og bliver meget insisterende på at få spredt deres budskab, som i sidste ende øger irritationen for fodgængere, der i forvejen ikke er interesserede.
Faktisk viser en undersøgelse foretaget af Indsamlingsorganisationernes Brancheforening, ISOBRO, at 6 procent af de adspurgte, der ikke giver penge til velgørende formål, ikke gør det, alene fordi de er trætte af facere. På gaden er det heller ikke svært at finde mennesker, der er vrede over at blive tilbudt medlemsskaber:
”Jeg synes, det er skide irriterende at blive spurgt hele tiden. Jeg støtter en velgørende organisation, men det er en, der ikke har facere, for dem kan jeg nemlig ikke holde ud. Jeg siger altid et hårdt og kontant ’nej’, når en af dem nærmer sig, og selvom jeg godt ved, det er hårdt, så er jeg ligeglad, for jeg har nemlig fået nok,” siger Louise, der netop har været med toget.
Organisationen Care har mellem 15 og 25 facere ansat og oplever trods gode resultater og generelt glade ansatte en stigende hårdhed mod gadehververe blandt gadens mennesker. For hvor facere før i tiden kun var noget, man kun så på ferie, er det i dag et dagligt irritationsmoment for mange mennesker, og tonen imod dem er blevet hårdere.
Afvisningerne er blevet grovere. Og selvom det efter eget udsagn er så sjældent som en gang om året, at organisationer som Care må tilkalde politiet, sker det af og til, at facere bliver spyttet på eller truet med alt, hvad der kan gøre ondt. Ligesom Rasmus oplevede det.
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at arbejde med døden til dagligt
Selvom Ramus syntes arbejdet var givende, havde han i et længere stykke tid oplevet angstsymptomer, som han kendte fra tidligere i sit liv, hvor han også havde døjet med angst:
”Det føles ligesom da man var lille og mørkeræd, men blev nødt til at gå på toilettet, velvidende, at der står et monster omme bag døren. Kroppen er i alarmberedskab, man spænder over det hele og sveder. Jeg brugte min teamleder rigtigt meget og kunne ringe, hvis jeg havde det skidt.”
”En dag havde jeg en rigtigt dårlig dag og ringede derind. Det viste sig så, at min kollega og gode ven var blevet overfaldet et andet sted i byen, og var blevet kørt på skadestuen. Så sagde jeg op med det samme og har ikke været facer lige siden,” siger han.
Valdemar på job ved Nørreport Station for Unicef.
Så slemt har Valdemar aldrig haft det. Han er glad for sit arbejde, og når han går hjem efter seks timer på gaden, er det altid med en følelse af, at han har gjort en forskel. Og for Valdemar er det altid med god samvittighed, for han mener ikke, at målet helliger midlet:
”Forleden hørte jeg om en facer, der på Strøget råbte efter en mand, om han var dyrplager, siden han ikke ville meldes ind i et eller andet. Det er den helt forkerte måde at gøre det på. Hvad ligner det? Sådan taler man ikke til folk. Jeg behandler altid folk pænt og taler til dem, som jeg gerne vil have, folk taler til mig.”
Han vender tilbage til rekrutteringen:
”Har du et minut?”
Nej, er svaret fra en tilsyneladende travl mand.
”Hvad så med bare 60 sekunder?”
Manden stopper op og giver Valdemar chancen for at udfolde sin imponerende viden om alt det gode, Unicef gør. Manden ender med at lade sig indskrive som medlem.
”Rasmus” optræder under dæknavn, da han ønsker at være anonym. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.
LÆS OGSÅ: På comeback-tour med Saybia
LÆS OGSÅ: "Min kone tør ikke sige, hvad jeg laver, når vi er til middagsselskaber"
LÆS OGSÅ: Adam er sæddonor og om 18 år kan alle hans børn opsøge ham
