Det vakte vild opmærksomhed, da Wu Tang Clan sidst i marts annoncerede, at deres nye album – ’Wu Tang: Once Upon a Time in Shaolin’, der markerer rapgrupppens 20 års jubilæum, kun ville blive udgivet i et enkelt eksemplar. 

De 31 numre på den eneste eksisterende CD kommer så også i en indgraveret, håndlavet boks udført i sølv og nikkel og kommer til at koste et uspecificeret millionbeløb, der har været tale om et privat bud på cirka 30 millioner kroner.

Den kommende ejer kan gøre med albummet, hvad han vil: Tjene penge på videresalg, som var det et maleri, begrave det dybt under et fjeld eller lægge det ud til gratis download på nettet.

Nyheden blev modtaget med harme fra fans, der føler, at musikken tilhører dem, mens nogle kommentatorer ser på den som en genistreg, der kan ændre musikbranchen og dens markedsføringsstrategier for altid.

Der er ingen tvivl om, at Wu Tang Clan har godt øje for at skabe opmærksomhed omkring deres første albumudgivelse siden 2007, og nu har de føjet ekstra hype til hypen ved at give en reporter fra det kendte amerikanske erhvervsmagasin Forbes en invitation til Marrakech i Marokko, hvor han får lov at se den prangende albumæske med egne øjne og få en meget flygtig mundsmag af lyden på ’Once upon af time in shaolin.

’Hvis det korte pluk med Ghost Face Killah er retningsgivende, er lyden på det hemmelighedsfulde album rå, smadret og old school.

Du kan også høre det i videon, hvor journalisten Zack O’Malley Greenburg hænger ud med albummets producer, Tarik ’Cilvaringz’ Azzougarh, og diskuterer, hvordan det er lykkedes at undgå, at musikken blev lækket, inden udgivelses-stuntet blev sat i sving.

Du kan også se reporteren beundre albummets prangende skrin i et fyrsteligt indrettet riyad-hotel – værelse nummer 36, selvfølgelig:

 
Angivelig skal albummet, inden det overgår til sin fremtidige ejer, turnere rundt på gallerier og museer i sin ekstravagante beholder.

LÆS OGSÅ:  Se de chokerende billeder: Hiphop-stjernernes forbløffende lighed med renæssancefyrster

I mellemtiden har to Wu Tang-fans startet en crowdsourcing-kampagne for at købe albummet fri, så alle kan få glæde af det digitalt. Målet er at nå de 5 millioner dollars, som skulle være blevet tilbudt Wu-medlemmet RZA fra en ikke afsløret person eller virksomhed.

Indtil nu går det ikke så godt for dette demokratiske initiativ, der kun har indsamlet knap 15.000 dollars med 33 dage tilbage.