"Det bliver bogens død".

Det var dommedagsprofetierne, da radioen blev introduceret i starten 1900-tallet. Forlag og forfattere var allerede dengang parate til at smide håndklædet i ringen.

Bogen overlevede, ligesom den også overlevede, da fjernsynet blev en del af danskernes dagligstuer i 1960'erne, og igen da computerspillende for alvor kom på banen op gennem 1990'erne.

Men nu skriver vi 2016, og måske er bogen for alvor trængt op i en krog. For ikke nok med, at vi har tidsrøvere som Facebook og andre sociale medier, så oplever vi også en regulær bølge af ekstremt velproducerede danske og udenlandske serier. Tv-serier, der, ligesom bøgerne, evner at drage os ind med nuancerede karakterer og troværdige universer, der ellers altid har været bøgernes trumfkort.

Ikke før de opfinder en slags tanke-projektor...

Men litteraturen skal nok overleve de dyre og velproducerede tv-serier fra HBO, Netflix og Danmarks Radio. Sådan lyder konklusionen i alt fald, hvis man spørger Carsten Bjørnlund, der med 'Arvingerne' – paradoksalt nok – selv er med i én af de mest populære og dyre tv-produktioner i Danmark.

Skuespilleren tror så meget på bogen, at du på Storytel.dk, en streamingtjeneste for lydbøger, kan lytte til ham læse forfatterens Lars Kjædegaards lydbogsføljeton 'En Ærlig mand' op.

"Ja, jeg tror på bogen. I hvert fald indtil de opfinder noget, som... hvis du kan forestille dig et medie, der ligesom kan projektere folks egne billeder op på en skæm," prøver skuespilleren at forklare over telefonen.

"Jeg mener, så længe vi har vores egne billeder at forholde sig til, så mener jeg, at bogen står som et virkeligt stærkt underholdningstilbud"

Men hvordan skal Jens fra Thyborøns fantasiverden måle sig med George R. R. Martins Game Of Thrones-verden samt en produktion på godt og vel 6 millioner dollars per. afsnit?

"Jamen, fordi bogen taler mere direkte til dig som læser. Når folk læser, så sætter de deres egne billeder på, og dermed kommer bogen, de læser, i langt højere grad til at handle og have relevans for dem".

En rigtig god bog, mener Carsten Bjørnlund, kan ramme på en måde, som selv ikke den mest velskrevede og velproducerede tv-serie nogensinde ville kunne. Skuespilleren er selv lige nu ramt af den norske forfatter Karl Ove Knausgårds ambitiøse og selvbiografiske seksbindsværk af en roman, 'Min Kamp', der i øvrigt også ligger lytningsklar på Storytel.dk.

"Der er bare rigtigt mange ting, situationer og beskrivelser, som jeg kan genkende fra mig selv og min egen opvækst. Du ved, stemningerne omkring familielivet og så nogle af de tanker, som Knausgård gør sig omkring rollen som far. Det rammer spot-on," fortæller Carsten Bjørnlund, der selv har to børn.

"Men hvis vi lavede Knausgård som en tv-serie, så ville vi have bestemt billederne for folk. Og jo, så kunne det godt være, at vi ville kunne ramme tiden eller noget andet, men det ville stadig være vores billeder og ikke læserens egne," forklarer han.

Derfor er det også et bevidst valg, når Carsten Bjørnlund læser op fra 'En ærlig mand' på Storytel.dk, at det ikke bliver som noget fra et karikeret radiodrama.

"Vi talte om, da jeg skulle læse op, om jeg skulle karikere de her mange personer eller bare med en meget lille forskel i stemmen markere, når der var tale om en ny karakter. Vi valgte den sidste løsning, for karikerer du for meget på lydbog, lyder det som oplæsning i noget fra en børnebog, og igen er hele ideen jo, at læseren selv skal danne billederne"

Så hvis du helt selv skulle vælge, hvilken bog ville du så gerne læse op næste gang på Storytel.dk?

"Shantaram," falder svaret prompte.

"Det er igen en selvbiografisk bog, som måske ikke helt er det alligevel. Jeg er ikke sikker. Men historien er, at han bliver knaldet for noget narko i Australien, men så stikker han af fra fængslet og flytter til Indien, hvor han lever et ret fantastisk liv".

Hvorfor ramte lige den bog dig?

"Jeg kan bare huske, at jeg bare var meget betaget – både fordi jeg troede, at det var noget, der var sket i virkeligheden, men også fordi, at jeg syntes, at han beskrev nogle maskuline relationer, som er meget rørende og genkendelige. Det er en kærlighed mellem mænd, som jeg ikke før har set beskrevet på den måde. Ikke en seksuel kærlighed, men et stærkt venskab – en broderskabsfølelse – som jeg syntes var meget rørende".

Og det er måske noget, hvor du igen kan spejle til dit eget liv?

"Ja, det tror jeg. Jeg kunne genkende mit eget forhold til mine brødre og nogle gode venner. Hvordan man i bogen mærker denne her kærlighed, der strømmer mellem karaktererne".

"Men altså, det er jo en ordentlig moppedreng, men den ville da helt klart være en lytning værd".

Ærlig kritik frem for urene hensigter

I 'En ærlig mand' møder vi den autodidakte terapeut, Poul Helweg, der driver samtalestedet 'Ærligt nærvær'. Her kan folk komme og diskutere deres livs store og små problemer med Poul. Men til forskel fra andre terapeuter, så får de Pouls uforbeholdne ærlige mening med på vejen - om de vil eller ej.



Stifter man også som skuespiller bekendtskab med en del af de her lige-ud-af-posen typer?


"Du mener sådan nogle lidt asperger-typer, der ikke helt har forstået de sociale konventioner og så noget," spørger Carsten Bjørnlund, inden han selv svarer;

"Ja, det gør man da helt klart, men jeg trives faktisk bedst i samspil med folk, der ikke pakker tingene ind. Jeg har været lykkeligst, når jeg har arbejdet sammen med folk, hvor man kunne sige tingene, som de er, forstår du?".

"Så ved man fuldstændig, hvad man har at forholde sig til. Man behøver ikke at bruge tid på at gå og tænke 'Nå, men hvad stikker der så under her?'. Det er nemlig sådan nogle tanker, der ofte fordrer en usikkerhed i én," siger Carsten Bjørnlund.

"Har folk rene hensigter og siger sandheden til én, så er det jo ikke farligt at få kritik. Men hvis hensigterne ikke er rene, så er det straks en anden sag".

Lige nu kan du med Euroman.dk prøve Storytel.dk i 30 dage gratis her.

Obs;
Gælder kun nye kunder og skal opsiges inden 30 dage, da det fortsætter som abonnement til 99 kr. om måneden.