Nanna ’Oh Land’ Fabricius udgav i mandags sit tredje album ’Wish Bone’ i Danmark. Vi fangede hende over telefonen i regnvåde New York til en snak om højtsnakkede autister, fysiske begrænsninger, blåt hår og hendes mindst blomstrede plade til dato.
Hej Nanna. Hvordan går det i New York?
"Det går godt. Det regner, og det er lidt køligt og gråt, men min plade er ude, så jeg er glad."
Tillykke med den nye plade. Hvordan fejrer man en ny udgivelse?
"Mest af alt skal jeg gå rundt med et kæmpe smil ude i regnen. Og så skal jeg vaccineres og bagefter over i øveren og øve til min tur i USA, der starter på fredag. Jeg skal spille her i Brooklyn lige rundt om hjørnet fra, hvor jeg bor."
Du er på et andet pladeselskab, siden du udgav din sidste plade. Hvorfor?
"Jeg har startet mit eget pladeselskab i Danmark, der hedder Tusk or Tooth. Jeg har altid drømt om at lave mit eget selskab, og så følte jeg, at det var det rigtige tidspunkt at gøre det på nu. Jeg har taget mere kontrol både med det kreative og det businessmæssige. Jeg leger butik og styrer tingene selv nu."
Er det her album også noget for os drenge?
"Det er faktisk min mest maskuline plade, den her. Den er mere støjet og rå og ikke på nogen måde blomstertapet-agtig. Det er nok den mindst blomstrede plade, jeg har lavet. Pladen er mere rå og umiddelbar. Den afspejler de seneste år af mit liv ret direkte. Jeg føler selv, at jeg er trådt et skridt frem som sangerinde. Jeg gemmer mig ikke bag noget."
Hvad er der sket i dit liv de sidste to år, som pladen afspejler?
"Udover at jeg er blevet ældre, så har jeg været ude at spille i 1,5 år på landevejen og været rigtig meget væk fra dem, jeg elsker. Jeg har skullet sige meget farvel, og det er noget, som har sat sit præg på det her album. En form for hjemve eller længsel. Jeg har følt mig meget som en alien i en anden verden de sidste par år, fordi jeg har levet et tour-liv, hvor jeg hele tiden er væk fra folk og sidder meget isoleret et eller andet sted, og så går jeg ud på scenen og spiller for tusindvis af mennesker, og det er en meget stor kontrast. Det har jeg skrevet meget om."
LÆS OGSÅ "Hymns From Nineveh: Der er for lidt plads til det grimme, mislykkede liv"
Handler længslen om andet end savn til det derhjemme?
"Ja, jeg har været meget fysisk tynget pga. min rygskade, som jeg fik for 100 år siden. Jeg har haft mange fysiske begrænsninger, og der er ting, jeg ikke har kunnet og længtes efter at gøre. Jeg er hele tiden blevet mindet om min egen dødelighed og mine egne kropslige begrænsninger. Jeg har været fysisk låst, men har drømt stort inde i hovedet. Det er lidt Frida Kahlo-agtigt. Hendes historie har jeg søgt meget trøst og inspiration i. Det er også det hele albumtitlen kommer af. 'Wish Bone'. Ønskerne er noget romantisk og storladent, som forsvinder ud i universet, og som måske aldrig nogensinde bliver væk. Og knoglerne er noget meget jordnært og fysisk. Vi dør alle sammen og bliver begravet."
Hvad kan du bedst lide ved at være musiker?
"Jeg har det fedest, når jeg har skrevet en sang, der opsummerer det at være i live. Sådan havde jeg det, da jeg skrev ’Love You Better’. Det er ikke noget, man kan planlægge, men pludselig fik jeg bare tilgang til et eller andet, der var større end mig selv. Noget andet er, når jeg spiller med mit band, og vi står fem mand på scenen og bliver til én enhed og smelter sammen. Vi kan ikke forklare, hvorfor én koncert er bedre end andre, men der er bare en form for ro eller tålmodighed, der gør, at noget går op i en højere enhed. Det er fantastisk."
Hvad lægger du mærke til, når du står på scenen?
"Jeg lægger faktisk ikke mærke til ret meget, og det er vist et godt tegn. Hvis jeg lagde mærke til noget, så betød det nok, at opmærksomheden ikke var helt, som den skulle være. Der var godt nok en koncert for nylig, hvor der var to, der blev ved med at snakke under hele koncerten. Det kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til, fordi jeg sad og spillede en ballade. Der blev jeg revet lidt ud af den. Hvis man lægger mærke til publikum på den måde, så er det ikke en speciel god ting."
Fik du dem til at holde mund?
"Det viste dig, at det var to autister, der var kæmpefans, men de kunne simpelthen bare ikke holde mund. De var ligesom undskyldt, synes jeg."
LÆS OGSÅ Hippiedrømmeren Edward Sharpe vender tilbage for at redde menneskeheden
Hvornår er det sværest at være musiker?
"Det er svært at skulle høre alles mening om det, jeg laver. Det kan være udfordrende og man skal huske at holde fast i, at man har taget de valg, man har, fordi man synes, det var de fedeste valg. Da jeg var helt ny, kunne det godt slå mig ud, hvis jeg læste negative kommentarer, men jeg lærte også meget hurtigt, at jeg ikke skulle læse YouTube-kommentarerne. Musikere er offentligt eje, og folk er ikke blege for at sige deres mening."
Hvorfor flyttede du til New York?
"New York er jo en rimelig fed by. Hvis jeg er i København føler jeg mig meget tryg og sikker, fordi jeg kender det hele så godt. Den usikkerhed, der er ved at bo i New York, det kan være ret givende rent kunstnerisk. Alting er lidt anderledes, dugene på restauranterne er lidt anderledes, folk snakker anderledes, og det gør bare, at man sætter flere spørgsmålstegn og lettere bliver inspireret."
Inden vi slutter, bliver jeg nødt til at høre, hvorfor du har blåt hår?
"Hahaha. Lige nu er det faktisk lilla, for jeg har lige farvet det her til morgen. Men det var blåt, fordi jeg skulle giftes, og så skulle man jo have noget gammelt, nyt, lånt og blåt. Og så blev det håret, der blev det blå. Den anden grund var, at jeg havde filmet en westernfilm i Sydafrika, hvor jeg skulle spille en sund høstblond pige fra 1800-tallet, og jeg kedede mig så meget med den hårfarve, at jeg tænkte, at der skulle ske noget drastisk."
Oh Land - 'Wish Bone' er netop udkommet.
