Hvornår begyndte du at læse Euroman?
”Jeg voksede op i et område i Vejle, der kom på den officielle ghettoliste. Midt i 90’erne så jeg Euroman på hylden i den lokale kiosk, men fandt det alt for langt fra en hverdag, hvor pengene skulle række. Da jeg senere, mens jeg gik på handelsskolen, fik arbejde i en tøjbutik, opdagede jeg, at folk kom ind kun for at få magasinet. Det var dengang, at butikkerne kunne købe bagsiden og få en stak magasiner til uddeling. Jeg blev nysgerrig. Hvad kunne der være i det magasin, som skabte så stor opmærksomhed? Det blev mig, som drømte om Hugo Boss, mens andre fra området kæmpede for at overleve. Lige siden har Euroman været en trofast makker i min identitetsskabelse.”
På hvilken måde?
”Jeg mistede min far som 21-årig. Jeg havde ikke længere én til at give mig gode råd, mens jeg så småt selv blev en voksen mand. Ingen til at lægge en arm om mine skuldre. Men Euroman blev en art stand-in. Jeg læste blandt andet et interview med den tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, som satte sig i mig. Han sagde, at han havde fået det råd af sin far, at man bør vente på den eneste ene i stedet for at føje samfundsnormen og blive gift og få børn inden en vis alder.
For det er, når man har fået børnene, at kærligheden skal stå sin prøve, og der må den hellere bygge på et solidt fundament. Nu er jeg gift. Jeg ventede, til jeg var 36 år, og jeg er 100 procent sikker på, at jeg skal have børn med hende. En kvinde skal have appetit – også på livet – og hende her tager fra. Allerede på vores allerførste date holdt hun ikke igen på hverken vin eller dessert.”
Sådan en kvinde, kan vi godt li’. Har dit forhold til Euroman ændret sig med alderen?
”Euroman rammer det at være en mand af tiden. Jeg har aldrig følt, at magasinet er aldersbetinget. Om læseren så er 20 eller 40 år, vil han kunne finde en lektie i historierne om de mennesker, I portrætterer. I er ofte på forkant og finder personer, som jeg endnu ikke har kendt til. Det giver mig ny viden og respekt for, at I har fingeren på pulsen. Jeg smider aldrig magasinerne ud, men finder ofte et gammelt frem, når jeg på film eller tv ser en person, som jeg kan huske, har været omtalt.”
Hvad ønsker du dig mere af i Euroman?
”Sæt os læsere ind i jeres overvejelser, når I udvælger en person til forsiden. Hvad lægger I vægt på? Det må være en svær proces, og jeg vil gerne forstå den.”
Hvornår er du irriteret på os?
”Når I ikke tager jeres DNA alvorligt. I har altid haft en grundlæggende skabelon, hvor 70 procent af opbygningen går igen fra nummer til nummer, og 30 procent overrasker. Det må I ikke ændre på, ellers kan I rende mig i røven. Der har været en periode på fire-fem måneder, hvor jeg overvejede at sige farvel, fordi I svigtede skabelonen, men de seneste par år har jeg kunnet genkende mit magasin igen.”
Har Euroman en rolle at spille i kønsdebatten?
”Jeg har i kølvandet på #MeToo spurgt mine veninder, og de har alle sammen oplevet ubehagelige ting fra mænds side. Det ryster mig. Derfor er jeg glad for, at der nu kommer en reaktion, som fx reklamen fra Gillette, der går på, at ’men need to hold other men accountable’. Jeg synes faktisk, at det altid har været Euromans rolle, og I kan godt tage den endnu mere på jer, for der er brug for det. Jeres læsere er hædersmænd. Hjælp dem til at være rollemodeller, så unge mænd har noget positivt at stræbe efter. Fire ud af fem mænd vil gerne på jeres forside. I har en position, hvor I kan gå forrest.”
