En ny forsmag på den stjernespækkede kup-film ’Ocean’s 8’ er landet. Og selvom George Clooney i form af alteregoet Danny Ocean ikke vil være på rollelisten i denne spin-off af den klassiske tyverikomedie, der har kvinder i ledende roller, må man regne med at hans ukendte søster Debbie Ocean, kan skabe ligeså meget dramatik, geniale idéer og håbeløse redningsforsøg.

I traileren har kvinderne fået magten. Sandra Bullock, Rihanna, Helena Bonham Carter, Cate Blanchett med flere, er den rapseglade forsamling, der denne gang skal forsøge at stjæle et af verdens mest værdifulde smykker fra halsen af Anne Hathaway. Og som altid i franchiset skal det ikke være for let.

Derfor bliver det aftalt, at tyveriet skal foregå under enormt presseopbud til en gallamiddag på Metropolitan Museum of Art’s Costume Institute i New York, hvor hvert trin bliver planlagt minutiøst.

Matt Damon har før spillet med filmserien. Det var i ’Oceans Eleven’ fra 2001, hvor han spillede karakteren Linus Caldwell, og nu skal han angiveligt også være med i den nye østrogenstærke spin-off. Udover Matt Damon skal Kim Kardashian og Kendall Jenner også have mindre gæsteoptrædener.

’Ocean’s 8’ har premiere 14. juni.

LÆS OGSÅ: 5 alvorlige komedier til weekenden

LÆS OGSÅ: ’Klovn’ vender tilbage med nye pinligheder til sommer

LÆS OGSÅ: Jim Carrey vender tilbage i en dyster rolle i traileren til ’Dark Crimes’