Danmarksmesterskabet i langtidspiberygning er en begivenhed svøbt i røg og mystik. Det er et stort set ukendt univers, og hvis man står udenfor den hårde piberygende kerne i Danmark og går man forbi stikvejen, som leder ind til Serapions-Ordenens storslående lokaler med udskårne dobbeltdøre, ænser man ikke, hvad der foregår bag den hvide facade.
Der kommer kun få nye til hvert år, og de faste deltagere tropper op i broderede læderveste med pibeklubbernes vartegn og hatte med badges knappet i fra alle de år, de har deltaget. Andre kommer i velsiddende jakkesæt eller iført sixpence. Det er et lille lukket rygermiljø, hvor alle kender alle. Sidste års vinder på damesiden, Rie Jakobsen, kalder det ”den hyggeligste og mest ildelugtende fætterkusinefest.” Her er røg tykkere end blod. I alt er små 200 piber tændt i de iltfattige lokaler, når tilskuere, gæster og pibeboderne tælles med.
En af forhåndsfavoritterne er Jan Lærkeborg, der ryger i Lolland-Falster Pibeklub. Han en høj mand med gråt hår, lædervest udover en blåternet skjorte og et tynd schnurrbart a la Salvador Dalí, der krummer opad i mundvigen, som et klassisk cykelstyrsoverskæg. Lolland-Falster Pibeklub har vundet holdkonkurrencen flere gange og har fostret flere danmarksmestre. Han har selv vundet tre gange.
Den sidste onsdag hver måned mødes de på pubben ’Slap a’ i Nykøbing Falster, hvor holdet træner over en øl og en ostemad. Navnet på pubben har alle fra pibeklubben fået broderet på hver deres lædervest.
Når mesterskabet nærmer sig afholder de en træningsturnering mod Roskilde og Køge Pibeklub. De mødes i hver by og dyster, og selv om æren er vigtig, er håneretten mindst lige så essentiel en del af foretagendet.
”Sidste gang vandt vi med over to minutter, selvom alle de gamle soldater mødte op,” indskyder en mand fra Køge Pibeklub, der kommer forbi.
Formanden for Nordisk Tobakskollegium, Michael C. G. Iversen, der arrangerer danmarksmesterskabet oplever, at det ikke kun er den klassiske, askegrå Thorvald Stauning-type, der deltager:
”Det er helt almindelige rygere, unge mennesker, tobaksnørder, bonderøve og kvinder, der giver den fuld skrue. Det er virkelig bredt.”
Formand for Nordisk Tobakskollegium, Michael C. G. Iversen og sekretær ved Svenska Pipklubben, Jan Andersson.
Men selvom foreningen i mange år har oplevet en nedtur i antallet af piberygende deltagere, så har interessen for piber og tobak, og specielt de unikke og eksklusive af slagsen, været stødt stigende blandt andet hos de unge. Og med den voksende interesse fra Kina og USA er det ikke en dårlig tid, de går i møde, fortæller de i pibebranchen.
Før 2002 blev arrangementet afholdt på skiftende lokationer: Folkets Hus, Odd Fellow Palæet, Idrætshuset og enkelte gange på Hotel D’Angleterre. Der var ingen grænser for, hvad der kunne lade sig gøre dengang. Det var før det formanden i invitationen til danmarksmesterskabet kalder ”rygeforbud og gold fanatisme.” Penge var ikke et problem og at blive sat i forbindelse med noget så politisk ukorrekt som en rygekonkurrence medførte ikke spontant brandingmæssigt selvmord.
Nordisk Tobakskollegium havde en knaldgod forretning dengang. Op til hvert danmarksmesterskab udgav foreningen et 32 siders programkatalog, hvor over halvdelen af siderne var dyrt-solgte reklamer til tobaksindustrien. Det var fuldt lovligt på det tidspunkt, og det var også fuldt lovligt, hvis tobaksindustrien syntes, Nordisk Tobakskollegium skulle have en pose penge for at promovere piberygning. Men det sluttede i 2002 med loven mod tobaksreklamer, der stoppede indtægterne og gjorde arrangementet midlertidigt hjemløs. Og så hjalp det stigende ønske om rygeforbud heller ikke.
”Omkring årtusindskiftet var der 300-500 rygere til konkurrencen, men efter tobaksreklamer blev gjort ulovlige, var vi jo på skideren, for vi havde ikke noget sted, vi kunne være. Vi røg ud til Grøndalcentret. Det var et rigtig skodsted – virkelig noget lort. Vi gik fra at være et kæmpe event i det totale luksus til at være i en sur, gammel sportshal ad helvede til uden for byen, og så faldt vi til 219 rygere,” siger han.
Danmarksmesterskabet i langtidspiberygning er blevet afholdt siden 1979, og reglerne har været de samme siden begyndelsen. Hver deltager får udleveret en pibe, tre gram tobak i en nøje afmålt plasticchartek , en pibestopper og to Tordenskjold-tænderstikker.
”Der er altid blevet røget Sweet Dublin på en Stanwell sandblæst pibe, ligesom tændstikkerne altid har været Tordenskjold,” skriver de på hjemmesiden, som et kvalitetsstempel, der har overlevet tidens tand, traditioner og forbud.
Michael C. G. Iversen, står foran de knap 100 deltagere og proklamerer, at den tidligere formand Leif Slot døde dagen før, og at de derfor vil holde et minuts stilhed. Deltagerne løfter hattene af i respekt og stirre stift ned i bordet. Efterfølgende forklarer han, at de skal undersøge de udleverede piber for falsk træk og huller i bruyeren, altså om piben er utæt, om tændstikkerne er lige lange og om tændstikhovederne har svovl nok, hvorefter han remser reglerne op:
”I har fem minutter til at stoppe piben, og så har I et minut til at tænde piben… Der må først drikkes vand efter 10 minutter… Det er tilladt at tømme pibens indhold ud på bordet, men hvis gløden ryger ud, må I ikke putte den tilbage,” siger han.
Den generelle holdning på stedet er, at piberygning ikke er et fix som cigaretrygning. Det er en nydelse som whisky, fordi man ryger mindre og bedre. Det er svært at sige, om det er ligeså skadeligt som rygning, for det er sjælendt, at undersøgelser skelner mellem forskellige typer rygning. Men i 2011 udkom en norsk undersøgelse af 17.000 mænd, som fandt, at fordi piberygere ikke inhalere tobakken, men optager den gennem de små blodkar i munden, har de lavere risiko for lungekræft. Cigaretrygning øger risikoen med 50 gange, mens piberygninger øger risikoen med 30 gange. Derfor rammes piberygere dog oftere af kræft i munden.
Samtidig ryger man ofte pibe indenfor, så man inhalerer røgen flere gange. I gennemsnit trækker man vejret 15 gange i minuttet, hvor man også er udsat for tobakken i et lukket rum. Noget man tydeligt mærker i lokalet, hvor piberygningskonkurrencen holder til. Efter kort tid er der en hovedpine på vej, og selv vante piberygere må gå udenfor bygningen flere gange for at kunne nyde deres piber i den friske luft.
Gildesalen i Serapions-Ordenens mondæne gemakker på Frederiksberg, der til daglig huser broderskabet, har lagt lokaler til eventet siden 2010. Væggene er beklædt med blomstret tapet, store portrætter af logens tidligere formænd, høje træpaneler, sildebensparket og på lokalets endevæg står der i højtidelig guldbelagt skråskift: ”Broderskab – Broderløfte – Broderpligt,” som egentlig er lige så sigende for logen, der holder til på matriklen, som for tobaksentusiasterne, der årligt lejer lokalet.
Hver ryger har fem minutter til at stoppe piben med tobak og et minut til at tænde den.
Da piberne er blevet stoppet og optændingsminuttet begynder, sprutter hele salen mens tændstikkernes antændes. Michael C. G. Iversen sidder for enden af lokalet. Sammen med to æresdommere, der altid har været kendte piberygere eller anerkendte folk fra pibebranchen, skal de fungere som underholdning, mens konkurrencen står på. Ligesom deltagerne har æresdommerne ligeledes spændt bredt fra Holger K. Nielsen og Dan Turéll til Sten Hegeler og Mads Brügger. Denne gang er det to unge pibemagere i lære hos den danske pibemager Tom Eltang. I pibemiljøet er han det tætteste, man kommer på en mega-stjerne. Over de næste tre timer, hvor konkurrencen står på, bliver der diskuteret ryge forbud, pibemageri og almindelige sniksnak, mens piberne oser og damper, så lyset fra de store vinduer gør luftens bevægelser synlige.
”Det er ikke en tilskuervenlig sport. Så snart piberne er i gang bliver det røv kedeligt at se på,” advarer Rie Jakobsen.
Den første ryger ud kort efter antændingen. Det er Leon Møller, som er kommet helt Frederikshavn.
”Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg puttede tobakken i, tændte, stampede lidt, og tændte så med den sidste tændstik, men der kom bare ikke gang i den. Det har jeg aldrig prøvet før,” siger han, forundret og lidt pinlig over, at piben ikke engang ville tænde, der ses som en begynderfejl i de kredse.
Hver gang en ryger udgår banker resten deres pibestoppere mod bordkanten. Det er en slags anerkendelse, mens den første får en hånegave med hjem. Et kegleformet tårn med 15.000 tændstikker, så man kan øve lidt derhjemme til næste år.
En hjælpedommer forklarer, at gløden i piben aldrig må være større end hovedet på en tændstik. Så brænder den for hurtigt. I starten brænder de fugtigheden ud af tobakken ved at svitse overfladen kort. De rigtig gode vrider tobakken på sådan en måde, så gløden kan vandre langsomt fra tobakskorn til tobakskorn.
Nedenunder i stueetagen står 30 boder med piber, der spænder prismæssigt fra nogle få hundrede til flere tusinde kroner, hvis det rigtige navn er indgraveret i bunden.
”Jeg kører Mercedes, men hvis der ikke var stjerner på, så var det jo lige meget. Sådan er det også med piber,” fortæller Tom Eltang.
Der er pibehandlere fra Rusland, Sverige, Tyskland, Frankrig, Tyrkiet, USA og Kina. Enkelte deltager også i konkurrencen, fordi det er et åbent mesterskab. De sidste to år har russeren Alexey Maydanov røget alle bagover og vundet konkurrencen, og han er derfor en anden af forhåndsfavoritterne.
I pibekredse ser man det danske håndværk som Roll Royce indenfor pibemageri. Tom Eltang har netop færdiggjort et sæt med 13 piber i en møjsommeligt skåret og udsmykket trækasse, han tager en million kroner for. Og Anne Julie, der i dag er klædt i alle nuancer af rød, sælger ikke sjældent sine nærmest maleriske piber til 45.000 kroner stykket.
På bordene står dåser med tobak stablet i små tårne. De klassiske blikdåser med en æstetik, der slår tankerne hen på de gode gamle dage, hvor piben var et adelsmærke for den tænkende-klasse af filosoffer og forfattere. På hver er der printet mærkatet: ’Rygning dræber’, der har været lovpligtigt siden 2004.
”De mærkater er for mig en forbrydelse mod æstetikken, fordi de her smukke tobaksdåser bliver ødelagt. Selve advarslen virker jo ikke. Det bliver jo bare en del af dåsens udseende,” fortæller formanden Michael C. G. Iversen.
”Jeg hader jo ikke folk, der ikke ryger, men at rygning over en kam bliver dæmoniseret, giver ikke mening for mig. Det svarer til, at en dygtig vinkender begynder at fortælle om, hvordan farven og duften er ved en unik bourgogne, og det første jeg gør, er at rive en syg skrumpelever op, smide den på bordet og sige: ’Er det det her, du kalder flaskens ånd.’ Det er jo slet ikke der, vi er. Hvorfor ikke bare sige: ’Okay, der er nogen, der ryger rigtig meget, og det er meget usundt for dem. Mens der er også folk, der nyder det og får livskvalitet ud af det her.’”
Rie Jakobsen, til højre, sammen med resten af kvinderygeholdet 'De forrygende'.
Dagen før havde Rie Jakobsen været i ’Go’ Morgen Danmark’. TV2 var faldet over hendes navn i forbindelse mesterskabet og syntes, det var en god historie, at kvinder også ryger pibe. De skulle lave en indledning på et par minutter der skulle varme op til det fulde indslag. I introen sad hun sammen med en af holdkammeraterne og bappede på piberne.
”Der kom den vildeste shitstorm. Folk havde skrevet og ringet ind og sagt, at det kunne da ikke passe, at man kunne promovere rygning om morgenen, mens deres børn så med,” siger Rie Jakobsen.
Pibemager Anne Julie og æresmedlem i Nordisk Tobakskollegium Bjarne Rasmussen.
Med det samme kom det fra højere sted i ledelsespyramiden, at de ikke måtte ryge, når programmet forsatte. Alligevel blev kompromisset, at én fik lov ryge videre under udsendelsen. Klippet er dog ikke blevet lagt op på deres sociale medier, som eller er kotymen.
”Selvom jeg selv ryger cigaretter, ville jeg sagtens kunne forstå problemet, hvis vi havde siddet med 20 grønne Cecil hver. Det ville jeg ikke engang have lyst til. Men det her er altså noget andet. For os er det nydelse – ikke afhængighed.”
Efter 2 timer 32 minutter og 24 sekunder med piben i mundvigen går gløden ud i Jan Lærkeborgs pibe. Han er den sidste tilbage, og gildesalen er næsten tom. Der er primært hjælpedommere og arrangører tilbage, resten mingler i stueetagen nedenunder med kulsorte Limfjordsportere, Frem-sodavand, flæskestegssandwich til 25 kroner og en god pibe tobak.
For fjerde gang vandt Jan Lærkeborg danmarksmesterskabet efter to år med andenpladser.
Jan Lærkeborg modtager en medalje og Astley’s-vandrepokalen opkaldt efter et legendarisk tobaksfirma, der lå på German Street i London, mens Rie Jakobsens holdkammerat og kæreste, pibemageren Manduela Riger-Kusk, vandt i damekategorien.
Senere på dagen bliver Årets Pibemand offentliggjort. Det er en pris, der tidligere er givet til Otto Leisner, Fritz Helmut, Uffe Ellemann-Jensen, Søren Ryge, speedwaylegenden Ole Olsen, Brian Holm, Knud Romer, ’Nak og æd’-værten Jørgen Skouboe og senest den tidligere forsvarschef Jesper Helsø. Det er et fornemt selskab at blive valgt ind i, men det er blevet vanskeligere at finde ambassadører for pibedanmark end tidligere.
Denne gang er det ikke en alment kendt fortæller formanden Michael C. G. Iversen. Det er en fra pibebranchen, som alle i rummet kender, der skal hyldes. Men det er stadig en pibemand med stort P og stor M, som der stod i invitationen til arrangementet.
”Engang var der mange flere kendte piberygere. Du kunne opleve værter ryge pibe i tv-studierne, men den går ikke i dag. Det er blevet sværere at finde en pibemand, der kan være ambassadør, selvom det altid er lykkes os,” siger Michael C. G. Iversen.
Bjarne Rasmussen er æresmedlem af Nordisk Tobakskollegium. Han var med til at stifte foreningen og har været til danmarksmesterskabet alle år. Dog kun enkelte gange som deltager.
Tror du at Nordisk Tobakskollegium stadig eksisterer om 10 år?
”Vi har jo haft den her forening i mange år, og vi kan jo godt mærke, at det der med at være medlem af en forening, betale kontingent og deltage i en generalforsamling, det er noget gammeldags shit. Det gider de unge ikke. Der er masser af piberygere, jeg aldrig kommer i kontakt med, fordi de har en lille pibeloge, hvor de drikker god single malt whisky, mens de ryger. Der kommer flere løsere grupperinger, og det synes jeg egentlig ikke gør noget. Jeg er ikke en mand med en sag, der skal have så mange medlemmer som muligt. Hvis folk hygger sig med det, de gør, så er det fint med mig.”
Hvad med danmarksmesterskabet i langtidspiberygning?
Det kan godt være svært at forestille sig, hvem der skal tage over med de her konkurrencer, for vi er meget specialiserede os fem, der står for planlægningen. Det kan godt være, at der kommer nogen, som vil tage over, men hvis der ikke gør, så er det sådan, det er. Så græder vi ikke, og synes det er vildt sørgeligt. Så længe det kører, så kører det.
LÆS OGSÅ: Stort interview med Nicklas Bendtner: "Jeg vil blive ved med at gøre det rigtige"
LÆS OGSÅ: Radiovært Poya Pakzad: fra internetkriger til etableret radioaktivist
