Morten Vammens bluffers guide til nattelivet 2: Her er arketyperne rundt om flaskebordet

Hver weekend tiltrækkes en bestemt gruppe mennesker til det sagnomspundne bord, hvor de dyre flasker blive skyllet ned. I sidste uge sendte vi Morten Vammen ud i det københavnske natteliv. I denne uge stiller han skarpt på berømtheden, butleren og pulver-pusheren. 

Jeg zoomer ind på de sædvanlige mistænkte stereotyper rund om flaskebordet, måske nattens epicenter, hvor godtfolk mimer i larmen og slanger sig rundt om tidens totempæl, magnumflasken: 

Den kendte

En sjælden gang sidder der en “ægte” stjerne ved flaskebordet… måske spiller han keyboard i et uhelligt mix af Guns N' Roses og Shubidua og har hemmelige hår-extentions og tæver piger på et slot, eller er en vaskeægte empatiforladt mediesexual selvskabstømmer-kioskbasker, eller en morder, der har skrevet en bog. 



Fælles for dem er, at (botox) masken er blevet ansigtet, og kræver en meget særlig behandling efter al den afsoning langt væk fra virkeligheden. Vi har de helte, vi fortjener og køber. De kunne også være en af de “eksperter/personligheder”, der lever af taxabons og fri latte mellem talkshows. De bor i et cirkustelt, som DJØF har slået op foran hovedkanalernes studier for din licens-kirkeskat til de 200 andre tamme generalist-vejrhane-menneskebrands.

Butlerne

Fælles for disse top-rovdyr i image-økonomiens pyramidespil er, at de ikke kan døje at være sammen med for mange andre kendte i samme frame. Det kan kompromittere deres brand eller overskygge dem. Derfor har de en diskret wingman (m/k) til at narko-butle dem og suge deres fede karisma og nakke de sexofre, der bouncer af efter første skud på stjernen. 

Butlerne checker potentielle kameravinkler, blokerer stalkere, holder posen og koordinerer senere rustikke detours på pølle-bodegaer pakket ind i et rosende ros af trygge klaphatte, så omtågede stjernen ikke kan genkendes. Til rafling med ægte mennesker & fake goth-bohemer, hvor den kendte kan få lov til uden blitz at savle og ralle som alle andre efter 06. Her kan de så genfinde deres indre banale tudeprins bag den anløbne klovnemakeup efter uvant at blive tiltalt som et almindeligt menneske et par billige omganges tid, helt uden vidner.

Bi-byperson

En anden vigtig spiller i denne drømmeverden er den professionelle by-biperson, der altid er på event-inventarlisten, og som mestrer social-zapperiet eller kontrollerer omvendt området med arrogance og respektindgydende dårlig stemning.

Iført tidens individualist-uniform forsøger han/hun at lave et brand ud af sit look, ligesom alle de andre uniformerede selvbrandere. Han/hun er ofte jyde eller bornholmer, men gør alt for at camouflere det. Han har kindkysset sig til en karriere som promoter/dj/blogger, og får måske 400-1500 hvidt og en flaske gås for at skamspille lavopløste filer rippet fra youtube helt oppe i det røde på mixeren. Alt imens han/hun cutter streger til club-ejeren og småpigerne. 

Hvis han/hun bruger et pre-mixet sæt, er der mere tid til at lave selfies iført ussel ironisk “hiphop” sponsor-streetwear og strække sin trimmede tatoverede basarm, hvis han/hun ikke bare kaster sig ud i semi-strip. Reelt bliver han/hun bookede fordi, de har vildt mange “venner” (læs Øregårdhøns, rige folks defekte flaskebørn og gøglede krea-venner der skal gøre klubben “hip”) på de asociale medier og kan garantere et tryghedsskabende tinitus-retromix, der umuliggør samtale, så masserne naturligt søger i baren for at dulme oplevelsen af trygge, men metalliske mainstream-ørentwist-angreb. 

Tro ikke, det handler om at lave ’den utopiske fede fest’ eller præsentere noget ny eksotisk musik, ’der tager dig på en rejse’ eller ’nye sociale akser’.  Det er kun motivationen i en nattekrigers spæde barndom.

Reelt lever dj's og promotere via databaser af “venner”, brand-storytelling, eksluderings-strategier og skulderklap for den mystiske opmærksomhedsøkonomi, der nødvendigvis ikke har noget med den virkelige voksne økonomi at gøre. 

Den tager ejerne af klubber og barer sig af… 100 kr. for 2 cl vodkasoda serveret i røg og larm er mere lukrativt end crack i LA i 1988. 

BONUSNOTE: Dj’s, ejere, dørmænd, pickere, bartendere og promotere udvikler ofte en social fobi af at arbejde på nattens burhønefabrikker. De mixer ikke. De gemmer sig bare bag pulte, flasker og øretelefoner, fordi de ikke magter at snakke mere. Respekter det.

Pulver-pusheren

En anden professionel i byen udover lyd og  alkohol-pushererne er pulver-pusheren. Hans stil balancerer mellem noget diskret anti-overvågningstøj og noget flashy gøgl, hvis han ikke bare er en drive-by hool i f.eks CP Company eller Stone Island. 

Han er accepteret af klubber og barer uden at være direkte ansat, da baren så sælger mere af det angstdæmpende kontrastof alkohol, der dæmper virkingen af den max. 25% rene, hyperstressede “coke”. 

Han sælger mest for at dække sit eget forbrug, og fordi der altid er “venner”, der ringer og inviterer ham til fest - vigtig-Per. 

Han er festens reelle midtpunkt og har gashåndtaget, og da sidste mand (med posen) har jo altid ret, er der tit en hale af eftersnakkende hangarounds. 

Han har svært ved få lov at tisse alene, og han overscorer tit kvinder, der ikke er begavet nok til at finde et krudtnummer og 600 kr. selv. Han påstår pulveret altid er 95% rent, selvom man ofte kan finde bogstaverne fra en hakket Panodil i de 0,6 gram pulver i posen. 

Selvom han teknisk set ikke er gangster - de tunge drenge kan ikke gå rundt i natten pga. overvågning og intern ballade mere - er han ofte meget paranoid alligevel. Alle elsker ham nemlig fredag,og alle hader ham mandag, når den mentale regning skal betales  - når huslejen er sniffet væk sammen med serotoninen. 

Mandag tager han selv valium, hvis han er kommet i seng endnu. Hvis han ikke er træt og smasket, når han er fyldt 35, er han i fængsel. Ligesom poserne aldrig har set Sydamerika, er der ikke noget fedt hus i Miami, højst en masse smarte sneakers, når ballet er forbi, og når narkogælden eller håndjernene klapper.

Gid lægen kunne sælge lortet lovligt, så denne sære akavede socio-økonomiske dynamik forsvandt. Det ville være sundere for alle parter.

Netværkeren

Netværkeren søger også flaskebordet på arbejde i natten, iført et tungt ur, detaljerig blazer og kække jeans og sutter et mix af laksko og sneakers, plus visitkort og en badevægt med en linkedin-app, eller i nymodens fake-normcore-street-dragt

Han leder altid efter noget new buzz-bizz, en investor, eller en god idé, han kan suge fra en kreativ for et par drinks. Han drikker i baghånd og ævler som en sælger og går kun ud på steder, hvor hans målgruppe dominerer. 



Han scanner rummet for alfahanner og går tidligt hjem, med mindre han tager sin potentielle kunde ud på det sted, det er dyrest IKKE at få fisse - stripbaren. Han snakker meget om sport og alle andre utility-emner som døråbner til hans hovedret…penge. Han ser ikke personligheder, blot positioner.

Han jages ofte ned af en fadersøgende servicedame, der skal have en ny taske eller et par nye tasker, før alderen og tyngdekraften rammer sidste salgsdato. Hun vil gerne udfris fra slavejobbet og bare være mor, have en lille konepasningsbutik med duftlys og oliemalerier eller en coach-uddannelse. 

Hun ligner en julefrokostdame-kage indsmurt i mange gram pancake og pudder ovenpå, der pixelerer. Ansigtet er som en siameserkat i modvind med et klonet silikone-andenæb på. Hvis det er helt slemt har hun byttet modetips med en trans eller et skelet. 

Ydre kontrol og indre kaos. Hvis hun ikke når at fange en sponsorfar, og badetiden er forbi, transformeres hun til damen med blå tænder, der hvæser bitre sandheder mod duknakker og døve ører. 

Lige nu danser hun brunstigt til al R&B, undtagen Kanye´s Golddigger. En del af disse damer er pjattede med f.eks.skuespillere. Til trods det faktum, at de er lost uden en instruktør til at puste melodi ud af deres tomme fløjter. 

Andre jager kloge sponsortunge sportsstjerner eller bare generelt alt, hvad der har været på de kulørte kanaler i de helt brede formater. De elsker at tage selfies med kendte og blogger om alt det, de spiser og knipser fødder mod himlen. 

De kommer ofte i hold, anført af en halvdoven påfuge-babel, der er specialist i at kussepiske mænd om til møbler fra Illum eller Ilva. Hun er mere sex-symetrisk end de ofte sjovere veninder, der cockblocker alt ukendt og billigt, men ofte ender med at ligge uforløste i ske som et håndboldhold med pizzabakker fra Gothersgade rundt om sengen eller værre - ender alene på Tinder

Ved kanten af bordet står mindreværdsmotiverede skodkendte, der ankommer i flok for at lave en kritisk masse af genkendelighed, nu de er glemt for, hvad de er kendt for i nye sæsoner af forskelligt social-Darwinistisk bras, sport, mode eller rap. 

Måske har han/hun endda rodet med noget fiiin-kultur, men er blevet erstattet af nye gratis interns i mediemussehjulets sweatshop. De ældre af dem ligner børnevoksne i hiphop-telte og reklame-krigere, de har en sær fetich for ghettostil trods det faktum, at deres kreative “karriere” er funded af curlingforældre fra nord. 

De hænger også ud med fans af bands i fancy pants og en fyr, der ligner en ituklippet trommeslager fra Muppet Show i Rick Owens læder og spirituelle armbånd, der skal lave en dyb kontrast til hans arvede Rolex-bling. 

I sine 30 år har han bidraget til samfundet med at style 15 vigtige serier/historier til nogle reklame/modeblade (læs hentet og bragt sponsortøj efter at have hældt coke på en fotograf, der har nakket et look fra et gammelt Interview eller ID). 

Han taler om brandtøj, sviner tjenerne, nasser drinks og smøger og kaster knive i ryggen på alle, der vender sig om, når de ikke kan klare, at han tror, han er gud, fordi hans far bor på den forkerte side af strandvejen. 

Han er ofte flankeret af en borderline cutter-model/medmisbriger på max 19, der tror Muppet-Show kan gøre noget for hendes “karriere”, mens de leger Sid og Nancy/Kurt og Courtney for fars penge. Han vågner med en frisk lille tattoo med stavefejl cirka to gange årligt.

Post-bøssen

En, der har for travlt til flaskebordet, er post-bøssen, der mest ser sig selv som en stjerne-åbnende hetero-jæger, altid på jagt efter en ny bædom under bæltet. 

Han cruiser happy mellem modesmadrede piger, han bruger som madding og hakkede sporn-seksuelle himbos, og skovhuggere, der nu ligner jødiske diamathandler-klichéer, som gemmer deres manglende manddom bag store balsamskæg, blå briller og hatte limet på med hårprodukter. 

Emma gør, han kan kramme og vimse sig ind i hjertet af flere ensomme heteroer nemmere, og han er dansegulvets ubestridte konge, nu breakdancerne ikke bliver lukket ind mere pga. skunkstanken.



Bænkevarmeren

Længere væk fra bordet sidder den gamle såkaldt kreative klasse og gemmer sig ved nogle rødternede due i et bænkevarmer-hjørne. De har klædt sig ud som klassiske digtere og rå musikere fra før sampleren, selvom det mest er noget, de snakker om for at skjule, de lever kedelige banale 9-17 liv. 



Ellers har de efter en succesdebut  fået skrivekrampe i et IC3 tog mellem to lavlønnede højskoleworkshops, der skal være råstoffet i den svære anden roman, som ensomme kvinder i sociosektoren læser et kapitel af, før de sover, mens de tænker på mad. 

Digterne har vildt komponisthår, kloge briller og tydelige alkohol-induserede hjerneskader, der ofte misfortolkes som genialitet. Måske er der en bondeskjorte med kinaflip eller en tweedjakke i billedet. De citerer og oversætter derudad, men skaber intet nyt, nogen kan huske. 

Kunstnerne har efter en uge med kreativ fondraising og ansøgnings maraton-mailout på atelieret drukket sig ned billigt og snakker om penge, mens de gamle grise og pengemændene i loungen ved siden af snakker om kunst (som investering). Måske er de heldige at score en kvabset kunsthistorikerpige, der tror, seapunk er det nye igen. De kommer sjældent op til bordet, det er ligesom for poppet for dem, og bliver ikke vinket derop, medmindre de har meget gode gener eller er den nye Kvium.

Outsideren

Efter bordet er ryddet, rammer vi gaden, hvor de ekskluderede tumler rundt: Den fattige mand af alle farver, der har fået mord i øjnene efter at have presset næsen flad mod byens pornofilm, han realiserer, han aldrig kan medvirke i efter et maraton af afvisninger fra dørmænd og damer. 

De flankeres af chavs, liderlige børn og billig booze-typer fra provinsen, og jyske bøverts, der brækker Sorte Svin op efter ugens afsoning på RUC, CBS eller i et callcenter. 

Flaskebørn og flaskesamlere roder rundt. Key-account-managers brækker sure dyre cocktails op. 

Angstfremmende maskingeværbevæbnet politi kører igennem morgenslagsmåls-zonen høje på steroider og nye bevillinger, mens de små pikkes fægteklub ryger i flæsket på hinanden i slow motion efter playstation-træning. 

Måske fiser vi på KB18 og tramper til en langsommere mere urbaniseret vintage version af uendelige provins dakke-dak-trance, eller går til efterfest via 7/11 med den samme brandflaske som ved bordet tidligere, bare til 1/5 af prisen, hvor man ikke behøver at råbe over dj’en og bare kan snuse-suse uden at gå på wc og man kan skide i sofaen på ketamin. 

Når tømmermændene så endeligt har været væk et par dage og kontroltabet og trylllebordet lokker igen, kører det forfra næste weekend, Den kloge pige i de flade sko nåede slet ikke ud. Hvorfor?…

PS hvis du føler dig truffet af nogle af ovenstående totalt nazistiske genereliseringer, så søg promte det nærmeste transportmiddel til et trækramnings-kursus uden mobildækning i en økologisk skærgård - promte tak.

(DISCLAIMER: jeg er ked af at skuffe dig, kære læser, der tror, jeg stadig sidder fast i en evig efterfest til nøgenballet med næseblod i en champagne-jacuzzi. 

Jeg har - for en tid  - forsaget hedonismen for en kvinde, der gør selv overgangsriter i Ikea mere syrede end en Bollywood-film. Rolig, jeg er ikke gået normcore, men er blevet mere åben for skønheden i det tilsyneladende banale. “God smag” er tit bare selvcensur og identitetsjagt for de usikre. Jeg renser ud, dyrker tantra og træner ninja igen.)

Morten Vammen laver film, tekst og musik. Dette er den anden tekst i en artikelserie for Euroman.

LÆS OGSÅ: Rune RK: "Jeg skal ikke stå og vurdere, hvilket top 10-nummer, der fungerer på en tilfældig klub"

LÆS OGSÅ: Champagne-importøren: Sådan tjente jeg min første million

LÆS OGSÅ: Father John Misty: Min single er en sarkastisk kommentar til Miley Cyrus' USA

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide og Natteliv