Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Interview: Djævelsk gode Kevin Spacey
”Det bliver interessant at se, hvordan folk modtager en figur, der måske er djævelsk, men som får fingeren ud af røven og gjort tingene. Især for et amerikansk publikum, som oplever den mest ineffektive politiske periode i mange år," siger Spacey.

Interview: Djævelsk gode Kevin Spacey

Kevin Spacey har lavet både blockbusters, teater og kortfilm. Han har spillet alien, sanger, lobbyist, konge og politimand. Nu går han efter den største post af dem alle i rollen som djævelsk god politiker i Netflix-serien House of Cards, hvor Spacey spiller et magtliderligt kongresmedlem, der vil gøre alt for at blive USA’s næste præsident.

”Det bliver interessant at se, hvordan folk modtager en figur, der måske er djævelsk, men som får fingeren ud af røven og gjort tingene. Især for et amerikansk publikum, som oplever den mest ineffektive politiske periode i mange år. De senere år har der været en tendens til, at politikere, der tidligere blev set som røvhuller, nu bliver set som helte, fordi de rent faktisk fik tingene gjort,” mener Spacey fra London, hvor han er på promotion-tour for House of Cards.

I House of Cards spiller Kevin Spacey den konservative politiker Francis Underwood, der bliver snydt for en udenrigsministerpost, da USA får ny præsident. Men det skal blive løgn. Langsomt, men sikkert, begynder han at arbejde sig længere op i systemet, hvor han også får placeret sine egne folk på indflydelsesrige poster i USA’s politiske system.

Som filmskuespiller var 90’erne Kevin Spaceys årti. Først vandt han en Oscar for ’The Usual Suspects’, og senere en for sin rolle som deprimeret familiefar i ’American Beauty’. Det var også i 90’erne, at han var sadistisk seriemorder i ’Seven’, som er instrueret af David Fincher (’The Social Network’, ’The Girl with the Dragon Tattoo’). Nu arbejder makkerparret sammen igen på House of Cards, hvis to første episoder er instrueret af Fincher. Det er et tæt samarbejde at dømme ud fra Kevin Spacey, der taler som om, de to var et ægtepar.

”Vi er blevet tilbudt tv før, men vi følte først, at tiden var rigtig nu,” siger han.

House of Cards bliver kun udgivet på streaming-sitet Netflix. 1. februar 2013 bliver alle afsnit af første sæson udgivet på én gang, og der er allerede givet grønt lys til sæson to, som bliver indspillet i foråret. Kevin Spacey mener, at fremtiden har ramt seriebranchen.

”Jeg synes, at branchen går i denne retning. Man spørger sine venner, hvad de har lavet i weekenden, og så har de lige set tre sæsoner af Breaking Bad eller to sæsoner af Game of Thrones. Folk er vilde med at blive en del af en længere historie nu. Dette er den første serie, som udgiver hele første sæson på samme dag. Det er en indikation på, at film- og tv-branchen har lært en lektie, som musikindustrien ikke gjorde,” siger Spacey, der også er producer på House of Cards.

__________


Ud i det blå med Spacey

1991 I de første år af sin karriere optræder Kevin Spacey hovedsagligt på teateret. I 1991 vinder han en Tony Award for sin rolle i Broadway-stykket ’Lost in Yonkers’.

1995 Vinder sin første Oscar for bedste mandlige birolle i ’The Ususal Suspects’. Her spiller han rollen som den mystiske Verbal Kint.

1997 Det amerikanske magasin Esquire har Kevin Spacey på forsiden. Baggrunden er lyserød, og med store bogstaver står ordene ’Kevin Spacey has a secret’. Det hentyder til rygter, der siger, at han er homoseksuel. Selv om det ikke direkte fremgår af artiklen, om det er sandt eller ej, er den med til at skabe overskrifter verden over. Spacey vælger først flere år senere at svare på rygterne. Og svaret er nej, han er ikke bøsse. Samme år medvirker han i den anmelderroste film L.A. Confidential, som er med til at fastholde hans stjernestatus.

1999 Anden Oscar bliver virkelighed for den nu 40-årige skuespiller. Denne gang for bedste mandlige hovedrolle i ’American Beauty’. Spacey spiller en helt anden rolle, end vi er vant til at se ham i. En desillusioneret familiefar, der bliver betaget af datterens veninde.

2003 Kevin Spacey bliver kunstnerisk leder for et af de ældste teatre i London, The Old Vic. Her instruerer han teaterstykker, og står også selv på scenen. ”Efter 1999 tænkte jeg ’det går egentligt ret godt med den her karriere. Men hvad så nu?’ Jeg ville ikke blive ved med at lave det samme de næste ti år. Det var her, at The Old Vic blev en mulighed. Det var noget, som ikke kun handlede om mig.”

House of Cards har premiere på Netflix 1. februar 2013.