Der er et overtal af kvinder, der taler ud og retter anklager i forbindelse med MeToo.

Men der er også mænd, der åbner munden. En af dem er Brendan Fraser, der havde et stort publikum i blockbustere som ’Mumien-filmene’ og ’George – den gæve liansvinger’, men som de seneste 10 år har levet en mere smal tilværelse som skuespiller.

I et nyt stort portræt i GQ fortæller han om en episode, som har naget ham, lige siden den fandt sted i 2003:

Fraser var på Beverly Hills Hotel til en officiel frokost arrangeret af Hollywood Foreign Press Association, foreningen der afholder Golden Globes. På vej ud af hotellet kaldte foreningens forhenværende præsident Philip Berk ham over. Berk rakte hånden ud for at trykke Frasers hånd, men samtidig tog han fat i hans balle med den anden hånd.

”Hans venstre hånd greb bag om mig, tog et tag i min røvballe, og en af hans fingre rørte mit mellemkød. Så gav han sig til at bevæge den rundt,” fortæller Fraser, der blev grebet af panik, men efter lidt tid var i stand til at fjerne hånden og skynde sig ud af hotellet.

Bagefter bad Fraser gennem en repræsentant Hollywood Foreign Press Association om en undskyldning, som Berk også gav ham. I dag fastholder Berk dog, at han aldrig indrømmede at have begået nogen fejl, og at der i det hele taget bare var tale om en misforstået spøg.

Oven på oplevelsen overvejede Fraser, om han skulle gå til pressen med historien, men han var ikke klar til at fortælle, hvordan det påvirkede ham, og han frygtede, at den skulle blive en del af hans ”narrativ.”

Derefter blev Fraser deprimeret.

”Jeg bebrejdede mig selv, og jeg havde det elendigt – fordi, hvad jeg i virkeligheden sagde var: ’Det var ingenting.’”

Fraser mener, at oplevelsen var medvirkende til, at han trak sig ind i sig selv og i mange år havde svært ved at gøre sit arbejde ordentligt. Og så endelig, med MeToo-bevægelsen, blev han inspireret til at åbne op om det:

”Jeg iagttog den her vidunderlige bevægelse, disse mennesker, der havde modet til at sige det, som jeg ikke turde.”

Brendan Fraser kan for tiden opleves i tredje sæson af serien ’The Affair’.

LÆS OGSÅ: Kung Fury II: Usandsynligt YouTube-hit får Michael Fassbender med om bord

LÆS OGSÅ: Dansk fotograf: Kendrick Lamar har plagieret min stil

LÆS OGSÅ: #MeToo i restaurationsbranchen: Hip New York havde 'voldtægtsrum'