I dag lancerer Netflix langt om længe deres streaming-tjeneste i Danmark. Med Netflix bliver det muligt at streame ubegrænsede mængder af tv-serier og film for et fast beløb på 79 kr. om måneden. Tjenesten fungerer på over 800 platforme, deriblandt selvfølgelig de mest gængse som iPhone, Android, Apple TV, XBOX og alle Smart TV.

Vi var i september i Californien for at besøge Netflix' hovedkvarter i Los Gatos. Her mødte vi en lang række topfolk fra Netflix til interviews om firmaets lancering i Danmark og deres syn på mediemarkedet og dets hastige udvikling og meget andet. Vi spurgte blandt andet Netflix' grundlægger og CEO Reed Hastings om folks forbrug af tv og internet:

"Vores brugere lever på nettet. Vi er ved at se et gigantisk skifte i den måde folk ser video på. Lige nu bliver 2% af alt video set på nettet, mens hele 98% bliver set på den traditionelle facon gennem et tv. De tal vil langsomt forskyde sig, så vi om 20 år har en omvendt situation. Det var præcist det, der skete med mobiltelefoner og fastnet."

Hvordan ser i udfordringen med at lancere samtidig med HBO i Danmark?

"Jeg ser os som to stærke, stridende fodboldhold, som kun bliver bedre af konkurrencen mod den anden part. HBO har et godt produkt og laver godt indhold, så vi skal slå dem på bredere indhold og muligheden for at bruge Netflix på så mange platforme som overhovedet muligt. Vi er begge en del af de 2%, der ser film og serier online, så vi konkurrerer i princippet ikke mod hinanden, men mod de 98% af markedet, som ser tv på normal vis.

Netflix har over 27 millioner kunder på verdensplan og står for 24% af den samlede bredbåndstrafik i USA. Netflix er gratis resten af året, hvis du i forvejen har Spotify Premium.

Senere på året kan du i Euroman læse en længere artikel om Netflix og hvordan vores forbrug af tv-serier og film er i hastig udvikling.

LÆS OGSÅ Tobias Lindholm: Den beskidte virkelighed

LÆS OGSÅ Hollywoods arvtagere