Netflix er ikke længere tilfredse med at være verdens førende leverandør af egenproducerede serier og film, der allerede har været i biografen. I højere grad vil de nu også stå bag storfilm til glæde for nogle og irritation for andre.

Et af de største projekter i den strategi bliver ’Outlaw King’, der fortæller den sande historie om Robert the Bruce, der kaldte sig kongen af Skotland, og som gjorde oprør mod England. I Mel Gibsons ’Braveheart’ spiller Bruce andenviolin, men nu bliver den rigtige historie endelig fortalt af den mesterlige instruktør, David Mackenzie, der står bag ’Hell or High Water’ med blandt andre Jeff Brigdes (den kan streames på Viaplay, hvilket du absolut bør gøre).

Det er Chris Pine, der har hovedrollen, hvilket er argument nok for, at man bør glæde sig til denne film, der får premiere den 9. november i udvalgte biografer. Herefter vil den ligge eksklusivt på Netflix.

Tidligere har HBO ellers haft førertrøjen, når det gælder riddere og store slag i kraft af verdens største serie ’Game of Thrones’. Men nu kommer Netflix endelig rigtig ind i kampen med spektakulære slag og hævngerrige hære. Det kan gå hen og blive efterårets film.