Kælderen under Polishuset i Stockholm, 5. januar 2016.

På Polhemsgatan 30, dybt nede i kælderen under Stockholms politistation, sparker den 64-årige efterforsker Lennart Gustafsson til en dør. Bagefter forsøger han sig med et skulderstød efter at have taget tilløb. Men den vil ikke gå op. Det er døren ind til det omfattende og famøse Palme-arkiv, der er gået i baglås. På den anden side af døren gemmer der sig et stort lokale, som indeholder 250 hyldemeter med ringbind på ringbind på ringbind om den omfattende mordsag, som Lennart Gustafsson har arbejdet på lige siden dagen efter drabet i 1986.

Den dag blev han og en masse andre politibetjente indkaldt i håbet om, at man hurtigt ville fange den mand, der lige havde skudt landets statsminister. 30 år senere har tre årtiers tro tjeneste i efterforskningsenheden Palmegruppen stadig ikke bragt ham nærmere en afslutning på den sag, der tog Sveriges uskyld og blev startskuddet på verdenshistoriens mest omfattende mordefterforskning. 



4.500 mennesker har deres daglige gang i det enorme Polishus i Stockholm, men kun en håndfuld af dem har adgang til det store Palme-arkiv i kælderen. Da Euroman er på besøg, er det et år siden, at efterforskeren Lennart Gustafsson sidst har været der, og døren er gået i baglås.


Sveavägen, Stockholm, 28. februar 1986 kl. 23.21

Lisbet Palme skriger. Sekundet før har en høj mand i en mørk jakke affyret sin Smith & Wesson .357 Magnum på klos hold af hendes mand. Projektilet borer sig ind i Olof Palmes rygrad, smadrer kropspulsåren og luftrøret, inden den fortsætter ud gennem hans brystkasse. Sveriges statsminister dør på stedet. Han falder om i fortovets fine lag af sne, der hurtigt farves rødt, mens gerningsmanden sender en enkelt kugle i retning af Lisbet Palme, før han løber op ad en nærliggende trappe og forsvinder. Projektilet har kun strejfet Lisbet Palme, og nu står den forvirrede og rædselsslagne hustru alene tilbage på Sveavägen med sin mands blod i ansigtet. Det, der skulle være en hyggelig aften i biografen, hvor statsministeren havde frabedt sig livvagter, var blevet til et mareridt. Lisbet Palme forsøger rasende at skubbe de mennesker væk, der kommer løbende til for at give hendes mand kunstigt åndedræt, mens hun venter på politiet.

Selv om der er mange patruljebiler i området, går der adskillige minutter, inden ordensmagten når frem, men det er stadig ikke gået op for dem, at den døde mand i den røde sne på Sveavägen er landets statsminister. En mand, der delte Sverige og verden op i to dele: dem, der elskede den socialdemokratiske, knivskarpe politiker med ørnenæsen, og den anden halvdel, der hadede ham for hans venstreorienterede synspunkter og arrogante facon. 

Vi kender proceduren fra ’CSI’ og andre politifilm: Et gerningssted må ikke betrædes, det skal spærres af, og kun teknikere og kriminalfolk iklædt sikkerhedsdragter og latexhandsker må gå ind under de snore, der afspærrer området. På den måde kan man sikre sig vigtige spor og senere bruge dem som bevismateriale. Sådan gik det ikke helt på Sveavägen i 1986. Faktisk er politiets håndtering af hele efterforskningsforløbet fra starten af blevet hårdt kritiseret og har fået skylden for, at mordet aldrig er blevet opklaret. Ud over at der gik seks minutter, før politiet nåede frem, blev gerningsstedet på Sveavägen ikke ordentligt spærret af eller undersøgt umiddelbart efter mordet, til gengæld blev det overrendt af tilfældige mennesker. Først af de forbipasserende vidner, der ville hjælpe til, og senere af sørgende eller bare nysgerrige svenskere, der ville hen og se drabsstedet og måske lægge en rød rose. Da retsteknikerne endelig nåede frem til Sveavägen, opgav de helt at finde noget. Derfor var det en tilfældig forbipasserende, som to dage efter drabet bøjede sig ned og samlede en kugle fra en Smith & Wesson op og dermed fandt projektilet, der dræbte statsministeren. Sammen med kuglen, der var tiltænkt Lisbet Palme, udgør projektilet det absolut eneste tekniske bevis i sagen.

Mordvåbnet er aldrig blevet fundet, der findes ingen fingeraftryk, optagelser eller overvågningsvideoer, og dna-metoden var endnu ikke taget i brug. Likvideringen af Olof Palme er blevet kaldt Nordens svar på Kennedy-mordet, men efterforskningen af Palme-mordet har været langt mere omfattende. Udgifterne på 350-500 mio. svenske kr. gør efterforskningen til verdens dyreste, og der lader ikke til at komme en afslutning på sagen foreløbig. 130 falske tilståelser og 30 år senere ved vi stadig ikke, hvem morderen, der forsvandt ud i mørket, var, og derfor sidder der i dag fem mænd og en kvinde i Polishuset i Stockholm og arbejder videre med efterforskningen.

Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens hjem, natten mellem 28. februar og 1. marts 1986.

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har to telefoner installeret i sit hjem. Den ene er en almindelig telefon, den anden er en hemmelig og ganske særlig telefon, som kun et par håndfulde mennesker i Danmark har: højtplacerede politikere, politiets ledelse og forsvarschefen. Telefonen er tilsluttet et sikkert netværk, der går ind til et omstillingsbord hos politiet, og som fungerer som Udenrigsministeriets Vagtcentral.

Det er meget sjældent, den har ringet hjemme hos udenrigsministeren. Når det sker, ved han, at noget er helt galt. Fx ringede den, da Iran-Irak-krigen brød ud i 1980. Natten efter 28. februar sover udenrigsministeren tungt. Han har været frem og tilbage til Haag med privatfly for at skrive under på traktaten, efter danskerne havde stemt ja til EF-pakken ved folkeafstemning.

”Pludselig bliver jeg vækket ved, at de ringer fra Udenrigsministeriets Vagtcentral og siger, at Palme er blevet skudt. Det var temmelig chokerende, for det var ikke så længe siden, at jeg havde været sammen med ham, og vi havde haft lidt stridigheder, men det endte godt.” 

Uenighederne var endt med, at Olof Palme gav Uffe Ellemann en gave – en pung med det svenske flag trykt på. Næste morgen vågner Uffe Ellemann-Jensen op til en forandret hverdag.

”Rent praktisk betød det, at der var øget sikkerhed på en lang række forskellige områder. Det varede dog ikke så længe i Danmark. Det varede længere i Sverige og i Finland, hvor politikerne bagefter var sovset ind i politiet,” erindrer han.

Diskussionerne om, hvem der har myrdet Olof Palme, optager de danske politikere i dagene efter. Der bliver snakket på gangene på Christiansborg og udvekslet teorier. 

”Olof Palme var en mand, der skilte vandene. Der var mange, også i Sverige, der afskyede ham, og så var der andre, der forgudede ham,” fortæller Uffe Ellemann-Jensen. 

Palme blev født ind i overklassen i Sverige i 1927. Han voksede op i rigmandskvarteret Östermalm i Stockholm, hans familie havde adelige aner, og af mange i sit hjemland blev han derfor anset for at være en regulær klasseforræder, fordi han endte som socialdemokrat. I hans tid som statsminister skete det hele to gange, at USA hjemkaldte deres ambassadør fra Sverige, fordi de blev provokeret af Olof Palmes åbenlyse socialistiske sindelag.

Første gang var det, fordi han havde marcheret sammen med Nordvietnams ambassadør til en demonstration mod Vietnamkrigen. Anden gang havde han i et tv-interview sammenlignet USA’s bombninger af Hanoi med nazisternes bombetogter. 

”Han var skidehamrende arrogant, og så spiddede han folk nådesløst. Og når han var allermest nådesløs, gjorde han intet for at være formildende. Så havde han sådan et spottende smil, så folk kom helt op i det røde felt, og han nød det åbenlyst,” fortæller Ellemann-Jensen.

I løbet af 80’erne gjorde et nyt ord sit indtog i det svenske sprog, ’Palme-hadet’ kaldte man det. Dartskiver med Olof Palmes ansigt var ikke noget sjældent syn på værtshusene. Olof Palme strøg ikke nogen med hårene, han var ligeglad med at please folk, og der var rigeligt med grupper og personer med mulige mordmotiver, da politiet skulle finde ud af, hvem der skød statsministeren. Efter et par år zoomede efterforskningen ind på én bestemt mand.



Til sommer går Lennart Gustafsson på pension. Han er ærgerlig over, at han efter 30 års ansættelse i Palmegruppen skal gå af uden at have opklaret mordet. Til gengæld er han blevet lidt af en celebrity. I 15 år havde han tv-programmet ’Efterlyst’, hvor han forsøgte at opklare forbrydelser med hjælp fra offentligheden.

14. december 1988, Stockholms Polis.

Det ligner en scene fra en film: 12 mænd, der minder om hinanden, er stillet op på række. Rundt om halsen har de et stort, klodset skilt hængende med et nummer på. Alle mændene har en ordentlig snegl af et overskæg og kort, mørkt hår. En af dem hedder Christer Pettersson. Han er stofmisbruger, kriminel og yderst voldelig.

I julen 1970 myrdede han en mand, der var kommet til at vælte Christer Petterssons indkøbspose med julegaver, hvilket fik den uligevægtige junkie til at stikke ham ned med en bajonet. Siden da havde Christer Pettersson fået et utal af voldsdomme, og da han samtidig holdt til i det område, hvor statsministeren blev dræbt, var han en person, som politiet modtog adskillige tips om. Bl.a. havde en småkriminel pusher fra området omkring Sveavägen flere gange nævnt, at han havde set Christer Pettersson den aften ved biografen, hvor Olof Palme var inde at se film, umiddelbart inden han blev myrdet.

Identifikationsrunden, hvor de 12 mænd med overskæg stod linet op, blev ikke desto mindre først afholdt to et halvt år efter drabet. Baseret på de få sekunder, Lisbet Palme havde været tæt på morderen den mørke vinteraften i 1986, skulle hun nu udpege sin mands morder. Hun løftede fingeren, og den landede på Christer Pettersson. Den eneste, der i løbet af den 30 år lange efterforskning er blevet dømt for mordet på Olof Palme.

Han var også den eneste af de 12 mænd i line-up’et, som var misbruger, alle de andre var tilknyttet politiet, var veltrænede og havde sorte arbejdssko på. Christer Petterssons sko var lyse. Kort tid efter domsfældelsen blev hans sag prøvet ved en jurydomstol, der frikendte ham pga. manglende beviser. Det er det grundlæggende problem i Palmesagen, at der ikke findes tekniske beviser, og at eventuelle sigtelser udelukkende beror på vidneudsagn og teorier.

I dag er der stadig delte meninger om, hvorvidt Christer Pettersson var skyldig eller ej.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg det ikke,” fortæller Hans Melander, chef for den seks mand store gruppe, der stadig efterforsker mordet. 

”Folk stiller mig ofte det spørgsmål og tror, at alle i Palmegruppen mener, at Christer Pettersson er morderen, men det er ikke sandt. Vi har medlemmer i gruppen, som mener, det er Christer Pettersson, og vi har medlemmer i gruppen, som er overbeviste om, at det ikke var ham. Rent personligt ved jeg det ikke. Nogle ting peger i retning af Christer Pettersson, men på samme tid kan jeg ikke få øje på noget motiv.”

Til sommer går Lennart Gustafsson på pension efter at have været tilknyttet Palmegruppen i 30 år. 

”En af årsagerne til, at jeg er blevet ved med at arbejde på sagen, er, at jeg ikke tror, at Christer Pettersson er morderen,” fortæller han. 

Han har opgivet at trænge ind bag den lukkede dør i Palmearkivet i kælderen. I stedet viser han ind på sit kontor på sjette etage, et kontor, der tidligere var fængselscelle og derfor har en meget beskeden størrelse. Kontoret er nærmest et mini-museum over de mange faser, mordefterforskningen har været igennem. På væggen over hans bord hænger der et sort-hvidt overvågningsbillede fra 80’erne taget på lang afstand med telelinse. Motivet er den småkriminelle pusher, der i sin tid angav Christer Pettersson.

”Den der mand er den største mytoman, du kan tænke dig. Han løj om hvad som helst,” siger Lennart Gustafsson.

Ved siden af hænger der et stort foto af Palmegruppens fodboldhold fra 90’erne. På reolen finder Lennart Gus-tafsson en kæmpe mappe frem, der indeholder portrætfotos og afhøringer af de 22 vidner, der så morderen løbe væk fra gerningsstedet i 1986. Og så har Lennart Gustafsson 17 par læsebriller linet op på en hylde. Det er glassögon fra 30 års arbejde i Palmegruppen, hvor hans syn gradvis er blevet dårligere. Han har dem liggende, hvis nogen lige skulle få brug for at låne en brille. Han kan klare næsten et hvilket som helst styrke-ønske. 

Når Lennart Gustafsson går på pension til sommer, forsvinder en stor videnskapacitet fra gruppen. Materialet i arkivet i kælderen bag den låste dør er så stort, at det efter sigende tager ni år at læse igennem, hvis man læser ca. 300 sider om dagen. Derfor har de forskellige medlemmer i Palmegruppen hver deres område, som de har sat sig ekstra godt ind i. Alene listen med mistænkte spænder over alt fra den enlige galning til andre landes efterretningstjenester. 

”Gruppens største problem lige nu er, at folk er ved at blive gamle og snart går på pension. Vi bliver nødt til at få nogle nye mennesker ind i gruppen,” fortæller chefen Hans Melander, hvis største opgave lige nu er at overtale ledelsen til at lade ham ansætte nogle nye efterforskere. 

Gennemsnitsalderen i Palmegruppen ligger på lige over 60 år. Ud over Lennart Gustafsson er tre af hans kolleger i de tilstødende kontorceller også på vej på pension. De to af dem, Allan Emretsson og Dag Andersson, er begge erfarne efterforskere fra drabssektionen, som fik hjerteproblemer og derfor måtte søge over i Palmegruppen, hvor tingene foregår i et lidt andet tempo.

”Jeg vil gerne have, at de nye skal starte, inden de gamle går af, så vi kan lave en vidensoverføring til de yngre medlemmer. Det er meget vigtigt,” siger Hans Melander. 

Sagen er bogstavelig talt ved at dø mellem hænderne på dem i takt med, at efterforskerne går på pension, vidner dør, og byen ændrer sig. Huse bliver revet ned, andre bliver bygget, og de steder, en kriminel måske ville prøveskyde en pistol, er der ikke nødvendigvis 30 år efter. Det er spor, der forsvinder. Dag Andersson er den daglige leder af efterforskningsarbejdet. Han står for at modtage alle de tips fra offentligheden, der stadig kommer ind – som regel 2-3 stykker om ugen og flere, når årsdagen for mordet nærmer sig, eller hvis medierne har skrevet om sagen.

Han har to bunker papirer på sit skrivebord. Den ene er kopier af de breve, han modtager med tips og angivelser. Den anden er hans egne noter om de henvendelser, han får over telefonen. Nogle er nye, mens andre er gengangere. 

”Der er en mand, der ringer til mig 7-8 gange om ugen vedrørende mordet,” fortæller han med et lille smil. 

Det er hans job at fordele henvendelserne ud til holdets tre efterforskere og bestemme, hvilke der måske skal føre til nye afhøringer, og hvilke der blot kan tilføjes til eksisterende noter. Det er meget sjældent, at henvendelserne fører til nye tiltag i efterforskningen. Gruppens chef, Hans Melander, håber allermest på, at mordvåbnet, en Smith & Wesson .357 Magnum, en dag dukker op.

Så sent som i julen 2015 havde tabloidmedierne en historie om, at der var blevet fundet en pistol, der måske kunne være den fra Palmemordet. Sådanne historier dukker jævnlig op, og Hans Melander har lært ikke at sætte sin lid til det, så længe der ikke er konkrete beviser på sammenhængen mellem våbnet og de to kugler fra mordnatten.

”Det er klart, at jo længere tid der går, jo større er risikoen for, at våbnet forsvinder eller forandres. Det kan ske ved, at det bliver brugt meget og dermed bliver mere slidt i løbet, eller ved, at det bliver opbevaret på en måde, hvor det ruster. Alle forandringer af pistolen medfører, at det bliver sværere at forbinde de to projektiler med våbnet og med sikkerhed at kunne sige, om det virkelig er det rigtige våben,” fortæller han.Arbejdsdagen er så småt ved at være ovre.

Palmegruppen har besluttet at tilkalde en låsesmed til arkivdøren i kælderen. Lennart Gustafsson har sat sig ind i endnu et lille, cellelignende rum for at se resten af en sportskamp i fjernsynet. Et eller andet sted i Stockholm sidder den nu 84-årige enke Lisbet Palme.

Hun fastholder stadig, at det var Christer Pettersson, der skød. Når Uffe Ellemann-Jensen tager på jagt i Sverige, har han pungen med, som han fik af Olof Palme, for at opbevare svenske penge. Og ude på Sveavägen er der blevet lagt en mindeplade i messing ned i fortovet på det sted, hvor Olof Palme mistede livet. Ligesom på mordaftenen i februar 1986 er det dækket af et fint, tyndt lag sne. 

Efter sigende vil det tage ni år at læse sig igennem hele Palmearkivet, hvis man læser 300 sider om dagen. Det meste af materialet bliver opbevaret i kælderens store Palme-arkiv, men oppe på sjette etage, hvor efterforskerne har deres kontorer, har de også et mindre nærarkiv med det materiale, de bruger mest.

PALME-EFTERFORSKNINGEN:

1986

28. februar kl. 23.21: Olof Palme bliver skudt.

6. marts: En fantomtegning af morderen bliver offentliggjort. Det viser sig senere, at tegningen forestiller et af vidnerne til forbrydelsen, ikke morderen. 30 år efter publiceringen af det vildledende fantombillede får politiet stadig tips på baggrund af tegningen. 

24. marts: Endnu en fantomtegning publiceres. Det viser sig senere, at den bygger på et falsk vidneudsagn, og tegningen har senere fået øgenavnet ’Skyggen’. 

1987

Februar: Palmeefterforskningen bliver dybt kritiseret af en juristkommission, og Palmegruppens første efterforskningsleder, Hans Holmér, går af. Han er den første af syv efterforskningsledere på 30 år. 

1989

Juli: Christer Pettersson bliver idømt livsvarigt fængsel for mordet af Stockholms Tingsrätt.

November: Hovrätten i Svea frikender Christer Pettersson.

2005

Palmegruppen standser helt efterforskningen i en periode, fordi gruppen i stedet skal stå for identificeringsarbejdet i forbindelse med tsunami-katastrofen i Thailand.

2008

Teknikere bruger ny dna-metode til at finde ophavsmanden til et håndaftryk på Olof Palmes jakke fra mordnatten. Håndaftrykket viser sig at være statsministerens eget. 

2010

Den svenske forældelsesfrist for mordefterforskninger bliver fjernet ved lov. Årsagen er dels, at det giver mulighed for at gennemgå gamle mordsager med ny dna-teknik, dels at det giver Palmegruppen mulighed for at fortsætte efterforskningen, efter at de første 24 år er gået.

2015

Lige inden jul oplyser svenske medier, at der er fundet en pistol, som måske kan være gerningsvåbnet. Efter teknikere har sammenlignet våbnet med de to kugler fra mordnatten, viser det sig, at der ikke er tale om det rigtige våben.

2016

30 år efter mordet på Olof Palme er efterforskningsgruppen ikke kommet nærmere en opklaring. Ifølge svensk lovgivning skal materialer i en mordsag destrueres efter 70 år. Når det sker, er det i praksis ikke længere muligt at efterforske en sag. 

Palmearkivet er godt beskyttet bag to døre. Den yderste er en brandsikker dør ligesom dem, man har i bankbokse. I efterforskningens første år var Palmerummet, hvor efterforskerne holdt til, skarpt bevogtet.

Tre populære teorier om mordet: 

Nazi-sporet i det svenske politi
I 80’erne var der en del i det svenske politi, der sympatiserede med højrefløjen og ligefrem nærede nazistiske sympatier. De brød sig ikke om den venstreorienterede Olof Palme. En af de mest populære mordteorier gennem de sidste 30 år går på, at statsministeren blev myrdet af svenske politifolk. 

PKK
En af de første teorier, der kom frem i 1986, var, at det kurdiske arbejderparti PKK skulle stå bag mordet, fordi Palme-regeringen kort tid forinden havde erklæret det for en terrororganisation, og flere PKK-medlemmer i den forbindelse var blevet arresteret. Da Palmegruppens første efterforskningsleder, Hans Holmér, blev fyret efter et års arbejde, skyldtes det bl.a., at han havde været helt besat af at følge kurder-sporet i stedet for at lave klassisk opklaringsarbejde. 

Apartheid-regimeti Sydafrika
I 1996 begyndte man for alvor at undersøge teorien om, at den sydafrikanske sikkerhedstjeneste stod bag mordet. Olof Palme var en stor modstander af apartheid-regimet, og det skulle have skaffet ham fjender i Sydafrikas sikkerhedstjeneste. Sporet blev senere lagt ned og bliver i dag anset for dødt af Palmegruppen.

LÆS OGSÅ: Din guide til Danmarks helt særlige ghetto

LÆS OGSÅ: 10 nøglescener fra Nikolaj Lie Kaas' liv

LÆS OGSÅ: "Jeg har tabt knap 10 mio kr. på ganske få sekunder. Det er hele min livs-opsparing"