Som treårig tog jeg sutten ud af munden, lænede mig tilbage og sagde: ”Jeg elsker kvinder.” Jeg var dybt fascineret af voksne damer, og jeg elskede alle min mors veninder. Jeg har altid kunnet relatere mere til dem end til mændene. 

Alle kan lære at synge, men alle kan ikke lære at synge godt. Hvor godt man kan lære at synge, handler grundlæggende om knoglebygning. Når vi synger, ryger lyden op i den bløde gane, så det klinger i mundhulen, bihulerne og pandehulen. Klangens kvalitet kommer fra de resonansrør, vi alle har indbygget, og lyden og knoglestrukturen er tæt forbundne. Det er derfor, man siger, at nogen har et sangeransigt – dét, vi kalder fladskærmen. Den består af et firkantet hoved og høje kindben, og det ansigt er et godt udgangspunkt for at kunne synge godt. Man kan ikke ændre på sin grundlæggende stemmeklang. 

”Filmer du, filmer du? Film mig, film mig!” Sådan råber jeg på stort set alle de film, vi har fra min barndom. Jeg elskede kameraer, og jeg havde et stort opmærksomhedsbehov. Det må have været så irriterende for mine søskende.

Min mor er sanger, min far er komponist. Hele min barndom faldt jeg i søvn, mens jeg hørte min mor øve sig inden koncerter. Når jeg i dag hører de sange, min mor sang dengang, påvirker det hele min krop. Musik er en direkte vej ind i hukommelsen. Så er jeg tilbage i min seng i Åbyhøj, og det er med en form for vemod – over tiden, der går. Jeg er meget formet af begge mine forældre, men i særdeleshed af min mor, der synger alt-stemme. Jeg har overtaget mange af hendes gamle roller og gamle nodeark. 

Som barn var jeg enormt tæt forbundet med ting. Når min mor tvang mig til at smide ud, tog jeg modstræbende en sort sæk og begyndte at smide ud, mens jeg sagde undskyld til alt. Til den knækkede blyant og det lille viskelæder. ”Undskyld, undskyld”, og så røg det ned i den sorte sæk. Jeg var også unormalt stærkt knyttet til min bamse. Jeg har den stadig. Den ligger inde i mit skab. Jeg kan ikke få mig selv til at smide den ud.

I folkeskolen fik jeg hovedrollen i musicalen ’Grease’. Jeg tog alting meget nær, og når lærerne bad mig gøre noget anderledes, blev jeg fornærmet og sagde: ”Så må I klare jer uden mig.” Desværre gjorde jeg det én gang for meget, og svaret lød: ”O.k., vi finder en anden.” Så blev jeg sufflør i stedet og måtte sidde nede i orkestergraven. Dér lærte jeg, at man kommer langt med en smule samarbejdsvilje. 

Jeg nåede kun lige at tænke: ”Den lastbil er godt nok tæt på”, da den ramte skolebussen lige ved det vindue, hvor jeg sad. Vi gik i ottende klasse, og jeg sad ved siden af min gode veninde. Jeg nåede at dukke mig, men hun fik glassplinter fra ruden i hele hovedet, og bussen væltede. Jeg syntes på en måde, at det var spændende. Der kom ambulancer, og jeg nævnte, at jeg havde lidt ondt i ryggen. Men det fortrød jeg hurtigt, for så lagde de mig op på en båre og skar mit tøj af. Jeg var lidt for tyk, og det eneste, jeg tænkte, var: ”Åh nej, nu ser de andre mig i bar overkrop.”

Jeg sprang ud som homoseksuel, da jeg var 19 år. Det kom ikke som et chok for nogen. 

LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen: "Generthed har aldrig været mit problem. Tværtimod: ”Se lige mig”"

Jeg har skiftet stemme. Fra den næstdybeste herrestemme, en baryton, til den lyseste, en kontratenor, der lyder som en kvindestemme. Det var et voldsomt identitetsskift. Det at skulle synge med en helt ny stemme og som noget markant anderledes end normen var skelsættende. Når man skal synge på den måde, bruger man kun sin hovedklang, ikke sin brystklang. Jeg fandt ud af, at jeg kunne, da jeg søgte en skizofren rolle på Aarhus Sommeropera. Da min stemmelærer hørte min alt-arie, sagde hun: ”Kan du virkelig synge det? Så gør vi kun det fremover.” Stemmen er en markant del af folks identitet. Især min, fordi jeg er sanger. Men jeg havde det, som om jeg fandt hjem. 

Der er en helt ny frihed i min nye stemme. Jeg kan identificere mig meget mere med de roller, jeg får tilbudt nu. Ofte er de outrerede og mærkelige, og jeg kan godt lide at skulle portrættere en sindssyg konge som Nero eller spille en dekadent rolle som Baba the Turk (i operaen ’Lastens vej’ af Stravinsky, red.). Til barytonen hører mere klassiske roller som Mozarts karakterer, og jeg kunne aldrig rigtig få det til at virke for mig. I dag er jeg en mand på 193 cm, der synger som en dame. Det giver opmærksomhed.

Tvivl er det mest destruktive, man kan synge og agere på. Man kan synge på at være bange, på sorg, på glæde. Men tvivl dræber al spontanitet på scenen. 


Jeg kører aldrig for hurtigt. Jeg ligger altid helt ude i højre spor på motorvejen, nogle kilometer under hastighedsbegrænsningen. Jeg holder altid for rødt – også kl. 3 om natten. Den eneste gang i mit liv, hvor jeg trodsede et rødt lys, var i fodgængerfeltet foran Magasin en søndag morgen kl. 9. Der var ikke et eneste menneske eller en bil at se. I det sekund, jeg bevægede mig frem, hørte jeg sirener, og en politimand rullede vinduet ned og spurgte: ”Hvad er det nu, reglerne er for rødt lys?” Han fortalte, at den eneste grund til, at jeg ikke fik en bøde, var, at han havde set, at jeg stoppede helt op først og ikke bare vadede over uden at se mig for. 

Morten Grove Frandsen studerer på Operaakademiet i København. Han kommer fra en musikerfamilie: Hans far er komponist John Frandsen, og hans mor er operasanger Kirsten Grove. Morten Grove Frandsen er et af de største operatalenter herhjemme. Han har spillet flere hovedroller i danske operaer allerede, bl.a. i ’Egoland’ på Aarhus Sommeropera, ’Et dukkehjem’ på Republique i København og den moderne opera ’Leaves’ af Karsten Fundal og Efterklang i sommeren 2015 på Copenhagen Opera Festival, hvor han blev udnævnt til Årets Unge Operatalent.

LÆS OGSÅ: Verdens største kopiband: "Selvom folk kommer for at se os, kommer de i virkeligheden for at glemme, at de ser os”

LÆS OGSÅ: Talenter du skal holde øje med: Søren Holm forsanger i Liss

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan forfører du kvinden du kan li' i Paris