Rasmus Bjerg

Nyt show med Rasmus Bjerg

Rasmus Bjerg med nyt show: "40 og fed er jeg, men jeg håber sgu ikke, at jeg er færdig"

Rasmus Bjerg er aktuel med et nyt soloshow, ’Vel-bjerg’et’. Skuespilleren er siden sit sidste show blevet både folkeeje og far til fire – men for meget af det gode kan også have sine ulemper.

Hvornår opdagede du, at du har humoristisk talent?

”Jeg var hverken god til fodbold eller anden sport, men i klassen kunne jeg få de andre til at grine. Det fandt jeg ud af i 2. klasse. Jeg kan se mig stå på bordet i frikvarteret og føre an i min hjemmestrikkede trøje og grydehår. Lærerne var virkelig trætte af mig, men Svend, min dansk- og idrætslærer, forstod mig.

Han afvæbnede det hele ved at udfordre mig, når jeg var flabet. Han var lige så stor en drillepind som mig. Han læste, hvad den her irriterende dreng indeholdt.”

Hvad var din første følelse af gennembrud?

”Jeg startede med børneteater og kastede mig over musicals og operetter. Jeg sang godt og troede, at jeg skulle være operasanger. Folk kommenterede altid min stemme, men aldrig mit skuespil, og så blev jeg trodsig. Det var o.k. at kunne synge, men jeg ville fandeme vise verden, at jeg også kunne blive skuespiller.

Det blev afsættet. Jeg gik i 3.g, da jeg tog beslutningen og gik glip af alle studenterfesterne, fordi jeg medvirkede i ’Fuglekræmmeren’. Hvis man vil noget, må man gøre det helt.”

Din største skuffelse?

”Jeg gik på teaterskolen og skulle aflægge prøve til ’My Fair Lady’ på Det Ny Teater. Jeg gik på tredje år og var snart færdig og havde et job, hvis jeg kunne lande rollen. Jeg nåede at synge to strofer, da jeg hørte direktørens nasale stemme nede i salen: ”For meget vibrato! Næste!”

Det var som at få en spand koldt vand i hovedet. Her havde jeg troet, at nu skulle jeg vise, hvor dygtig en sanger Rasmus Bjerg var, og så blev jeg skoddet efter seks sekunder.”

Hvad handler dit nye show om?

”Det er en hybrid mellem en monolog og standup. Mit sidste show handlede om, hvem der var inde i Rasmus Bjerg. Jeg voksede op i et venstreorienteret hjem med nogle flippede forældre, hvor der ikke var mange penge – til gengæld var der fis og ballade.

Jeg drømte om at bo i et parcelhus ligesom mine venner med en normal mor og far. Det var drømmen om parcelhuset og den bordeauxfarvede Ford Sierra i indkørslen. I dag har jeg i princippet fået det, jeg drømte om.

Jeg bor i en villa, og der holder en Audi i indkørslen, og på overfladen er alt godt. Men er det godt nok? Det er det springende punkt for showet: At stivne midt i alt det, der går godt. Jeg vil gerne skrue humorblikket på det forholdsvis kedelige liv, de fleste af os lever, og finde de små gaver i det.

Hvor finder du inspiration til showet?

”I de nære ting. Når jeg går udenfor min dør eller sidder på terrassen og drikker min morgenkaffe. Fx at jeg en morgen begynder at svede kraftigt, da jeg ser, at naboen har klippet hækken for langt ned.

Jeg synes jo, at den skal være 180 cm, som der står i reglementet, og ikke 150 cm. Det kan pisse mig fuldstændig af og gøre mit liv frygteligt i det øjeblik, men set i det store billede er det måske temmelig ligegyldigt.

Måske skulle jeg bare tage en snak med naboen om det i stedet for at skumme af raseri i flere dage.”

Hvordan forbereder du dig i timerne, inden du går på scenen?

”Jeg havde en masse ritualer engang. Jeg skulle både slå kridtstreger og hoppe fire gange og alt muligt andet, men det blev altædende. I dag rejser jeg mig fra den stol, jeg sidder i, og går på scenen, og så mærker jeg efter, hvor jeg er.

Det værste, man kan gøre som skuespiller, er at tænke: ”I går gik det godt, så nu skal jeg gøre det på samme måde i dag”. Så lykkes det aldrig. Man skal have modet til bare at stille sig til rådighed med, hvor man er lige nu og her. Hvis man ellers har gjort sit hjemmearbejde, glemmer kroppen ikke. Ritualerne handlede jo dybest om angst. Det har jeg sluppet.”

Hvad er den mest besynderlige reaktion, du har fået fra publikum?

”Jeg var som teaterelev inde at se en forestilling på Det Kongelige Teater med den store Jørgen Reenberg i hovedrollen. Ham så man virkelig op til, og jeg syntes, at forestillingen og skuespillet var fantastisk. Pludselig var der en blandt publikum, der rejste sig og råbte: ”Amatører! Skide amatører!

Tænk, at vores skattepenge går til det her, fy for satan!” På et splitsekund oplevede jeg, hvordan illusionen, den kontrakt, der er mellem scenen og publikum, kunne gå fuldstændig i stykker. Jeg havde aldrig troet, at det kunne ske i et teaterrum. Jeg blev dybt forundret og skræmt af det, men på en måde blev min kærlighed til teatret bare endnu større.”

Dit nye show hedder ’Vel-bjerg’et’. Er du blevet 40, fed og færdig?

”40 og fed er jeg, men jeg håber sgu ikke, at jeg er færdig. Det er en af de ting, jeg vil undersøge i showet, hvor en mand står midt i livet og tager tilværelsen op til fornyet overvejelse. Jeg ved ikke, om man skal kalde det en midtvejskrise.”

Du skal ikke ud og have dig en åben sportsvogn?

”Nej, men jeg har købt en orange Puch Maxi. Det har altid været en drengedrøm, og så tænkte jeg: ’Hvis det skal være, skal det være nu.’ Så lidt panik på bagsmækken har der da været. Jeg har udstyret den med en lilla Valash sodavandskasse.”

Rasmus Bjergs soloshow ’Vel-Bjerg’et’ kan opleves fra 27. september.
www.rasmusbjerg.dk

Rasmus Bjerg

41 år. Skuespiller og sanger. Har medvirket i en lang række teaterroller på bl.a. Det Kongelige Teater, samt comedy-tv-programmer som ’Mr. Poxycat & Co’ på TV2 Zulu, DR’s julekalender og tv-serierne ’Nikolaj og Julie’ og ’Livvagterne’. Bjerg er også kendt for sine roller i bl.a. ’Flammen & Citronen’ og ’Max Pinlig’ og kan i begyndelsen af 2018 opleves i hovedrollen som John Mogensen i Ole Bornedals nye film ’Så længe jeg lever’.