Saybia efter syv års pause: "Vi er ikke et revival band. Vi har givet håndslag på, at vi skal blive ved at udvikle os"

Mirakelbandet fra 00’erne laver comeback som oldboyshold.

10. oktober. Paard van Troje, Haag. Holland.

Saybia sidder stille backstage. En telefon cirkulerer rundt mellem de fem mænd, der på skift læser på den, tager sig til hovedet og giver den videre med et ”ej, ej, ej.” En fan har fået kræft. Uhelbredelig. Han skulle have set dem i Amsterdam ugen forinden, men måtte ligge på hospitalet i stedet. Hans veninde har skrevet til Saybia, at han er ved at dø og har bedt om at få spillet deres nummer ”Untitled” til sin begravelse.

”Shit,” siger forsanger Søren Huss, rejser sig og går.

Det er syv år siden, at fansene sidst har kunnet opleve dem på tourné og otte år siden det tredje album blev sendt på gaden. Nu er der kommet et fjerde, ’No Sound from the Outside’, og det markeres ved en tourné i Holland, Belgien, Schweiz og Danmark.

For 13 år siden var Saybia det første band nogensinde til at få deres debutalbum direkte ind som nummer et på den danske hitliste. Med over 300.000 solgte eksemplarer blev det det bedst sælgende album i 2002. De modtog prisen for 'Årets Danske Album' og 'Årets Danske Gruppe' ved Danish Music Awards foruden en lang række andre priser, og Søren Huss blev 'Årets Danske Sanger'.

I 2004 udkom deres andet album, ’These Are the Days,’ der rundede 150.000 solgte eksemplarer. Saybia's tredje album, ‘Eyes on the Highway,’ blev udgivet i 2007 og solgte 50.000 styks. Herefter var den kreative energi brugt op. Bandet gik i fordragelighed hvert til sit. Indtil nu, hvor bandet endeligt er tilbage på Europas landeveje for at gense deres fans.

LÆS OGSÅ: Historien om Love Shop: Outsidernes opstigning

Tim, der er scenetekniker på spillestedet Paard van Troje, arbejdede i en cd-forretning, da Saybias to første albums kom på gaden:

”Jeg har aldrig mødt nogen, der ikke kan lide Saybia. Altså, det er ikke fordi, musiklivet i Holland har stået stille siden de var her sidst, men jeg er da sikker på, at de fleste har i hvert fald et par af deres numre på Spotify-listen.”

Saybia ramte rent. Både herhjemme og i Holland med den perfekte blanding af vellydende pop og følsom syng-med-rock lige i det gyldne spændingsfelt mellem undergrund og mainstream. De var Coldplay før Coldplay, som Tim forklarer det.

Men Saybia kan ikke leve i startnullerne længere. Det ved Søren Huss også. Han er gået alene ned i Paard van Trojes backstage-rygerlokale. Han ryger på en rød King’s og drikker et glas med chunks af ingefær og citron i varmt vand:

”Albummet kunne ikke være kommet på et værre tidspunkt. Det blev forsinket og kom derfor dagen efter, vi spillede første koncert, så folk har slet ikke haft tid til at lære de nye numre at kende. Og så har min datter lige haft 10 års fødselsdag, så jeg har fokuseret på det i stedet.”

Datteren Ronja er det vigtigste i Sørens liv, og hun kommer før alt andet. Især efter hans kærestes alt for tidlige død for otte år siden. Hun blev påkørt i en højresvingsulykke, og Søren gik i sort. Både i overført og bogstavelig betydning. I flere år var han væk og sås kun ved tilfælde i byen som en tæt, mørkklædt figur med stort, fedtet skæg og en duft af melankoli hængende omkring sig.

LÆS OGSÅ: Livet som ukendt rockstjerne: ”Det er ikke rock’n’roll, det er benhårdt arbejde"

Så kom han op igen med to soloalbum med danske, inderlige og terapeutiske tekster og som en forandret mand. Det var nemlig en hel anden Søren Huss, folk lærte at kende i starten af forrige årti. Der var han den lille forsanger med den store stemme i front for bandet med bootcut, halvlangt hår og fabrikskrøllede skjorter.

I dag er han pænt klippet og smiler, når de andre joker. Deres scenetøj er blevet opdateret til koordinerede sorte outfits. Selv er han i sorte bukser og sort skjorte.

”Tillykke. Jeg har set, at I er nummer 5 på albumlisten,” siger en fra det hollandske opvarmningsband, da han kommer ind i rygerummet.

”Nej, vi er nummer 9,” siger Søren og låner ham en lighter. For en, der påstår ikke at gå særligt meget op i, hvordan albummet sælger og bliver modtaget, er Søren Huss virkeligt godt opdateret på listeplaceringer og anmeldelser.

Han er også nervøs for, om der kommer nogen til koncerterne. Der er løbet meget vand gennem åen siden sidst, som han siger flere gange. Er de blevet glemt? Kan folk huske dem? Det er han nervøs for. Derfor er det på sin vis bekræftende, at en døende fan vil have spillet et af deres numre til sin begravelse.

Fra venstre: Jeppe, Søren, Jess og Kasper. Palle er andetsteds.

Jeppe Langebek Knudsen spiller bas og ligner en parring mellem en grand danois og en musiklærer, og går med rolige skridt og stenfjæs hen til køleskabet efter en vand. I de mellemliggende år, Saybia har ligget stille, har han arbejdet med handicappede som omsorgshjælper i Nyborg. Og lige så meget som han nyder at være ude med barndomsvennerne igen, lige så meget nød han at være fri for det:

”Hvis nogen spurgte mig, hvem jeg var, kunne jeg ikke svare andet end Saybia. Det havde fyldt alt min tid 24/7 i næsten 15 år. Pludselig skulle jeg finde ud af, hvem jeg var udover det. Jeg er rigtigt glad for at være omsorgshjælper, og det er ikke så langt fra at være musiker, som man skulle tro. Begge dele handler om at arbejde med mennesker, og det er egentligt det vigtigste for mig.”

LÆS OGSÅ: Bikstok om bagsiden af succesen: "Der var koncerter, hvor vi ikke kunne være i backstagerum sammen"

Han sms’er i sofaen i deres backstagelokale. På et bord står et udvalg af hollandske oste og skinke og køleskabet er fyldt med næsten alle drikkelige væsker, man kan komme i tanke om, men det er kun vin og vand, der er rørt ved. Palle Sørensen (trommer) har lidt besvær ved at bukke sig ned og binde sko. Maven siger også mere farmand end rockstjerne, håret er gråt og han joker med ikke at ville fotograferes oppefra, da det vil afsløre hans skaldede fuldmåne.

Da han får skoene bundet, læner han sig tilbage og nævner en scene fra Gasolin-dokumentaren. Den, hvor Franz Beckerlee står nede på socialkontoret dagen efter rockbandet splittede op. Det er lidt det samme med Palle. Han blev lagerarbejder, da han kom ud i den virkelige verden:

”De andre på lageret syntes, det var sært, at jeg pludselig var der. For mig var det rart. Vi havde levet i en parallelverden. Nyhederne i tv om dagpengereformer og alt det der, var en hel anden verden. Alt drejede sig om Saybia. Derfor var det en befrielse bare at kunne køre gaffeltruck.”

Men nu er de tilbage igen, og i Holland er de pladeselskabets førsteprioritet. Der er booket godt op med radiointerviews for at få noget af det dér airplay, der er så vigtigt for at sælge plader og få fyldt Paard van Trojes 1.100 pladser op.

Selvom de fem har været umanerligt afslappede i timerne før showtime, begynder nerverne at kunne mærkes en halv time før go-time. Søren griber en akustisk guitar og går ud på gangen for at varme op, Jess, keyboardspilleren, vrinsker som en hest, Kasper, guitaristen, hopper op og ned, Palle trommer på alt omkring sig og selv Jeppe har rejst sig for omhyggeligt at stryge sin skjorte.

”Er der mange?” spørger Palle.

Det er der. Der er udsolgt på samtlige hollandske koncerter. Paard van Troje har et tætpakket publikum i tre etager, langt de fleste af dem er mellem 35 og 45 og er kommet for at høre deres favoritmelodier: 'The Second You Sleep', 'The Day After Tomorrow' og især 'I Surrender'. Men også en del unge Haag’ske hipstere med 'No Sound from the Outside' t-shirts prøver at komme frem mod scenen.

Saybia tripper foran scenedøren, så klar er de. Et minut. De hopper lidt på stedet og rømmer sig. De krammer hinanden. De går på. Publikum hujer som et stormvejr.

Først spiller de et nummer fra den nye. Så et fra den første, et fra den anden, en fra den første og en fra den nye. Indimellem numrene hilser Søren og pjatter lidt med hollænderne. Han er skiftevist syngende engel og hyggelig, rundkindet drenge-far. Så siger han:

”Det her er fra det første album, måske kender I det. Hvis I gør, så syng med: 'You close your eyes…'

Halvdelen synger med. Samtlige 1.100 haag’ere synger med, da omkvædet kommer:

*Dung digga dang* 'I staaay…'

LÆS OGSÅ: Kim Larsen: Manden der ikke gad være en myte - men blev det alligevel

Søren svæver. Han hiver hele publikum med op på scenen. Hans stemme er anderledes i dag i forhold til for 13 år siden. Ikke dårligere, men anderledes. Dybere. Ordene falder på en anden måde. Han er blevet ældre, mørkere, dybere:

”I dream of you tonight. Tomorrow you’ll be gone. I wish by God you’d stay…”

Efter sidste nummer bliver de kaldt ind på scenen ikke én men to gange. Bagefter er de roligere end scenecrewet, der ikke kan være i sig selv af begejstring. Søren tænder en rød King’s:

”Det gik da meget godt.”

Derefter halvanden times autografskrivning. Saybia er tilbage i Holland.

24. oktober. Knæk Cancer, TV 2. Nordisk Film, Valby

To weekender og fem udsolgte koncerter i Holland senere er Saybia i Valby. De er placeret i et kunsterrum på Nordisk Film sammen med Rasmus Seebach, Fallulah, to pr-folk fra Sony og en gigantisk cheesecake, ingen rører ved.

De skal spille til det årlige 'Knæk Cancer' indsamlingsshow på TV 2, og det er første gang i mange år, Danmark får Saybia at se. De skal med andre ord genintroduceres med et fem minutter langt musikindslag i primetime.

”Folk kommer jo for at høre de gamle numre, og det forstår jeg godt. Hvis jeg er til en Radiohead-koncert, og de ikke spiller ”Paranoid Android”, så går jeg. Derfor spiller vi også de gamle numre. Selvfølgelig.  Men vi vil gerne undgå, at blive et Saybia coverband,” siger Søren Huus. Han sidder sammen med Jess ude foran og ryger røde King’s.

LÆS OGSÅ: "Jeg prøver at lære Saman, at talent ikke er nok i sig selv. Det skal kombineres med hårdt arbejde."

Jess Jensen spiller keyboard og ligner modsat de andre i bandet totalt ”sig selv”. Det er ikke til at se på ham, at der er gået 13-15 år siden de første professionelle promotionbilleder. Bevares, håret er kortere og han har groet et Vesterbro-overskæg, men ellers skulle man tro, han bare havde taget noget andet tøj på.

”Jeg synes, at de gamle hits har fået nyt liv. Energien fra den nye plade smelter sammen med dem, så de ikke er gamle længere. Ellers kunne man jo bare sætte Spotify på og gå sin vej. Derfor er det også fedt at spille dem igen,” siger han.

Han var i flere år træt af at spille dem om og om igen. Især i de år bandet officielt lå i dvale, men de alligevel var ude og spille til festivaller op til tre gange på en sommer for at betale et fælleshus, de havde købt i Køge.

”Det hus var en kæmpe betonklods om benet. Selvom det var fedt at komme ud og spille med sine venner, var det ikke det samme. Vi lavede jo ikke noget nyt. Vi var total drænede for energi og kunstnerisk overskud. Det var også derfor, vi egentligt stoppede, men så var der lige det hus.”

Kunne Jess spole tiden tilbage, ville han have turneret mindre, hygget mere og givet sig selv og de andre mere tid. Det er opslidende at ligge på langs i en tourbus tværs igennem Europa i 18 måneder og så blive kørt direkte til et pladestudie bagefter. Måske er det derfor, det tredje album, ’Eyes on the Highway’, ikke levede op til de to foregående.

Det solgte mindre end det andet, der igen solgte mindre end det første. Det gik den forkerte vej, og det er svært andet, når man starter på toppen. Alle de ting kombineret betød, at det eneste rigtige at gøre, var at sætte Sabya på pause.

Jess begyndte i stedet på Den Grafiske Højskole. Det første stykke tid var han dog ikke i skole, da han lige skulle på en hurtig tourné, der var booket i forvejen. I dag driver han sammen med nogle medstuderende et grafisk bureau, der blandt andet har lavet cover på Saybias nye album.

”For mig at se er der ingen grund til at droppe mit daglige arbejde for at fokusere mere på bandet. Jeg har to bolde i luften, der kører. Før havde jeg kun én. Desuden spiller vi kun i weekenderne, så det kan sagtens lade sig gøre, siger Jess.”

Øvetiderne er også tilpasset det mere voksne liv, de hver især fører i dag. Hver tirsdag efter arbejde mødes de i et øvelokale i Nyborg på Fyn. Søren og Kasper er de eneste af dem, der udelukkende lever af musikken.

”Ambitionerne er anderledes i dag, end da vi begyndte. Vi er ikke så naive længere, at vi dropper alt for at spille Tyskland op fra slap. Nu handler det ikke om at erobre verden længere. Nu handler det om musikken,” siger Søren.

Det er også en af grundende til, at 'Knæk Cancer' er idealt for Saybia, for her har de nemlig fået lov til at spille live på scenen modsat lignende tv-programmer, hvor musikerne mimer og lader som om, mens et bånd spiller.

Det gider Saybia ikke. Det er musikken det handler om. Også på ’No Sound from the Outside.’ Det er en plade, de har lavet for at spille sig sammen som band igen, og for at få deres nye guitarist Kasper Rasmussen integreret i Saybia.

LÆS OPSÅ: Anders Samuelsen: "Jeg kan se symptomerne på en alkoholiker på 1.000 kilometers afstand"

Han plejer nemlig at spille trommer i et progressivt mod-punk band, der er populære i besatte huse overalt i Tyskland. Da Saybias oprindelige guitarist, Sebastian Sandstrøm, stoppede på grund af kunstneriske uoverensstemmelser, blev Kasper inviteret.

Jess kendte nemlig Kasper perifært og vidste, at han var gennemmusikalsk både på trommer og guitar, i punk og i tuderock. Han blev sendt nogle demoer uden guitar på og fik god tid til at tænke sig om, inden han sagde ja til tjansen.

Scenetøjet hænger på et stativ, netop fløjet ind fra Holland, og der får det lov til at hænge til efter lydprøve, kameraprøve og sminke. Der skal ikke ske noget med det, siger folkene fra Sony. I aften skal alt klappe. Det er en vigtig aften:

”Seertallene svinger mellem 800.000 og 1.200.000 mennesker. I et program som dette får folk præsenteret den nye musik, uden de egentligt skal gøre noget aktivt for det. Og så er seerne lige i målgruppen. Danish Music Awards, det er Kesi, men Knæk Cancer er mere Saybia,” siger Karina Fenn fra Sony.

På vej tilbage til kunsterrummet efter kameraprøven siger hun til Søren, at han skal være opmærksom på at kigge mere op:

”Åbn op, byd folk velkommen. Hey, det er Saybia i 2015!”

De skal spille to numre: 'The Second You Sleep', monsterhittet fra den første plade og 'Black Hole' fra den nye. På den måde minder de seerne om, hvem de er, og præsenterer dem for noget nyt. Generelt blander de så mange nye numre ind i de gamle som muligt, men sådan skal det ikke blive ved:

”Om et års tid skulle det gerne vende, sådan så vi blander de gamle ind imellem de nye numre. Vi er ikke et revival band. Vi har givet hinanden håndslag på, at vi skal blive ved, og vi skal udvikle os. Men spille Tyskland op, dag efter dag, det gider vi ikke længere,” siger Søren, mens han knapper sin sorte skjorte.

”Hvem ved, måske kommer der igen en hitsingle lige pludseligt, der ændrer på alting og bliver kæmpestor, men det er ikke meningen med den nye plade. Vi er ude at spille, fordi vi har lyst. Fordi energien er der, og fordi vi er blevet glade for hinanden igen. Vi har ikke været uvenner, slet ikke, men nu er det sjovt igen. Vi er som et oldboys fodboldhold.”

En mobiltelefon bliver hevet frem, og 'The Second You Sleep' bliver fundet på Spotify. Var tempoet rigtigt under prøven? De diskuterer lidt og bliver enige om, at det nok var lidt for langsomt.

Jess sætter sig og ser 'Knæk Cancer' i fjernsynet fra backstage-lokalet. Jeppe sms’er i sofaen. Kasper og Palle ryger. Søren spiller akustisk og synger i et hjørne op mod et køleskab for sig selv. Han prøver de første linjer af 'The Second You Sleep' af et par gange, til han synes, de sidder. Så vender han sig om og synger med høj, selvsikker stemme mod de andre, der hopper med.

De får scenetøjet på og går over i studiet, får deres øresnegle i og stiller sig parat. En pige, der har overlevet kræft, læser op af sin dagbog omme på den anden sige af kulissen. Saybia krammer hinanden, hopper lidt på stedet og rømmer sig.

Cecilie Frøkjær og Morten Ankerdal præsenterer dem:

”Et af Danmarks bedste band står på scenen lige nu. For nogle år siden kunne vi alle sammen synge med på deres hit ’The Second You Sleep.”

”Ja, hvis man kunne komme derop,” joker Morten Ankerdal.

”Ja, hvis man kunne det. Man kunne i hvert fald altid nynne med. Nu er de aktuelle igen med et nyt album. Her er de. Mine damer og herrer: Saybia.”

Saybia er ikke til at kende og alligevel sidder sangene, som om de aldrig har været væk.  Det hele er mørkere og mere voksent end sidst. Det er ikke et coverband, det er Saybia. ”Tak for et dejligt gensyn”, ”Det var ventetiden værd”, skriver folk på Facebook. Saybia er tilbage i en million menneskers bevidsthed.

De går stille og roligt tilbage til kunsterrummet. Pladefolkene nærmest gadedrengehopper ved siden af og klapper dem på ryggen. Bandet får sig hver en cigaret og begynder at planlægge hjemturen. Søren skal sidde i callcentret og tage imod donationer, så han siger farvel til de andre for i dag:

”Nå, men vi ses på tirsdag, ikke?”

Jess, Kasper, Jeppe og Palle hænger omhyggeligt scenetøjet tilbage på stativet. Nu er der en lille måneds pause, inden tournéen fortsætter rundt i Danmark og så til Belgien og Schweiz. Men først tilbage til virkelighedens verden.

”Lige nu er jeg glad for, at jeg ikke skal ind i en bus og sove, mens vi jagter et gennembrud i USA,” siger Jess.

”Jeg tænker på ham i Holland, der var ved at dø af kræft og ville have et af vores numre spillet til sin begravelse. Der findes simpelthen ikke en større cadeau til musik end det. Så har man eddermame efterladt et aftryk.”

LÆS OGSÅ: Punk er det nye sort

LÆS OGSÅ: "Jeg måtte snige mig ud på toilettet og ringe hjem og dæmpe gemytterne.”

LÆS OGSÅ: Aalborg, du er stadig min gamle havneluder

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Bøger