Kenn Andre Stilling Sommersko Victor
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Sommersko Københavns cafescene

Han åbnede Cafe Victor i Ny Østergade: "Den var så mørk og skummel, at jeg kun ville gå igennem med en stor hund og en stok"

Kenn Andre Stilling introducerede cafekultur i København.

Det at gå på café er som at gå i teatret – bare billigere. En teaterbillet koster flere hund–rede kroner, men et cafébesøg koster bare en kop kaffe. Og så er der forestilling: En mand kommer ind, brækker sig. Tjeneren smider ham ud og tørrer op. En dame stikker sin kæreste en ørefigen. Bordet ved siden af taler om noget spændende, man kan lytte med på.

Første gang, jeg var på café, var i Paris i midten af 60’erne, hvor jeg var taget til for at kigge på kunst. Ligesom jeg skulle se Picassos malerier, skulle jeg også se de cafeer, han var kommet på: La Closerie des Lilas og Café de Flore blandt andre. Jeg var meget betaget af tanken om, at kunstnerne havde steder som dem, hvor de kunne mødes på kryds og tværs, men også at almindelige folk kunne gå på café og opleve det.

Der var ingen cafeer i Danmark på det tidspunkt. Der var cafeteriet oven på Illum, hvor damerne kunne sidde, og så var der værtshuse, hvor mændene kom. Der var også nogle damer, men ikke de pæne af slagsen.
Vi var kommet på den idé, at vores tidsskrift (kunsttidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik, red.) skulle legemliggøres. Desuden var vi trætte af at ringe rundt og bede om lov til at lave udstillinger og digtoplæsninger. Og vi ville have et mødested for kunstnerne, ligesom i Paris.

Så fandt vi lokaler i Kronprinsensgade, der indtil da havde huset et møbellager. Der skulle der være café, og den skulle hedde Sommersko. Men den skulle selvfølgelig være rigtig, så vi tog på studietur til Paris for at se, hvordan de så ud. Jeg havde en tommestok til at måle op med: Hvor høj var baren, hvor langt fra disken stod flaskerne, hvor dyb var sofaen. Jeg kan ikke huske, hvor mange cafeer vi besøgte, men vi var fulde to gange om dagen i 14 dage.

De franske caféejere syntes, det var en glimrende idé, vi havde, og hjalp med at finde leverandører af det ene og det andet. En espressomaskine kunne man fx ikke få i Danmark, så den bestilte vi hjem fra Frankrig. Vi kunne heller ikke få det rigtige fadølsanlæg, det med mærkerne, så det måtte vi også bestille. Dem fra Carlsberg var for minimalistiske og kedelige dengang, så de kunne ikke bruges. Jeg betragtede cafeen som en skulptur med betjening. Det skulle være gennemarbejdet.

Da vi begyndte i 1976, kunne vi ikke få lov til at stille stole på fortovet. Hvis vi gjorde, kunne vi være sikre på, at politiet kom efter to minutter og stoppede det. Begrebet fortovscafé fandtes slet ikke. Det var først fem år senere, da vi åbnede Victor, at vi fik lov, og kun hvis stolene var lænket sammen. Ellers ville folk kaste med dem, sagde politiet. Det fattede vi ikke. Det gjorde de sgu da ikke i Paris.
På værtshusene kunne man få øl og snaps, og hvis det gik højt, var der likør eller slave-whisky. Hos os var der et kæmpe udvalg: Du kunne få kaffe, cognac, Calvados og alt muligt andet. Vi skulle også have alle cigaretter. Der var en mand, der cyklede hertil fra Valby for at få sine Gitanes eller Gauloises.

Senere åbnede vi også Café Dan Turèll et par hundrede meter fra Sommersko. Efter 4-5 år med Sommersko stoppede jeg der. Dels ragede jeg uklar med de to andre, dels var det for mig et færdigt projekt. Så var jeg med til at åbne Café Victor. De tre steder var lanterner. Kronprinsensgade var en kedelig gade. Endnu værre var Store Regnegade, hvor Café Dan Turèll ligger, og Ny Østergade, med Café Victor, var så mørk og skummel, at jeg kun ville gå igennem med en stor hund og en stok. Men pga. cafeerne blomstrede de gader op.

Efter jeg forlod Sommersko, har jeg måske været der fem gange. Det er ikke længere, hvad det var engang, og det er ikke meget bedre på andre cafeer. Dengang kunne kunstnere mødes her og optræde, og på Victor havde vi ugentlige oplæsninger og foredrag. I dag gider cafeerne ikke arrangere noget, og når kunstnere henvender sig, får de kun lov, hvis det ikke går ud over omsætningen. Indretningen er også dalet siden begyndelsen. Der er næsten aldrig kunst på væggene, og når der er, er det hæsligt. Faktisk kommer jeg ikke på cafeer længere.

Jeg går på Funchs Vinstue, men det er nærmere et værtshus. Om dagen kommer de profes-sionelle alkoholikere, om aftenen de unge. Så kigger jeg på dem. Jeg vil ikke betale 45 kr. for en kop kaffe. Cafeer i dag er oftest lidt tarvelige i det. De lugter ikke af omtanke. De lugter nærmere af profit. De bidrager i hvert fald ikke til andet end at sælge kaffe.

LÆS OGSÅ: Danmarks berømteste filmanmelder var ved at miste jobbet til druk: "Min redaktør var ude for at samle mig op i en brandert. Så vidste alle det" 

LÆS OGSÅ: Historien om århundredets vildeste fest endte med dødelig udgang for de fleste af deltagerne

LÆS OGSÅ: Generalsekretær: "Jeg har ikke været så god til at være gift. Men jeg har været ret god til at blive skilt" 

Se, hvad vi ellers skriver om: Café, København og Kunst