Hvordan får du tid til det hele?

”Jeg forsker mandag til torsdag og spiller koncerter de resterende dage. Jo, jo, jeg har virkelig travlt i øjeblikket, men der er to vigtige ting i forbindelse med det: Så længe man har travlt med noget, man synes er sjovt, er det ikke det store problem. For det andet er det vigtigt at have en kalender, hvor jeg kan se, at nu er det hektisk, men om fem uger får jeg nogle ’øer’, hvor jeg ikke skal lave noget overhovedet. Ellers dør jeg.”

Så du kan godt blive stresset?

”Det er da sket. Men jeg har en bekendt, som er helt utrolig dygtig til at have mange bolde i luften på samme tid. Hende hyrer jeg til at få styr på mit liv og kalender. Hun svarer mine mails og ringer til folk, så tingene kommer i orden.”

Hvornår har du haft brug for hende?

”Engang skulle jeg arrangere Kulturnatten inde på Hovedbiblioteket. Jeg havde undervurderet arbejdsopgaven fuldstændig. Pludselig skulle jeg finde ud af bands og folk, der skulle holde foredrag, og jeg skulle til møder med dem hele tiden. Det havde jeg slet ikke tid til. Oveni havde jeg gang i alt muligt andet. Jeg var fuldstændig blæst oppe i knoppen, og kalenderlogistik er bare ikke min stærke side. Det er meget ubehageligt, når travlhed bliver til fysisk smerte. Men alt endte godt, og arrangementet blev rigtig fedt.”

Hvad siger du nej til?

”Lige i øjeblikket har jeg sagt nej til en del bog-signeringer. Jeg skal ikke sidde i Lyngby Storcenter og signere bøger midt i en koncertturné. Jeg siger også nej til realityprogrammer. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være interessant at se mig danse, lave mad eller køre racerbiler. Jeg er blevet tilbudt dem alle sammen på nær ’Vild Med Dans’. Jeg bliver faktisk mobbet af min kone med det. Deltagerne i ’Vild med dans’ bliver jo mere og mere ukendte, og de er nede at skrabe bunden, så det er egentlig lidt vildt, at de ikke har ringet.”

Har du nogensinde aflyst en koncert?

”Nej aldrig. Det gør man bare ikke. Kun hvis man er meget, meget syg. Så længe sygdommen ikke er alvorlig, findes der medicin, der kan slå alle symptomer ned. Vi spillede på et tidspunkt på Forbrændingen i Albertslund med Magtens Korridorer, hvor lydmanden fortalte, at han skruede 12 dB op for min vokal.

Det er ekstremt. Man fordobler volumen med en dB, så der var ikke noget tilbage af min stemme. Der burde jeg sgu nok bare have sagt, at jeg aflyser. Til gengæld har jeg prøvet, at en arrangør bad os om at stoppe en koncert. Det var på et kollegium i Indre By efter kun fire numre, fordi publikums interesse ikke var der.”

Hvad er forskellen på at spille med Magtens Korridorer og Pligten Kalder?

”I Magtens Korridorer bliver vi forkælede i hoved og røv og har folk, der ordner alt for os. I Pligten Kalder kommer vi kørende i en lejet bil og skal selv booke hotellet. I Magtens Korridorer står jeg og synger ind i et inferno af guitar og bas, men i Pligten Kalder er det helt nøgent og mere grænseoverskridende.

Hvis min stemme knækker, hører alle det. Samtidig taler vi meget med publikum, hvilket er hele konceptet med Pligten Kalder. Torben Steno snakker, og der kommer de mest provokerende ting ud af hans mund. Han laver sjov med folk i kørestole, hvis der sidder en kørestolsbruger blandt publikum, og han gør grin med Udkantsdanmark, når vi spiller der.”

Hvordan lukker man munden på ham?

”Det er sket én enkelt gang, at Torben ikke har sagt en lyd under en koncert. Det var i Viborg, hvor han havde drukket hele natten. Dagen efter var han helt ødelagt af tømmermænd. Jeg har aldrig set noget lignende.

Han gik op på scenen og var fuldstændig tavs under hele koncerten. Jeg måtte stå for al kommunikation med publikum. Han kastede ikke op på scenen, men det havde da været noget trods alt. Det var den værste koncert i Pligten Kalders historie.”

Hvor meget fylder dine projekter med musik og bøger, når du forsker?

”Når jeg går i gang med at forske, er jeg fuldstændig væk fra resten af virkeligheden. Det er en form for eskapisme. Det, jeg beskæftiger mig med, er jo, ironisk nok, også afskåret fra den menneskelige virkelighed.”

Hvad forsker du i lige nu?

”Jeg har lige løst strukturen på et molekyle, der hedder PCNA, og har kæmpe optur over det. Det er ret sejt, og det ligner et redningsbælte eller en donut. Jeg har været hundrede år om at løse strukturen på det. Det gør man ved at lave krystaller af proteiner, som jeg skyder røntgenstråler ind på, og så kommer der en diffraktion og en masse pletter. Men i dette tilfælde viste det sig, at krystallet var en særlig form for tvilling, hvor man ikke kunne se det i diffraktionsmønsteret.”

Hvad kan man bruge det til?

”Jeg går ikke efter en brugbarhed, men kun efter at opnå en højere erkendelse af, hvordan naturen fungerer. Men det kan være relevant i forhold til cancer at vide, hvordan cellerne fordeler sig, og hvordan man reparerer DNA, der er blevet ødelagt.”

LÆS OGSÅ: Mads Brüggers nye bog om menneskesmugling, mexicanske fængsler og bedrag: ”Det er en fortælling om en verden, der er blevet hyper kompleks”

LÆS OGSÅ: Claes Bang ville banke instruktøren bag deres fælles palme-succes: "Han har stjålet min pris, den lille svenske wanker"

LÆS OGSÅ: Så meget tjener ungdomsskuespillerne på ‘Stranger Things’