Kunsten af skabe special effects
Foto: Marie Hald

Kunsten af skabe special effects

Special effects-mageren: I Mortens værksted er der en blodig hjerne og en stabel døde babyer

I mere end 28 år har han lavet effekter for de fleste store film herhjemme.

Sidste gang Morten Jacobsen tog til Norge, var det med et råddent ben i sin kuffert. Sådan et, hvor en af tæerne var planlagt at skulle skæres af. Han havde det i sin håndbagage, for det skulle nødigt blive væk.

Det var en god dag, syntes Morten Jacobsen. Han skulle endelig op og gøre brug af sit ben, som han havde arbejdet på i to uger - siddet på nettet og kigget på ben med koldbrand i, for siden at ramme det hele i en autentisk version i silikone. Benet var en bestillingsopgave til den norske storfilm, ’Den 12. mand’, om en mand, der under 2. Verdenskrig flygter fra nazisterne ud i vildmarken for først komme tilbage til civilisationen mange måneder efter og 36 kilo tyndere.

Morten Jacobsen er special effects make-up artist og manden, man i nordisk sammenhæng ringer til, hvis man skal have lavet en hjerneoperation, fem enfoldige brødre med hareskår, en Simon Spies- og Glistrup-type eller to spejlvendte kopier af Mikael Persbrandts hoved, som har været trukket efter en hest.

I hans værksted på Prags Boulevard på Amager, hvor jazzmusikken flyder venligt ud af hans højttalere, er der ikke meget andet, der spreder hygge. Her ligner det mere Frankensteins kontor. På hylder ligger en blodig hjerne i en plasticpose, en stabel døde babyer læner sig op ad hinanden, der er piske og skruetvinger på væggen og så en hel kasse fuld af præcise aftryk af alt fra sangerinden Björks ansigt til den franske skuespiller Jean Renos og amerikanske Clair Danes’.

Her står dunke med tokomponent silikone, gipsmateriale, maling – mest i hudtoner - og en samling af bideskinner til tandaftryk. Og ovre i et hjørne i øvrigt syv statuetter, som han har vundet til Robert-prisuddelingen for hans bidrag til effekter i ’Mænd og høns’, ’Spies og Glistrup’, ’Antichrist’, ’Fakieren fra Bilbao’, ’Europa’, ’R’ og ’Når dyrene drømmer’.

Morten Jacobsen har arbejdet professionelt med special effects make-up, siden han var i midten af tyverne. Men fascinationen af håndværket startede tilbage i tiårs-alderen oven på en sommerferie med familien i Los Angeles:

”I Disney Land var der en magic shop, hvor jeg købte et sminkesæt, som en mand, der hedder Dick Smith, havde lavet til børn. Siden fandt jeg ud af, at han er en af de største sminkører, der findes. Overhovedet! Ham, der har lavet ’The godfather’, ’Deer Hunter’, ’Eksorcisten’ og ’En god dag at dø’,” fortæller Morten og peger på en indrammet tekst på væggen, hvor indlægssedlen fra sminkeboksen er rammet ind:

”To my young friends …,” begynder den.

”Og hvis jeg i dag lugter til noget gammelt harskt fedtsminke, bliver jeg helt varm om hjertet, fordi det minder mig om det dér sminkesæt,” siger han.

Zombierne kommer
Hjemme i Dragør begyndte Morten at øve sig i at lave sår og ar på egen krop. Så lå det stille i nogle år, indtil han blev udvekslingsstudent i Los Angeles som 16-årig og begyndte at læse Fangoria-blade om film- og make-up-effekter i gyserfilm.

”Det mærkelig er, at jeg overhovedet ikke var optaget af gyser- eller Star Wars-film. Det var make-up-delen, der interesserede mig. Så jeg fik min amerikanske mor til at køre mig ud til sminkebutikker, hvor jeg købte lidt forskellige materialer og bogen ’Grande Illusions’, der handler om teknikken bag make-up-effekter,” fortæller han og tager den falmede bog ned af en reol og slår op på en side, hvor der ligger en mand i en seng med en træstolpe høvlet ned gennem brystkassen.

Siden forsøgte Morten sig med gymnasiet, kedede sig, gik ud og besluttede at uddanne sig som reklametegner på et lille reklamebureau, hvor han arbejdede et par år, indtil hans far foreslog ham at hæve børneopsparingen og tage på Joe Blasco Makeup School i Hollywood og forfølge sin drøm.

Fire en halv måned efter kom han hjem med masser af teknikker til en dansk filmindustri, der var begyndt at ændre karakter. Tidligere havde den vildeste udfordring været i film som ’Midt om natten’, hvor der var nogen, der fik tæsk, men nu dukkede der film op, hvor der var brug for deciderede special effects make-up artister.

Første opgave for Morten Jacobsen blev til Shu-bi-duas ’Den røde tråd’, som indeholdt både zombier og spøgelser, og så ringede en forholdsvist ukendt instruktør en dag Morten op og spurgte, om han ville hjælpe med hans ’Europa’. Siden den dag har Morten været med på alle Lars von Triers film, der blandt andet er kendt for at indeholde en god portion morbide elementer. Så der har været masser at gøre for en fyr som Morten.

”’Europa’ var en kæmpe film med togtur ned gennem Tyskland - meget kompliceret og før computer. Jeg skulle blandt andet lave en besværlig scene med Jørgen Reenberg, der begår selvmord i et badekar ved at skære i sig selv.

Der indgik også en togvogn med kz-fanger, som udløste en masse ballade, fordi Lars von Triers produtionsselskab søgte AIDS og kræftpatienter, der skulle spille rollerne for at få nogle statister, der var pindetynde. Men dem, der meldte sig, havde altså virkelig lyst til at bruge deres krop til noget. Så jeg syntes, det var ok. Udo Kier blev i øvrigt også skudt. Det var mit første store projekt, og på et tidspunkt tænkte jeg, at hvis jeg falder på cyklen og brækker begge mine arme, vil det passe mig godt, for jeg var helt stresset,” fortæller han.

Herfra tog det fart, og i dag har han en flot, lang liste af vigtige danske film på sit cv. – ’Breaking the waves’, ’Antichrist’, ’Portland’, ’At kende sandheden’, ’Kvinden i Buret’, ’R’, og senest ’Underverdenen’, hvor han har fået Dar Salim til at se tilpas gennembanket ud.

”Jeg synes selv, jeg er blevet god til at organisere det, finde min plads på settet, så jeg ikke fylder for meget, og er god med skuespillere, for at det er behageligt for dem – altså selve psykologi-delen. Og så synes jeg, jeg har et godt øje for, at det er realistisk.”

Øjnenes ydmyge værktøj
Det er det realistiske greb, der interesserer Morten Jacobsen mest. Og for at komme det nærmest, er han overbevist om, at det handler om at have gode øjne, der kan se, om man får lavet det rigtige. Hænderne er bare øjnenes ydmyge værktøj.

”Det sværeste er at lave alderssminke. Folk tænker for meget i rynker i stedet for bare et ansigt, der falder lidt sammen. Og så synes jeg ikke filmsminke er interessant. Det skal ligne virkeligheden. I amerikanske film er blodet som regel meget mørkt og meget tykt, men hvis man i virkeligheden bløder, er det ofte tyndt og rødt. En brækket næse, laver mange også som en lille bule midt på næsen med et snit i og lidt hævelse på toppen af næseryggen, men i virkeligheden så hæver hele næsen op og bliver stor og tyk. Det synes jeg er fedt.

Jeg skulle for eksempel engang lave Lars Brygman til en tv-serie, hvor han blev slået i hovedet med en stol. Voldsomt. Og det eneste, jeg gjorde, var at hælde en hel liter blod ud over ham. Jeg elskede det! Det lignede ikke en sminketing, men sådan det ville være.”

Viden om, hvordan den virkelige vold og død sætter spor på kroppen, finder Morten ved at kigge i sin retsmedicinbog, Forensic Pathology, og så på nettet. Det viser sig, at han faktisk kun lige kan klare at stikke snuden kortvarigt ind i sværmen af rædsler. For ifølge Morten er han en frygtelig følsom type.

”Hvis jeg skal lave én, der har ligget i vand, kniber jeg øjnene sammen og vælger nogle få billeder ud og bruger dem. Så finder jeg ud af, at druknede, der har ligget i vand længe, bliver store og tykke, at de skifter farve på den og den måde og får løs hud. Eller folk, der er brændt, altid har bøjede arme. Det er noget med, at senerne bliver korte. Lige i starten, når jeg ser på det, er jeg ved at brække mig, men så finder jeg fem billeder og bruger dem,” forklarer han.

Og det kan jo forekomme som lidt af et paradoks. For hvis hans ambition er at ramme det autentiske, skal han da netop spærre øjnene op og bore blikket ned i detaljerne …

”Ja, men internettet er et grusomt sted. Jeg skulle engang lave et brændt lig til den islandske film ’A little Piece of Heaven’, og så kom der først en masse brændte børn fra Indien frem … og jeg har selv børn. Jeg kan ikke tåle det. Men så kan man sige, at det, jeg selv laver, ikke er uhyggeligt for mig. Det er jo mig, der bygger det, og det dufter godt. Jeg bruger sminkeagtige ting, en støbeform, silkekone, og så skal jeg se, om jeg kan ramme den dér grønne eller blå farve.”

Men altså. Vi prøver lige én gang til: For hvorfor beskæftiger Morten Jacobsen sig overhovedet med den her genre, når han nu synes, det er så svært at kigge på den virkelige død og ulykke?

”Det ved jeg ikke. Når jeg mødes med nogle andre sminkører rundt omkring fra verden på messer, så er de optaget af gamle ’Man of a thousand faces’ og Frankenstein-film fra 1931 eller Eksorcisten. Det er jeg jo ikke.”

Man kan derfor godt få den tanke, at det ville være ret uhyggeligt for Morten Jacobsen at sidde og arbejde i sit værksted i skumringstimen, hvis lyset skulle falde på de to versioner af Michael Persbrandts hoved med knuste mælkeblå øjne og afrevet hud - navnlig fordi, de ligner den svenske skuespiller så utrolig godt:

”Det kan kun give mig hvilepuls, eller en tanke om, om det nu er godt nok lavet. Jeg kunne sove med dem i sengen, det skulle ikke genere mig,” siger han.

Der er altså ikke ret meget skræmmende over at være i selskab med Morten. Han læser Inger Christensen-digte i sin fritid, passer på sine to teenage-døtre og har ’Magnolia’ og’ Oslo, 31. august’ på sin hitliste over film, han gerne ser igen og igen. Til gengæld ved han, at det læs af frøer, som plasker ned fra himlen i slutningen af ’Magnolia’ er lavet af Steve Johnson, er i silikone og skudt af sted med et slags hjemmelavet frøregnvejrsanlæg.

Tæt på
Gennem ti år havde Morten firmaet Soda ApS sammen med kollegaen Thomas Foldberg, og da Persbrandts hoved skulle konstrueres til ’The Salvation’ foregik det en formiddag i Morten og Thomas værksted, hvor den svenske skuespiller fik overhældt lun silikone fra bryst til hypofyse og kun lige kunne trække vejret gennem nogle huller, der blev lavet ved næseborene:

”Hvis man skal afstøbe folk, kan det godt psyke dem en smule, at man er dækket helt ned til brystet i en times tid, mens nogle mennesker, man ikke kender, nulrer rundt med ens krop. Jeg har ikke haft nogen, der er flippet ud, men Björk havde lidt svært ved det. Så hun havde en veninde med, der healede hende, mens hun blev afstøbt. Det var til ’Dancer in the Dark’, hvor hun skal hænges til sidst. Så jeg skulle blandt andet lave en dukke-version af hende og var nødt til at sætte mig ind i, hvordan man bliver hængt. Jeg har nogle papirer fra et amerikansk fængsel med retningslinjer for hængning. Det er noget af det mest perverse, jeg nogen sinde har set.”

Morten Jacobsen er desuden en af de få sminkører, der kan joke med, at der ikke er ét sted på kroppen, han ikke har været med til at sminke – for eksempel både en klitoris til ’Antichist’ og et blodigt underliv i en abortscene til ’Nymphomaniac’:

”Det er desværre sandt! Det spændende ved nogle af de dér Lars von Trier-film, er, at man godt kan blive skubbet lidt til kanten. Det er aldrig kedeligt. Men det har været lidt et pres nogle gange, fordi det er voldsomme fysiske og meget kropslige ting, Lars von Trier roder med,” siger Morten og giver et lidt andet billede af samarbejdet med Lars von Trier, der ellers har ry for at bringe de fleste mennesker omkring sig ud af fatning.

”Sådan oplever jeg det ikke. Han er den bedste arbejdsgiver. Han stoler meget på de mennesker, han har omkring sig, giver frie hænder, når de første aftaler er på plads, og så har han virkelig gode øjne i hovedet. Hvis der er noget, der ikke spiller optimalt, kommer det ikke med i filmen. Lars von Trier er faktisk ret nem og sød, og han ville hade at høre det. Men han driller rigtig meget. Hvis han kan finde et ømt punkt hos folk, så kører han på det.”

For Mortens vedkommende handlede det i en del år om, at Trier, hver gang han så ham, sagde, at Morten nok ikke blev en rigtig god sminkør, før han sprang ud som bøsse.
”Bøsse-Mogens, kaldte han mig, fordi Jørgen Reenberg var kommet til at kalde mig for Mogens en gang.”

Morten Jacobsen kan åbenbart tåle mosten, som han mener er en af forudsætningerne for at kunne arbejde for Lars von Trier. Og så har han efterhånden også 28 års erfaring i sit fag. Den største tilfredsstillelse er, når han forlader et filmsæt, pakker sine ting sammen og er forsikret om, at hans del af opgaven er lykkedes godt, og han har leveret præcis dét, instruktøren har bedt om.

Den fornemmelse havde Morten Jacobsen, da han forlod Norge med sit ben i koldbrand. Det gik godt. Skuespilleren fik klippet sin tå af præcis, som der stod i manuskriptet, instruktøren fik syn for sagen, og Morten kunne tage hjem til sine børn på Vesterbro og have en helt almindelig, rolig og utrolig hyggelig aften.

LÆS OGSÅ: Kuglepenne, joints og bamser: Det boomer med gaver ved Dan Turells og Natasjas gravpladser

LÆS OGSÅ: De bedste bøger i 2017 - indtil nu

 LÆS OGSÅ: Selfie-tid: Euromans fotografer vender linsen mod sig selv