I 2019 var jeg nomineret til en Steppeulv – musikanmeldernes pris – i kategorien ’Årets producer’. Det var for mit arbejde med pladerne ’Beyondless’ af Iceage og ’Future Plans’ af Speaker Bite Me. Jeg tog til showet, der blev afholdt i Bremen Teater, sammen med medlemmerne fra Iceage. Men da vi nåede til producerkategorien, var ingen af dem i lokalet. De var gået ud for at ryge. Eller hente øl. I don’t know! Jeg havde mødt dem, da de var omkring 13 år gamle. De var kommet til et arrangement, vi på vores pladeselskab Escho holdt i anledning af en T.S. Høeg-udgivelse.

De sad i hjørnet af en bar og havde gang i et eksperiment med at brænde tændstikker og sukkerknalder af på en tallerken. Når man talte musik med dem, var det ikke til at fatte, at de ikke var ældre. De lød, som om de havde lyttet til musik i 50 år. Der gik nogle år, før vi udgav deres første EP på Escho.

Det var i virkeligheden også lidt fjollet, at det kun var mig, der var nomineret til en Steppeulv, for jeg så det 100 procent, som om vi havde produceret pladen i fællesskab. Omvendt er de sådan nogle sindssygt søde drenge, der sikkert undte mig at vinde den selv. Da mit navn blev råbt op, blev jeg vildt glad. Der er nogen, der har den holdning, at det er ligegyldigt med priser. Jeg syntes, det var sindssygt fedt. Et virkeligt stort klap på skulderen. Men jeg var også nervøs for at skulle op på scenen og sige noget. Man vil jo gerne få sagt noget, der er godt og meningsfuldt for andre. Det lykkedes mig virkelig ikke. I stedet fik jeg sagt et eller andet åndssvagt med Snøvsen.