Gangway

Gangway

Nye gangveje: "Jeg går jo snart på førtidspension eller noget"

De har netop offentliggjort, at de laver nyt materiale og tager på en ny turné i det nye år. Bandet var med til at definere dansk indiepop fra 1984 til 1998 med hits som ’My Girl And Me’, men så forsvandt de. Hvad skete der? Og hvorfor er de sammen igen?

I juli 1986 rejste et lille filmhold fra København til landsbyen Mayrhofen i Tyrol og indlogerede sig på Hotel Neue Post.

Alpeidyllen var næsten lammende nuttet med bjælkehytter og malkekvæg drysset ud over sommerenge, der lå milevidt fra den postpunkede, danske hovedstad. Instruktørerne Peter Ravn og Asger Larsen valgte bevidst dette sted.

Det var perfekt til indspilningen af en musikkomedie med det nye, danske indiepop-fænomen, Gangway. Bandet havde stor succes med deres andet album, ’Sitting In The Park’, og nu skulle Henrik Ballings underfundige sange og Allan Jensens inderlige vokal under alpe-behandling.

Bandet gik til opgaven med stor entusiasme – piberygende og i et besynderligt antræk af ternede landadel-jakker og turtle necks. Et anti-image, der senere skabte kultstatus blandt fans.

Scenerne, som foldes ud i den 45 minutter lange film ’Gangway i Tyrol’, er rent ud sagt absurde.

Designeren Peter Ravn havde allerede lagt navn til tre musikvideoer med Gangway, og denne gang trak han bandmedlemmerne gennem bierstuber, fælles-jodlen, indkøb af lederhosen, in fights med landsbytosser og dans på borde til hittet ’My Girl And Me’. Alt var mærkeligt og aldrig set før i den danske musikverden. Humoren var allerede dengang en præmis i alt, hvad de foretog sig.

Hvad skete der? Var det de gakkede 80’ere, surrealisme eller …?

”Njaaa, nærmere dadaisme,” siger Henrik Balling og ser pludselig dødtræt ud.
Noget vrøvl altså?
”Mmm.”

Det er ikke helt fair at smide filmen fra Tyrol på banen, når man 31 år senere inviterer Henrik Balling, bandets mastermind, til et interview om Gangways gendannelse.

De ironiske 80’ere er langt væk nu, knap en luftspejling over Københavns nye silhuet med Torvehaller og arkitekttegnede skatermiljøer. Men vi gør det alligevel. For Tyrol var point of no return. Dét punkt i tiden, hvor gruppen havde ramt den rigtige tone, opnået popularitet og snart skulle gå så grueligt meget igennem, indtil de endelig genfandt succesen, for derefter pludselig at forsvinde fra den danske musikscene.

Vi mødes på Nørrebro i lejede konferencelokaler, hvor en storsmilende receptionist spørger, om han skal tage gæstens frakke. Balling kigger ned ad sig selv som for at tjekke, om han har overtøj på. Nej, bliver vi enige om.
Den nu 58-årige musiker er sæson- og tidløs. ’Både klædt som en gammel mand og en ung fyr, uden at det på noget tidspunkt bliver påtaget,’ som hans gode ven, musikeren Peter Sommer, har udtrykt det.

I dag består påklædningen af et par neutrale lærredsbusker, en forvasket t-shirt og en tynd jakke, der ikke er overtøj. Slut med gøgl.

Er det svært at se tilbage på sig selv i 80’er-version?

”Både ja og nej. Jeg er sådan indrettet, at jeg er utilfreds med det meste, jeg har lavet. Jeg synes simpelthen, det er noget lort,” siger Henrik Balling og griner stygt:

”På den anden side er det så lang tid siden, at man begynder at tilgive sig selv. Sådan ’nåhhr, lille Henrik, så sad du der og skrev’. For jeg kan også overraske mig selv. Dét, der er længst væk, bliver pludselig bedre, end jeg troede, det var.”
I oktober 2017 afholder Gangway fire reunion-koncerter, og et nyt album skulle gerne være klar i løbet af et års tid.

Gendannelsen har overrasket musikmiljøet, for bandets afslutning for snart 20 år siden virkede definitiv efter en årrække med faldende pladesalg og manglende publikumsinteresse. De tre har stort set ikke sat fødderne i samme øvelokale siden 1998.

Der har været en enkelt tv-optræden, og trofaste fans noterer sig også en intimkoncert på Ingolfs Kaffebar på Amager, men ellers stilhed.

”Vi var ikke dødsfjender eller noget. Der var bare ikke mere at komme efter. Vi er blevet spurgt flere gange, om en reunion ville være mulig. Vi har bare altid sagt nej. For mit vedkommende handler det om, at jeg ikke gider øve to torsdage og så spille dårligt. Det skal være i orden, når vi gør det. Jeg var i slutningen af 30’erne, da vi splittede op, nu er jeg i slutningen af 50’erne, så hvis det skal være … jeg går jo snart på førtidspension eller noget.”
Igen ulvesmilet.

Henrik Balling var den eneste i Gangway, der fortsatte sin karriere som fuldtidsmusiker, og han er blevet kaldt et af de største kompositoriske talenter i Danmark. Siden bandets farvel i 1998 har han produceret adskillige markante albums – blandt andet for Peter Sommer og Marie Key. 

Det var også ham, der lagde kimen til Gangway i København, helt præcist i 1982. Dengang strømmede kulørt, tummelumsk pop ud af radioen; Falco rappede på tysk om en kommissær, Steve Miller Band voldtog alle stavelser i Abracadrabra, og Toto længtes efter Rosanna.

Men samtidig levede den mørke weltschmerz-scene skabt af punken og med britiske bands som The Cure. Det var årene med ungdomsarbejdsløshed og koldkrigstrusler. Der var brug for stærke, innovative stemmer.

”Punken blev i slutningen af 70’erne afløst af en indadvendt form for musik, som jeg personligt var meget tiltrukket af, men allerede i begyndelsen af 80’erne vendte billedet med bands som The Smiths, Aztec Camera og Prefab Sprout. Den bølge kom vi med på som nogle af de første i Danmark, og det betød, at vi faldt på et tørt sted,” siger Henrik Balling.

Det første møde mellem Allan Jensen og Henrik Balling fandt sted i Illum. Henrik tøffede illusionsløst rundt i stormagasinet, hvor hans job var at indsamle papemballage og sørge for, at den blev kørt gennem en presser i kælderen. Det viste sig at være Allans gamle arbejde, og han kom på besøg en dag.

”Jeg ville se, hvem der havde fået mit job i betonhullet, og komme med et par opmuntrende bemærkninger. Der sad Henrik, og så sagde han et eller andet sjovt. En vittighed om Anker Jørgensen. Jeg grinede på det rigtige tidspunkt, og vi gik op og tog en kop kaffe. Det var ret hyggeligt,” har Allan Jensen fortalt i et interview med kulturjournalist og tidligere webmaster på Gangways fanside Brian Iskov.

Henrik Balling husker Allan Jensen som sin redningsmand fra Illums kælder.

”Allan var korrekturlæser på telefonbogen. ’Aaaj, hvor sejt’, tænkte jeg, dét kunne jeg godt tænke mig. Jeg spurgte, og han skaffede mig simpelthen et nyt job.”

Nu sad de to unge fyre så på Nørregade og holdt øje med, om navnene var stavet rigtigt i KTAS’ 'Fagbogen', og de begyndte at ses privat. En aften før en bytur, der dengang gik til vandhuller som spillestedet U-matic og Café Krasnapolsky, mødtes vennerne hjemme hos Allan.

Han dyrkede den samme musikgenre som Henrik, havde netop købt en plade med The Specials og sang med på et omkvæd. Henrik var himmelfalden:

”Han sang jo fuldstændigt rent. Det lød bare godt. Jeg fik ham med ned i mit øvelokale og opdagede, at han også kunne spille lidt trommer. Så gav jeg ham en bas, det lærte han også, og snart var vi Gangway. Det er sjovt at møde nogen, der ikke kan noget, men kan enormt meget.”

Netop det sidste er en præcis karakteristik af de to Gangway-grundlæggere. De var begge så selvlærte, at ungdommelige ambitioner og det iboende talent skulle drive værket. Henriks ’uddannelse’ bestod i den guitar, han fik til sin 11-års fødselsdag og et manisk forbrug af lånte LP’er på Hvidovres musikbibliotek.

Allan vidste intet om at synge, havde end ikke trallet i hårbørsten foran spejlet derhjemme. Faktisk var han i gang med at etablere sig som et fodboldtalent på Frems 1. divisionshold, en drengedrøm, der i årene efter gymnasiet krævede ham et hundrede procent.

”Men pludselig blev snakken i omklædningsrummet fjern for mig, og jeg stod overfor et valg. Man er nødt til at gøre tingene fuldt ud, og jeg valgte musik. Selvom fodbold betød meget – jeg elsker fodbold - var det slet ikke svært; det stod ret klart for mig, at Gangway var … ja, vejen. Den musik, vi begyndte at lave, føltes rigtig fra starten, og den blev en del af min identitet. Vi tog ethvert skridt fremad som det naturligste i verden.” siger Allan Jensen, hvis Morrissey-inspirerede vokal stadig siges at være noget af det mest sprøde i branchen.

Han sagde farvel til en bestyrtet fodboldtræner som 20-årig og kastede sig ud på en noget mere usikker bane.

”Jeg har spillet fodbold i fritiden i alle årene efter, gør det stadig, og jeg har aldrig fortrudt, jeg vendte den karriere ryggen. Mange har sagt: ’jamen, du kunne da bare gøre begge dele’, men det er jeg uenig i. Er man musiker, så er man musiker. Jeg var meget afklaret.”

Gangway fiKsin generalprøve som band i december 1982 på Køge Gymnasium. Henrik Balling spillede guitar, Allan Jensen jonglerede tappert både sang og bas, og Jan Christensen blev hentet ind som trommeslager. Alle var meget nervøse. Allans rystende hånd kunne knap ramme indgangen til forstærkeren, da bassen skulle sættes til.

”Det var en meget sammenbidt koncert,” husker Henrik Balling.

Men eventyret fik sin intro. Allan Jensen og Henrik Balling var begge kompromisløse og satte alt på et bræt for kunsten. De blev drevet fremad af en indre motor, som også hurtigt trak skarer af danskere med sig. ’Det tørre sted’, som Balling beskrev, fik næring af den nye form for pop, en genre, som var mere eftertænksom og studie-baseret, end publikum var vant til.
Og mere trodsig.

”Vi gjorde sjældent, hvad vi fik besked på. Vi fik måske prædikat af at være besværlige, for eksempel nægtede vi at lade det første pladeselskab blande sig i arbejdet i studiet, UD! råbte vi, hvis de forsøgte at komme ind under indspilningen af ’The Twist’. Vi gik også i protest fra det første møde med en grafiker, der havde lavet et virkelig grimt forslag til pladecoveret. Det var noget med ternede bukser og en ubåd. Man kan ikke sige, at vi var drevet af blind ambition, for så havde vi været mere eftergivende,” siger Allan Jensen.

’The Twist’ kom i handlen i 1984 og fik glimrende kritik – også i engelske musikmagasiner. Det blev den første engelsksprogede LP fra Danmark, der solgte mere end 10.000 eksemplarer.

”Første gang, vi skulle spille, efter vi havde udsendt ’The Twist’, var i Musikcafeen i København. Da vi ankom til spillestedet en time før koncerten, var der kø hele vejen op ad trappen og langt ned ad gaden. Det gav os en fornemmelse af uovervindelighed og strålende fremtid. Vi var heldige, og det har vi været mange gange,” lyder Henrik Ballings bud på en lykkelig Gangway-aften i 1984.

Albummet ’Sitting In The Park’ udkom to år efter. Det var et lækkert, sofistikeret værk, hvor Allan Jensens stemme opnåede den rette, britiske klang, og Henrik Ballings kompositioner og tekster fandt sit leje.
Ikke mindst de engelsksprogede tekster tiltrak publikum og kritikere. Det var ingen sag at synge med, og ordene samlede fans i et eksklusivt fællesskab, hvor man kunne danse rundt til:

”My girl and me, we hang around in bars and we’re usually drunk but never too drunk to fight ...
... like cats and dogs all night.”

Hvis man havde det sådan med en kæreste, var man medlem af Gangways klub – Henrik forstod os. Troede vi …

”Næh, teksterne betød ikke så meget. Jeg erkendte tidligt, at jeg aldrig kunne blive så god som for eksempel Cohen, Dylan og Waits, og jeg nægtede at forsøge, så jeg gjorde det på min måde. Jeg analyserer ikke sangtekster, hverken mine egne eller andres. Jeg er ikke dygtig som Peter Sommer for eksempel, jeg er mærkelig. Jeg har heller ikke beskæftiget mig med hans ord, når vi var i studiet, kun hvis han spurgte, om der skulle stå pære eller æble, så sagde jeg måske pære, bare for at sige noget,” indrømmer Henrik Balling og tilføjer, at han engang blev ringet op af en journalist, der ville høre, hvad Bob Dylans tekster betød for ham. Ballings svar var: ’Intet, absolut intet’.

Det underlige er, at Gangways tekster betød – og betyder – meget for jeres fans. Vi citerede jer og tænkte over det …

”Jamen, fantastisk, men altså, ordene kom kun, fordi de passede til melodierne og allerede var i mit univers. ’My girl and me’ kom fra en tv-serie, ’hang around in bars’ er fra Monty Python, og noget blev hugget fra Tom Waits. I forhold til ’Mountain Song’ er jeg ofte blevet spurgt, hvad forkortelsen PDOQ står for. Jeg kunne sige, ’en hemmelighed’, men sandheden er, at det bare var en god lyd.”
Mange af sangene handlede om parforhold, blev du inspireret af dit eget liv?
”Nej. Dengang levede jeg mest inde i hovedet i en abstrakt verden skabt af de bøger, jeg læste, de film, jeg så, og den musik, jeg hørte, så inspirationen stammer derfra og ikke fra det virkelige liv.”

Henrik Balling har skolet sig selv inden for alle kompetencer, og når han tager afstand til sine egne sangtekster, bunder det i en stor respekt for mennesker, der arbejder kunstnerisk med ord. Han er nærmest litterat og har inhaleret hele biblioteker med verdenslitteratur fra 20’erne, 30’erne og 40’erne, for eksempel ”flyder Marcel Proust lige igennem ham.”

”Det er jo også derfor, at jeg ikke fortjener at svare på noget med Bob Dylan. Hans lyrik kan ikke betyde noget for mig, når jeg ikke er på det niveau. Jeg hører hans musik, og den er god.”

Og netop musikken var vigtigst for Balling, når det gjaldt Gangway. Han nørdede med udtrykket og sammensatte en melodisk verden, der i kombination med Peter Ravns syrede videoer og pladecovers ramte plet. Da Torben Johansen kom med på keyboard fra ’Sitting In The Park’, var der dannet en trio, som holdt sammen til det sidste. Et dansk Pet Shop Boys fik vinger.

Danmarksturnerne i de første år var en fest, ”lidt ligesom lejrskoler,” som Allan Jensen siden har omtalt tourbus-tiden. Dengang var organiseringen af livekoncerter mere smidig, og man kunne optræde til gymnasiefester og på Roskilde-festivallen samme sommer. Gangway nåede i øvrigt at spille på Roskilde to gange, i 1985 og 91.

Det gik derudad. Ind i mellem lukkede koncertarrangørerne for mange mennesker ind i salene, så ingen, hverken bandet eller publikum, fik ilt nok, men der var en rummelighed og energi over midtfirserne.

Man kunne have habit og smalt slips på den ene dag og skindjakke med perlekæder den næste

Sammen med det nye pladeselskab, Polygram, indledte Gangway nu en flirt med det engelske marked, hvor stjerneproducere havde vist interesse. Kontrakten med Polygram i London fik forventningerne til at stige, både hos pressen og medlemmerne selv. Men pladeselskabers indbyrdes magtkampe, datidens konkurrence og fejlslagne forretningsplaner spændte ben.

Det danske band kunne ikke få lov til at udgive ’Sitting In The Park’ i England og måtte i 1988 genindspille hvert et nummer på en ny plade med det nærliggende navn ’Sitting In The Park (Again)’. Indsatsen viste sig imidlertid at være forgæves, en manager blev fyret, og udlandsdrømmene pakket væk i et arkivskab et sted i London. Den anden udgave af Park-albummet kom aldrig i de engelske butikker.



”De vendte slukørede tilbage til Danmark, hvor gruppen måtte tage til takke med at optræde til halballer i Jylland, da de havde hårdt brug for pengene. Lars Lilholt var også på plakaten. Det var en trist tid,” fortæller Brian Iskov.
Henrik Balling og Allan Jensen ser tilbage:

”Vi blev jo aldrig rige, i hvert fald ikke sådan, at ’nu køber jeg et sommerhus’. I de første år med Irmgardz (pladeselskabet bag debutalbummet ’The Twist’, red.) måtte vi leve for 5.000 kroner hver om måneden, og den stod på genbrugstøj og meget billig sprut. Men det handler også om, at hvis man skal slå igennem i England – sådan var det i hvert fald dengang – så ser man sig ikke tilbage. Man flytter til England, og når en kæreste siger: ’Det kan du da ikke’, så gør man det alligevel. Det kræver stor fokus at blive katapulteret derop, vi var nok for ufokuserede. Vi fik den ’lille berømmelse’, sådan var det at være os. Sådan er det at være os, det er okay,” siger Henrik Balling.

”Måske var vi ikke sultne nok. Personligt tror jeg, at vi fik den succes, som tilkom os. Vi gik heller ikke efter en bestemt målgruppe eller spillede som opvarmningsband for at komme bredere ud. Vi har aldrig varmet op for nogen, hvorfor skulle vi stå foran et tæppe og vente,” supplerer Allan Jensen.

Forsangerens syn på nedturen efter England er også farvet af en alvorlig fodboldulykke. Han fik et knæ i hovedet og måtte gennem flere komplicerede operationer for at få genopbygget den ene halvdel af ansigtet.

”Der er ikke noget kindben her,” siger han og rører ved venstre kind.
”Jeg var kvæstet i kæft og nerver og lå på hospitalet i lang tid. Henrik kom og besøgte mig hver dag; jeg lå bare der og kunne ingenting og var virkelig i tvivl, om jeg nogensinde ville kunne synge igen. En masse ting gik i gennem mit hoved, og at jeg kom ud på den anden side og faktisk var med til at indspille flere gode plader, dét er jeg stolt af.”

Allan Jensens genkomst til musikken blev samtidig bandets. Efter kuldsejlingen i England var der masser af skaberliv i den danske gruppe. Et nyt pladeselskab, Electra, tog over, og albummet ’The Quite Boy Ate The Whole Cake’ ramte danske butikker med tunge hiphop-trommer i 1991. I dag opfattes disse numre som de mest gangwayske af inkarnerede fans.

I 1992 kom ’Happy Ever After’ med megahittet ’Mountain Song’, og det affødte hele fire grammyer til Danish Music Awards i 1993.

”Det var fantastisk pludselig at stå der foran branchen og få den anerkendelse, men så skete der noget underligt. Det var, som om vi blev usynlige mandagen efter prisoverrækkelsen. Man tænkte ’var det noget, jeg sagde?’,” har Henrik Balling fortalt til Gangways fansite.

Selvom ’Happy Ever After’ var den største salgssucces med 60.000 LP’er over disken, faldt interessen, og koncerterne begyndte at blive sjældnere i årene efter. Selv et ambitiøst intermezzo med produceren Kasper Winding ved roret gav ingen affyring mod nye horisonter.

”Vi satte ikke sejl, længere er den ikke. Vi blev trætte, publikum blev trætte,” erkender Balling.

Nogle musikkritikere har antydet, at Gangway måske var bedre i studiet end til koncerter, og at der blev eksperimenteret for meget med udtrykket på scenen. Bandet kunne godt finde på at bytte pladser og afprøve nye instrumenter. Det skete for eksempel til en Midtfyns Festival, hvor gruppens medlemmer flyttede om på alt, hvad publikum var vant til at se.

”Vi havde nok en tendens til at kede os for hurtigt med en stil. Når publikum mødte op i ternede jakker, havde vi for længst lagt dem bag os og så helt anderledes ud. Pludselig spillede jeg trommer, pludselig havde vi designertøj på. Men det var en del af vores drivkraft, vi ville afprøve nye ting, være innovative, aldrig falde i den der med at behage,” siger Allan Jensen.

Desuden var mange forskellige musikere en tur forbi Gangway for at assistere med bas, trommer osv. Det gav ind i mellem en svingdørs-stemning og resulterede i studieskænderier, især i de matte perioder.

”Det handler om, hvad man som menneske forventer. Man tænker, at resten af livet vil være som den ’første vidunderlige dag’. Den første dag med bandet, den første dag med kæresten, den første dag i sommerhuset. Man er så forbandet naiv og tror, at alt bliver skønt som de første øjeblikke, men der er kun dem. For så kommer hverdagen, sommerhusets tagrender skal renses, kæresten er sur. Som unge var vi selvfølgelig overbeviste om, at alt ville blive lykkeligt med Gangway, men vi var ikke målrettede nok. Jeg ville da gerne være rig, men jeg gad ikke kæmpe for det,” filosoferer Henrik Balling.

Du har aldrig fået børn og er blevet sat?

”Nej, jeg har valgt at leve, som om jeg lige er flyttet hjemmefra. Måske fortryder jeg det på mit dødsleje, hvis jeg ikke får et, men jeg tror det egentlig ikke.”

LÆS OGSÅ: Claes Bang: "Hvis mit udseende har været en sportsvogn, så har jeg aldrig formået at udnytte det potentiale"

LÆS OGSÅ: Mads Brüggers nye bog om menneskesmugling, mexicanske fængsler og bedrag: ”Det er en fortælling om en verden, der er blevet hyper kompleks”

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth og Jens Christian Grøndahl i ny samtalebog: “Vi er ikke klogere end andre. Men der kommer noget klogt ud af det, vi gør”