Foto: Rasmus Weng Karlsen

Christoffer Guldbrandsen: "Jeg er bange for uendelighed og tomhed. Det er grunden til, at jeg holder mig langt væk fra science fiction og religion"

Det er vigtigt at kunne rumme afvisninger og ydmygelser for senere at kunne nå sit mål. Jeg var opvasker som 15-årig på Guldanden, en gourmetrestaurant. Det var hårdt fysisk arbejde, som jeg var vildt glad for. Det var mit første job med en god løn – 40 kr. i timen. Jeg lærte at håndtere hård kritik fra nogle til tider meget trætte og hårdtarbejdende kokke. Jeg måtte affinde mig med at være absolut nederst i et hierarki.

Det er måske et fællestræk med mit senere arbejde som dokumentarfilminstruktør, at du ofte skal håndtere mange afvisninger, når du vil ind i nogle lukkede magtmiljøer, fx Statsministeriet. I den slags miljøer vil du som journalist altid være en ligegyldig fodvorte. Der er også mange mennesker, som har behov for at signalere, at du er det. 

Jeg har ikke lavet en film, jeg var tilfreds med. I mine øjne kunne filmen altid være blevet bedre. 

Jeg gik i en kristen friskole, bad fadervor hver dag og sang salmer. Det var mest min far, der var konservativ kristen af den gamle skole. Jeg tror ikke på det selv. Jeg ville rigtig gerne og prøvede i lang tid, men jeg kunne ikke. Jeg endte med at melde mig ud af Folkekirken. 

Min far var en fantastisk mand, følsom og kontant på samme tid og en afsindig dygtig fotograf. Han var vokset op på kostskoler og var ikke nogen curling-far, kan man roligt sige. Hans tilgang til alt fra filmproduktion til opvridning af en karklud var, at det altid kunne gøres lidt bedre. Det har taget det meste af mit voksenliv at lægge det fra mig og lære, at jagten på det perfekte er en blindgyde. At det også handler om at stå ved, hvem man er nu og her. Jeg har lavet en film om Naser Khader, der hedder ’Dagbog fra midten’.

Jeg har kendt Naser siden 2001 og har stor sympati for ham. Men jeg vidste, at hvis filmen skulle være retvisende, blev det også en ret hård film over for ham. Det er jo dejligt at sidde til en visning i Grand Teatret til premieren, det er spændende og forfængelighedsstimulerende. Men jeg sad ved siden af Naser, der havde et papkrus, der var fuldstændig pulveriseret bagefter, og de andre politikere i salen sad med en lidt for høj og hård latter – HAHAHA! – og grinede af ham hele vejen igennem. Men det er ikke noget, jeg begræder. Der er jo også noget enormt meningsfyldt i det komplicerede. I det, der følelsesmæssigt peger i alle mulige retninger på én gang.

Jeg bliver besat af det, jeg laver, og arbejder i døgndrift. En dokumentar som ’Dagbog fra midten’ var pissesvær. Jeg gik rundt i Kompagnistræde om natten, hvor vi havde kontor, og var desperat. Min kone ringede og lod min lille søn få røret, så han kunne sige, hvor meget han savnede sin far, men jeg tog ikke hjem af den grund, jeg klippede videre.

LÆS OGSÅ: Johan Olsen: "Nogle bruger berømmelse som et drug - jeg har snarere tendens til paranoia"

Du skal leve i en boble, hvor du bilder dig ind, at det er utrolig vigtigt, det, du laver. Jeg ville slet ikke kunne magte, hvis verden så noget, som var ufærdigt eller pinligt. Det er jo en lidt negativ energi, men det giver også fremdrift. 

Jeg er bange for uendelighed og tomhed. Det er grunden til, at jeg holder mig langt væk fra science fiction og religion. Begge dele pirker til dødsangsten. Jeg kan heller ikke lide at kigge på en stjernehimmel. Det gør mig utryg.

Jeg kan være verdensfjern og fraværende. Jeg har prøvet at tage hjem efter arbejde til en adresse, hvor jeg ikke boede mere, og først opdage det, når jeg stod med nøglerne i hånden. Under en familieferie på Malta lejede vi en bil, som jeg parkerede uden for et museum. Pludselig kom der en løbende. Jeg havde glemt at trække håndbremsen, så bilen var trillet ned ad en bakke og havde forårsaget et trafikuheld – heldigvis uden personskade – men det var sindssygt pinligt. Også som mand. Det ramte mig meget hårdt. Der var en kastration i det. Min kone måtte tage børnene og køre tilbage til hotellet i taxi, mens jeg redte trådene ud. Det var sindssygt besværligt med politi og udlejningsselskab og forsikring. Næste dag fik jeg en ny bil. Og gjorde så det samme igen. Jeg glemte at trække håndbremsen og smadrede endnu en bil. Faktum er, at jeg aldrig må leje bil igen på Malta. I dag trækker jeg altid håndbremsen, helt hysterisk.

Jeg var i praktik på Politiken og skulle skrive om et salmonellaudbrud. Jeg syntes ikke, at det var interessant overhovedet. Så sagde min redaktør: ”Det er der ikke noget, der hedder. Hvis du gerne vil være journalist, er alting interessant.” Det var virkelig irriterende. Men jeg fandt ud af, at det faktisk er en ret god tilgang til verden.

Psykologiske relationer mellem mennesker er interessante. Jeg var engang i Bruxelles, hvor jeg skulle filme Anders Fogh. Vi stod i en lukket park, hvor limousinerne kom og hentede regeringscheferne. Det var et dansk arrangement, så protokolchefen gav den første bil til Fogh, fordi han var formand for EU. Jeg filmede Foghs limousine køre væk. Så kom den tyske kansler Gerhard Schröder – og jeg hørte ham sige en meget langt ude mishagsytring om Fogh. Kansleren var sur, fordi Fogh havde taget bilen foran ham. Jeg skyndte mig hjem på hotellet, men mit kamera havde ikke opsnappet lyden.

Hvis der er noget, min mor er utilfreds med, siger hun gerne: ”Om i rygsækken. Om til alt det andet.” Det er nærmest en antifreudiansk tilgang til problemer, hvor alt normalt skal tales ud og behandles. I stedet siger hun: ”Videre i teksten.” Det har jeg altid syntes var utrolig irriterende. Men jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg visdommen i det.

Christoffer Guldbrandsen er uddannet journalist og har markeret sig med en række dokumentarfilm, bl.a. ’Fogh bag facaden’ (2003), ’Lykketoft finale’ (2005), ’Den hemmelige krig’ (2006), ’Dagbog fra midten’ (2009) og ’Præsidenten’ (2011). I 2003 lavede han desuden den meget personlige dokumentar ’Rødvinsgenerationen’ om sine forældres generation. Han har vundet adskillige priser for sine dokumentar-film og modtog i 2009 Columbus-prisen. Har tidligere været ansat som journalistisk chef for DR2, og vendte tilbage i november 2015 som kanalchef. 

LÆS OGSÅ: "Af og til er der nogen, der siger: ”Gud, er du grevesøn?” Ja, men vi lever i 2015, så det er jo ikke, fordi jeg rider rundt i en rustning på en hest"

LÆS OGSÅ: Fra arbejdsløs til fastansat - sådan fik vi job ud af vores virksomhedspraktik

LÆS OGSÅ: Rekrutterings-direktør: ”Dem, der bliver forfremmet, er dem, der knokler”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Dokumentar og Interview