Den britiske radiostation Radio X har skabt sig en stor lytterbase med deres konsekvente musiske linje med guitarbåret rockmusik, der primært omfatter indie-rock, alternativ rock og en smule elektronika. Hvert år afholder radiokanalen en afstemning, hvor lytterne kan stemme på de 100 bedste sange skabt af britiske grupper eller artister.

De sidste par år har ’Bohemian Rhapsody’ vundet æren, men i år måtte Queen se sig slået og måtte nøjes med andenpladsen. Vindersangen blev ’Live Forever’ fra Oasis’ debutplade ’Definitely Maybe’ fra 1994. Og selvom det ikke umiddelbart er gruppens største hit, så var sangen altså nummer to på listen de sidste år.

Noel Gallagher besvarede nyheden om førstepladsen med den bramfrie småironiske distance, man kender så godt fra bandmedlemmerne af Oasis:

”Jeg har altid prøvet at sigte højere, end jeg tror er muligt. Nogle folk prøver at være større eller bedre end deres samtidige eller forgængere… Mig? Jeg prøver bare at være bedre end mig selv, som vi nu alle ved er stort set umuligt,” udtalte han til The Independant.

Gruppen med det karakteristiske kasseklippede pandehår er manges forestilling om britpop. Og selvom næsten alle har været indlagt til en omgang akustisk ’Wonderwall’ rundt om lejerbålet, tænker man ikke umiddelbart, at gruppen skulle have skabt mange af de største sange i Storbritannien gennem tiden.

Men det har de, hvis man spørger Radio X’ lyttere, der har stemt ’Live Forever’, ’Don’t Look Back in Anger’, ’Wonderwall’, ’Slide Away’ og ’Champagne Supernova’ ind i top 10:

1. Oasis – ’Live Forever’
2. Queen – ’Bohemian Rhapsody’
3. Oasis – ’Don’t Look Back in Anger’
4. The Stone Roses – ’I Am the Resurrection’
5. The Verve – ’Bitter Sweet Symphony’
6. Oasis – ’Wonderwall’
7. Oasis – ’Slide Away’
8. The Smiths – ’There is a Light That Never Goes Out’
9. Oasis – ’Champagne Supernova’
10. Arctic Monkeys – ’I Bet You Look Good on the Dancefloor’

LÆS OGSÅ: Tom Hardy deler de første billeder i rollen som Al Capone

LÆS OGSÅ: Jimmy Jørgensen: "’Midt om natten’ vil altid være legendarisk"

LÆS OGSÅ: Forfatter Svend Åge Madsen: "I et styrtende fly er der ingen ateister"