Navnet Lara Croft resonerer blandt rigtig mange mennesker. Enten har man et forhold til den kantede action-figur gennem diverse spilkonsoller, hvor hun kaster sig ud i halsbrækkende eventyr på jagt efter forsvundne skatte. Eller også husker man Angelina Jolie i rollen som den hårdtslående, storbarmede og hurtigskydende teenagefantasi i spillefilmene ’Lara Croft: Tomb Raider’ og ’Lara Croft Tomb Raider: The Cradle of Life’.

Tidligere radiovært ved P3, Sara Frost, er en af dem, der fyldes med barndomsnostalgi, når hun ser figuren, der sidenhen har udviklet sig til en enorm franchise.

”Jeg var fornylig i biografen, hvor jeg så traileren til ’Tomb Raider’ for første gang på en biografskærm. Jeg ved ikke, hvad det var, men jeg blev virkelig bevæget af det,” siger Sara Frost.

I april 2017 blev Sara Frost inviteret til Cape Town i Sydafrika med en række influencere for at se indspilningerne til den præmiereaktuelle ’Tomb Raider’-film med svenske Alicia Vikander i hovedrollen.

Hvad betyder ’Tomb Raider’ for dig?

”Hun var min første heltinde. Jeg ser næsten hendes palæ i London som et barndomshjem, fordi jeg brugte så mange timer på at løbe rundt i det i spillet. Det var i 1998, da jeg som otteårig lige havde fået min første Playstation.

Jeg tror ikke, man behøver være mere end otte år for at kunne se, at en stærk kvinde med våben kan et eller andet. Dem er der kommet rigtig mange af siden i musik og film, men hvis man som barn var fascineret af tegneserieverdenen og spilverdenen, var der ikke meget at komme efter dengang. Dengang skulle kvinder oftest reddes.”

Har du et forhold til de gamle film?

”Der er vildt mange, der forbinder ’Tomb Raider’ med Angelina Jolie, og det forstår jeg godt. Men selvom hun faktisk var den Lara Croft, jeg kendte fra spillene, der var stærk, kravlede i mudder, havde sved på panden og ikke var bange for ret meget, så interesserede jeg mig ikke for de film. Jeg tror, at jeg i en periode var vokset lidt fra det, for jeg hører heller ikke til dem, der er sure på den gamle Lara Croft. Hun var et billede på tiden. Hun var så 90’er, som hun overhovedet kunne blive, med store bryster og den her Pamela Andersson-agtige krop. Hun kunne virkelig også noget dengang.”

Hvordan var dagene i Cape Town?

”Jeg fulgte optagelserne i tre dage og kom blandt andet forbi kostumeafdelingen, hvor de viste, hvordan et kostume så ud før, under, og efter kamp, når det var gået fuldstændig balalajka, og alle skurkene havde været efter hende.

Da jeg var mindre, ville jeg gerne være stuntkvinde, så det var virkelig en stor oplevelse at møde de tre stuntkvinder, der arbejdede på filmen. Jeg mødte også de stuntmænd, der designede alle stunts til filmen og tidligere havde arbejdet på ’Mad Max: Fury Road’.

At thaibokse med hendes stuntmænd, følge hendes træningsrutine og være i de store flotte haller, hvor de optog var virkelig imponerende. Jeg var inde og se optagelser i haller, der var så store, at vi var nødt til at køre mellem dem.”

Hvad må den nye ’Tomb Raider’-film ikke fjerne?

”De må aldrig tage eventyret ud af historien. Det er et univers, der ikke må blive for cool. Det her Indiana Jones-agtige med fælder og målet om at finde en eller anden amulet, eller hvad det nu kunne være, det må de aldrig blive for cool til, for det er det, der er Lara Croft og Tomb Raider.”

Snakkede du Alicia Vikander?

”Ja, jeg mødte hende, mens hun spiste frokost. Hun fortalte om hendes dage i Cape Town, hvor hun trænede inden hver optagedag og spiste fem store tupperware-bokse med mad om dagen. De var nærmere ude på at få hende til at tage muskler på gennem broccoli og ris.

Sådan trænede Alicia Vikander op til rollen som Lara Croft i ’Tomb Raider’

Hun fortalte, at hun havde nogle rigtig lange dage. Fysisk havde det været den mest udfordrende film, hun har lavet. Hun sagde også, at hun ikke var vokset op med Lara Croft, men at hun til gengæld havde spillet de nye spil rigtig meget. Jeg er ikke skuespiller, men jeg forestiller mig, at det er en speciel måde at lære sin figur at kende på.

Hvordan adskiller den nye film sig fra de gamle?

”Jeg tror, at forskellen kommer til at ligge i Alicia Vikander. Hun bliver en moderne udgave af Lara Croft, der ikke bor på et slot, for det gør et eller andet ved én, om man bor på et slot eller cykler rundt i Shoreditch i London. De små forskelle, der gør, at det bliver 2018-Lara Croft og ikke fars-trustfund-Lara Croft fra 90’erne og 00’erne. Det er ’Tomb Raider’-universets ’Batman Begins’.”

LÆS OGSÅ: David Chase genopliver ’The Sopranos’ med en ny spillefilm.

LÆS OGSÅ: Nu er det officielt: ’Black Mirror’ vender tilbage med ny sæson

LÆS OGSÅ: Tom Hardy skal spille Al Capone i ny gangsterfilm