Musikeren om arret på låret, det stjålne lommeur og livet som rockmusiker med det hele.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Desværre lærte jeg intet af min far, eftersom han ikke var en del af mit liv. Han forlod min mor, inden jeg var fyldt et år. Da jeg endelig traf ham, var jeg 18 år, og så var der egentlig ikke så mange guldkorn af betydning. Men ’man går aldrig fejl af en rumpsteak!’ Det husker jeg, han sagde.”

Hvad er din største succesoplevelse indtil nu?

”Efter at have lavet min første lp, ’Herfra hvor vi står’, sammen med Peter Ingemann oplevede jeg den mest gigantiske optur, jeg nogensinde kunne have drømt om. Jeg havde skrevet mine sange, jeg havde fået dem indspillet på plade, og pludselig stod jeg på scenen og var rockmusiker med det hele. Fulde sale, fulde haller, musik, tjald og band-liv. Jamen, det kørte bare. Det var i begyndelsen af 70’erne, og Skousen & Ingemann blev en markør for hippietiden, selv om det var på grænsen af blomstertiden og den politiske periode, som fulgte. Folk var ellevilde med vores musik. Det virkede, som om vi sagde og gjorde de ting, som nøjagtigt ramte hjerterne og skabte en fællesskabsfølelse, som var selve meningen med musikken. Meningen med det hele. Og det snakkede vi meget om i bandbussen, meningen med det hele. Og det syntes vi, at vi havde helt tjek på: Det var simpelthen at være os lige nu og her.”

Hvad er det mest markante ved din personlighed?

”En form for udholdenhed. Jeg er langsom, når jeg skal i gang med noget, men når jeg har sat mig noget for, bliver det ført til ende, fx et stykke arbejde. Jeg kan lade det ligge en tid, men jeg slipper det ikke.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”En sommerdag, da jeg var otte år, var jeg ude at lege og løb efter en pige. Da hun løb ind i en opgang, smækkede glasdøren i foran mig, og jeg røg lige igennem. Døren var lavet af sådan noget råglas. Der sad noget af det fast i dørkarmen, da glasset var knust, og det skar jeg mig på. Da jeg kiggede ned ad mig selv, hang der nærmest en bøf af kød på låret. Jeg blødte meget, men humpede selv hjem. Jeg kom på hospitalet, hvor jeg lå i 13 dage, og blev interviewet til Svendborg Avis: ’Gennem ruden i en glasdør’, hed artiklen. Jeg løj og sagde, jeg var faldet over en rist. Det var lidt flovt, at jeg var løbet efter en pige.”

Hvilken bog bør enhver mand have læst?

”Jack Kerouacs ’On the Road’. Den er indbegrebet af det flow af frihed, som skyllede ind over os fra 50’ernes amerikanske beatgeneration. En bølge, som steg og for alvor nåede vores kyster i 60’erne og blev til jazz, til hippie, til anarki og til drømme om utopisk frihed og ændring af gamle normer. Den måde, teksten flyder på, og det humør og den fart, der er over feltet, giver et rigtig godt kick. Den giver mig lyst til at gøre noget ved tingene. Lyst til at gå ind i livets strøm, lyst til at leve og lyst til at drømme.”

Hvornår har du været rigtig bange?

”Da jeg var 10 år, var jeg på cykeltur med min familie, og på vandrerhjemmet i Fredericia mødte jeg en skoleklasse fra København. Jeg gik sammen med dem over i en skov. Da vi var kommet godt ind i skoven, stoppede hele gruppen pludselig op ved et stort træ, og en af drengene, som åbenbart var klassens leder, råbte: ’Grib ham!’ Der gik ikke en brøkdel af et sekund, før jeg tog flugten, og angsten gav mig virkelig vinger. Jeg fløj gennem krat og buskads, hen over skove af brændenælder i korte bukser og gummisko og standsede ikke, før jeg stod foran vandrerhjemmet igen. Jeg fortalte ikke nogen om det. Jeg ved ikke hvorfor.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?

”Jeg lavede en soloplade i 1981, der hed ’Landet rundt’. Den blev godt modtaget, og jeg var meget glad for den, men det var umuligt at komme ud og spille. Der var simpelthen ingen job. Det gik mig så meget på, at jeg gik i skrivekrampe og mistede selvtilliden. Til sidst holdt jeg helt op med at spille musik. Det, som før havde været det vigtigste i mit liv, lagde jeg ned i en skuffe. Jeg følte, at jeg var faldet gennem tiden og ned i et stort hul. Der sad jeg længe. I 20 år, faktisk. Jeg spillede teater og var med i film, men det, der holdt mig i live som menneske, var, at jeg havde en dejlig familie og mine børn at passe på. For der var noget, der nagede mig. Jeg havde en følelse af at springe over, hvor gærdet var lavest. Det gik op for mig, at jeg var nødt til at gøre det, jeg inderst inde helst ville. Jeg hentede min guitar frem og begyndte at spille, bevæbnede mig med en blyant og satte mig foran det hvide papir og tvang mig selv til at blive siddende. Muren revnede. Ord og billeder og melodier begyndte at flyde. Det blev til en cd, som jeg kaldte ’Dobbeltsyn’, fordi følelse og fornuft, ord og musik igen var smeltet sammen for mig.”

Hvad er den kæreste ejendel, du har mistet?

”For ca. 30 år siden, da jeg boede på Christianshavn, havde jeg indbrud. De havde taget min guitar, hvilket var slemt, men det værste var, at et lommeur, der havde været min morbrors, også var væk. De havde fundet det i et gammelt skab. Han var min tyske mors lillebror, som faldt ved østfronten, 14 dage før jeg blev født. Han var elsket af hele familien. Jeg sagde ikke til nogen, at uret var væk, heller ikke til min mor.”

Hvad skal man gøre, hvis man bliver overfaldet af en slagsbror?

”Hvis man ikke kan kampsport? Tage den med ro.” 

Hvad bør en mand vide om kvinder?

”At de er lige så forskellige som os mænd. Når det er sagt, må vi være opmærksomme på, at vi med kvinden står over for en ukendt størrelse, et ukendt sprog, et andet land. At vi må opgradere vores opmærksomhed, er måske overflødigt at sige, eftersom vores opmærksomhed automatisk skærpes, når vi står over for en kvinde. Og vi bør tænke på, at kvinder ikke altid bedst kontaktes, ved at man sparker døren ind. Uden at gå helt på knæ vil en diskret banken på måske være en bedre begyndelse.”

Niels Skousen er født i 1944 i Tyskland. Han har markeret sig som musiker både i Skousen & Ingemann og som solist. Som skuespiller har han bl.a. medvirket i tv-serien ’Lærkevej’, filmene ’Oldboys’ og ’Her i nærheden’ samt været en del af teatergrupperne Solvognen og Jomfru Ane Teatret. I øjeblikket skriver han på nye sange og tager i foråret ud og spiller både som solist og med sin trio. Sidste år udkom hans biografi ’Herfra hvor jeg står’.

LÆS OGSÅ Clement Kjersgaard: Jeg nærer dyb mistillid til alle politiske partier