Klub-fotograf natteliv

Klub-fotograf natteliv

Sådan er det at være klubfotograf: ”Jeg tager hvert job seriøst, uanset om det er den mest trashy fest”

Du har garanteret spottet de drenge og piger, der weekend efter weekend utrætteligt går rundt og tager billeder af festglade folk. Bag kameraet gemmer der sig et hårdt job, der kan give mange muligheder.

Måske havde du ikke det, der skulle til for at blive lukket forbi Sundays guddommelige picker. Måske var du for fuld til at huske de sidste par timer på Culture Box. Eller måske besluttede du dig bare for en lørdag aften derhjemme.

Uanset årsagen kan du kort tid efter få et visuelt resume af aftenen, når billederne rammer de sociale medier. Det skyldes klubbernes faste fotografer, der mestrer kunsten i at forevige aftenens bedste øjeblikke og få selv den en halvslap aften til at ligne årets brag.

Fotograferne er nattens spioner, der sniger sig rundt uden de store armbevægelser på dansegulvet, og mellem de mange glødende cigaretter i rygerummet med missionen om at fange nattens udskejelser og med et visuelt udtryk være med til at forhøje klubbens coolness-niveau.


Foto: Polina Vinogradov

En af disse fotografer er Polina Vinogradova, der i 2005 fik sin start på den københavnske klub Culture Box, og som siden har skabt sig en karriere som fotograf indenfor modebranchen.

”Jeg tog mit første nattelivsbillede på Culture Box i 2005. De næste par år skød jeg billeder der regelmæssigt, og tre år senere blev jeg brugt som nattelivsfotograf på andre klubber som Stengade 30 og Dunkel. Jeg mødte på et tidspunkt en freelancer fra VICE Danmark, der spurgte, om jeg ville dække deres fester, og fra den dag gik det virkelig stærkt,” fortæller Polina.

Polina blev fast fotograf for VICE og dækkede små events, fester, festivaler og senere modeskydninger for bladet. Et af karrierens højdepunkter var, da det store modebrand Bjorn Borg kontaktede hende for at spørge, om hun ville være en del af deres ’Unforgettable Night’-kampagne.

”Det var en vildt stor ting for mig. Mine nattelivsbilleder var blevet spottet af et stort modebrand. Shit got real there,” fortæller Polina.

Men selvom det virker som en cool tjans at få gratis adgang til byens bedste klubber og skyde billeder af cool mennesker, er det også hårdt arbejde, hvor du ikke nødvendigvis får nok nattesøvn, fortæller Polina.

Det kan 24-årige Alesya Gulevich også nikke genkendende til. Hun har arbejdet som klubfotograf, siden hun var 18 år, efter hun så en besked på Facebook, hvor natklubben Simons ledte efter fotografer til et event under modeugen. Alesya fik jobbet, og hun har siden været fast klubfotograf på både Simons og dennes efterfølger; Sunday.


Foto: Victor Jones

Alesya fortæller, at det er et arbejde, der kræver en vis form for tålmodighed og energi og samtidig lysten til at ville være med til at skabe en fest.

”Det var lettere, da jeg startede. Jeg husker en uge, hvor jeg skød billeder fra onsdag til lørdag og tog hjem otte om morgen og redigerede og sendte alle billederne afsted med det samme. Og i løbet af aftenen havde jeg stadig tid og energi til at danse på bordene og drikke Fernet Branca, uden at det gik udover mit arbejde. Det kan jeg ikke længere. Det er en hård branche, og efter noget tid bliver det lidt det samme,” siger Alesya.

At drikke et par enkelte drinks og være social er nemlig en del af arbejdet af arbejdet som klubfotograf, men der er en tynd linje, du ikke må overtræde ved at blive for fuld.

Selvom det er en hård branche, fortæller begge piger dog, at det gode opvejer det dårlige.

”Det er og har altid været sjovt, fortæller Polina Vinogradova og fortsætter:

”Så længe du er vild med musik, vil det altid være en sjov opgave. Plus, hvis man er god til sit arbejde, kommer man til at møde en masse cool artister fra hele verden.”


Foto: Polina Vinogradov

De gode kontakter har bestemt været en god hestesko for Polina, som udover VICE og Bjorn Borg kan skrive kampagnebilleder for Adidas, Astrid Andersen, Henrik Vibskov, Won Hundred og Cheap Monday på CV’et. Og hun har haft billeder i S Magazine, Euroman og det internationale Dazed & Confused.

”Jeg har altid været selvkritisk og tager hvert job seriøst, uanset om det var den mest trashy fest nogensinde. Jeg gør en dyd i at give alle billederne min egen stil. Det gjorde jeg med nattelivsbilleder, og det er samme teknik, jeg bruger i mine modeserier.”

Alesya fortæller også, hvordan hendes billeder fra Københavns natteliv åbnede dørene til endnu flere muligheder.

”Et af højdepunkterne fra min karriere var, da en fyr fra Hamborg kontaktede mig, da han skulle holde en fest og gerne ville have, jeg skød billederne, efter han havde set mine billeder fra Sunday. Beskeden var selvfølgelig endt i min spam-inbox på Facebook, så jeg så den først tre dage inden selve festen. Instinktivt sagde jeg ja og modtog kort efter hotelreservation og flybilletter til Hamborg, og det endte med at blive en helt vild sjov oplevelse,” fortæller Alesya.


Foto: Polina Vinogradov

Disse dage har Alesya udskiftet nattelinsen med mere kommercielt arbejde, hvor hun blandt andet har leveret til Cover, MetroXpress, Less Magazine og Shoeshibar, men du kan stadig fange hende med kameraet i hånden i ny og næ på ARCH og andre kommercielle events.

Hun fortæller, at det er gennem arbejdet på Simons og Sunday, at hun primært har mødt nye kontakter, der har givet hende flere jobs, og at hun valgte at stoppe, mens legen var god.

”Jeg nåede bare det til det sted, hvor nætterne begyndte at være ens, med de samme mennesker til de samme fester. Jeg oplevede, at jeg ikke længere synes, at billederne var spændende og originale, og når jeg kiggede på billeder, havde jeg egentlig ikke selv lyst til at være der.

Som klubfotograf skal du lave billeder, der får folk til at sige ’fuck, hvor ville jeg ønske, jeg var med der’, og når jeg som fotografen ikke længere tænkte det, synes jeg, det var på tide at give faklen videre til ny og frisk energi, siger Alesya”

Ny og frisk energi finder du i form af Victor Jones på 22, der trods sin unge alder, allerede har skabt sig et navn for sig selv – især inden for streetstyle-fotografi. Victor har været fast fotograf på Sunday, og han vil også fortsætte, når folkene bag åbner deres nye projekt efter sommerferien.

Victor startede sin klubkarriere ved at tage billeder til gymnasiefesterne, men det blev hurtigt til jobs i nattelivet, hvor han blandt andet har skudt for klubben Hive. For Victor er det stadig et fedt job at være en del af nattelivet på denne måde.

”Jeg elsker mit job, og mit job er også min livsstil. Selvom jeg uge efter uge står torsdag, fredag og lørdag inde på klubben og giver den gas, elsker jeg det stadig,” siger han og fortæller, at det dog stadig er hårdt arbejde, og at han savner muligheden for at holde en hjemmeaften de dage, hvor festhumøret ikke er i top.

”Selvom det er fedt at få lov til at feste med alle, komme backstage til cool events og møde en masse mennesker, så kan det være svært, når man tre timer efter skal op til sig dagsjob og arbejde,” fortæller Victor Jones, der blandt andet har skudt for Henrik Vibskov, Asger Juel Larsen og Weekday.

Ifølge Victor er det sværeste ved arbejdet ikke at lade sig friste af de uendelige morgenfester, men at det samtidig også er der, han har fået mange gode kontakter

”Det er utroligt, hvor mange kontakter du kan få over en sjus eller 10 shots, i de tidlige morgentimer. Så det er en del af arbejdet.”

Sidder du med en klubfotograf gemt i maven, fortæller Alesya og Victor, hvad deres trick er til at tage det perfekte billede:

”Det kan ikke planlægges. Det gælder om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Og interagere med gæsterne på en naturlig måde. Mange vil måske ikke synes, det er fedt at få taget sit billede på en klub, mens andre er med på at være lidt vild og outreret,” forklarer Alesya.

Victor er enig med, at man skal have en god attitude, der gør, at de svært berusede mennesker gider at tale mig dig, når du kommer forbi med et kamera i hånden. Han mener, at den bedste egenskab er, at man er åben og positiv overfor alle. Han er dog ikke i tvivl om, hvad der definerer det bedste billede for ham:

”De bedste billeder er klart dem, hvor folk ikke altid er ’klar’. Når de ikke er parate og poser for kameraet, men de bare fokuserer sig om at have deres egen fest,” siger Victor Jones.

LÆS OGSÅ: Sunday: De største flasker, de dyreste stiletter, den lækreste krop

 LÆS OGSÅ: NorthSide 2016: Beskidt energiudladning, pivkølige nattetimer og vigtigst af alt…

LÆS OGSÅ: Unge rige russere indtager Instagram

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Drinks og Foto