Foto: Alesya Gulevich

Sunday: De største flasker, de dyreste stiletter, den lækreste krop

Euroman bringer i samarbejde med Zetland et uddrag af singlen: De udvalgte.

På Sunday var alle sig selv nærmest. Der var elevatorblikke og spidse albuer, og jeg hørte om kvinder, der fik angstanfald, når de kom hjem, overvældet af frygten for at have tabt en udefineret konkurrence.

Klubben var indrettet på en måde, så man hurtigt kunne danne sig et overblik over, hvad der skete i det aflange rum. Sofahjørnerne og vindueskarmene dannede en masse små platforme, hvor folk kunne udstille sig selv. Når man ville vise, hvad man havde, behøvede man ikke gøre andet end at kravle op på noget, så man var fysisk hævet over andre. Ved bordene fandt der løbende statusopgørelser sted. De største flasker, de dyreste stilletter, den lækreste krop.

En novembernat lænede jeg mig op ad en stolpe bag baren og kiggede på en midaldrende mand, der stod på en lille mur mellem to sofagrupper. Han havde halvlangt hår og gråbrune skægstubbe, og han dansede for sig selv, mens hans følge sad om nogle borde ved hans fødder.



Nogle af dem kiggede på ham, nogle kiggede bevidst væk. Han smed sin skjorte, og kort tid efter smed han sin undertrøje. Så stod han der i bar overkrop og så lykkelig ud, mens han vuggede med hofterne og kælede med sit slips, som han havde beholdt på. Det var, som om jeg havde set ham før, men jeg kunne ikke komme i tanke om hvor.

“Ved du, hvem det der er?” råbte jeg til den mand, der stod tættest på mig.

“Dennis Kristensen,” råbte han tilbage og præsenterede sig som Jonas.

Han var et sted midt i 30’erne, med kort, brunt hår og antydningen af fuldskæg. Sammen med nogle venner havde han købt et af bordene bagerst i klubben, hvor de drak cranberry-vodka. Han sagde, at han ikke vidste, hvad det havde kostet, og at han normalt aldrig ville komme på et sted som Sunday. Han sagde, at han var automekaniker.

Hvis ikke han havde haft enormt bløde hænder, en skjorte med et grafisk print bestående af bittesmå burgere og en slags kulturradikal aura, havde jeg sandsynligvis troet på det. Jonas brød sig ikke om størstedelen af de folk, der var på Sunday den nat. Særligt ikke om kvinderne, som han syntes var gennemskuelige og desperate.

LÆS OGSÅ: Se billederne fra Sundays åbningsfest

“Hende der,” sagde han og pegede på en mørkhåret kvinde på no-genlunde hans alder, “skal vi vædde på, at hun sidder her om to minutter og spørger, hvad jeg laver og om jeg ikke gi’r en drink?”

Han bøjede sig frem til den mørkhårede, som smådansede med en veninde. De skålede. Kort tid efter gav de hinanden hånden, og et øjeblik senere sad hun ved siden af
Jonas, der præsenterede sig som Rasmus, automekanikeren. Cirka dér mistede kvinden så interessen og forsvandt igen. Jonas og jeg gik ud på dansegulvet for at snakke videre.

“Har du læst American Psycho?” råbte han, mens vi stod temmelig stille til noget med Rihanna.

“Hvad?” råbte jeg.

“Bret Easton Ellis, American Psycho.”

“Hvad?”

“Det er en bog, har du læst den?”

Dansegulvet kastede hænderne i vejret og skubbede til os. We found love in a hopeless place, sang Rihanna. 

“Nej,” råbte jeg. “Hvad handler den om?”

“Den handler om overklassen i New York. Arrogance, tomhed. Det er ligesom her.”
Nogen hældte det meste af en drink ned ad min ryg.

“Hvad?” råbte jeg.

“Læs den!” råbte han.

“Okay!”



Nogle dage efter lånte jeg bogen, og den lå på mit natbord i flere måneder. Jeg kedede mig gennem de første 80 sider. Der var beskrivelser af folk, der talte endeløst om visitkort og ingenting. Jeg nåede aldrig til det sted, hvor overklassepsykopaten begyndte at slagte kvinder. Bortset fra det, tror jeg i øvrigt ikke, at Jonas havde ret. Jeg tror ikke, at folk kun går i byen på klubber som Sunday, fordi det er forbundet med status. Det er i lige så høj grad forbundet med længsel.

***

Sunday havde taget både sit navn og sit motto – love you till Tuesday – efter en gammel Bowiesang.

Oh, beautiful baby
My burning desire started on Sunday
Give me your heart and I'll love you till Tuesday
...
Oh, beautiful baby
I was very lonely till I met you on Sunday
My passion's never-ending and I'll love you till Tuesday
...
Well, I might stretch it till Wednesday.

Bowies sang var liderlighed pakket ind i en ironisk kærlighedserklæring, men i natklubbens version blev love you till Tuesday også til løftet om en brandert, som var mere end bare en nat på druk. Branderten blev løftet op til en rensende oplevelse, der vaskede hverdagen af kroppen. En slags katarsis på vodka, kokain og deep house.

Det var løftet om en fest, der var så intens, at den rakte ind i hverdagen på den anden side af weekenden. Man beholdt en vedvarende hovedpine, mørke rande under øjnene og en læskende mathed som efterveer af et berusende øjeblik af lykke. Gæsterne på Sunday jagtede det minde om festen, som de kunne bære med sig ind i ugen, der ventede forude.

Kloge mennesker på universiteterne har sagt, at nydelse for det postmoderne gennemsnitsmenneske ofte er forbundet med en følelse af risiko. At man satser noget, eller i det mindste forestiller sig, at man gør det. Netop sådan var nydelsen defineret på Sunday.

Man vidste ikke, om man blev lukket ind på natklubben. Man vidste ikke, hvad man kom til at gøre, når man først havde drukket nok eller taget nok stoffer. Måske vidste man ikke, hvor man ville vågne næste dag. Natten var fuld af længsel, og natklubben var et rum fyldt med muligheder. Hvad nu, hvis? Hvis man fik lyst til at danse på et bord? Til at tage kokain? Til at tale med en fremmed? Til at være anderledes, end man plejer.

Det var sådan, det blev for mig. Jeg gik på Sunday og bildte mig selv ind, at jeg ikke vidste, hvad der ville komme til at ske i det næste øjeblik.

En dag mødte jeg C. Han lærte mig, at en klub kan være et sted, hvor man kan blive genfødt. C var en flamboyant type, der var til ting med leopardmønster, til Melodi Grand Prix og til mænd. Han havde haft medlemskort til Simons og fik automatisk tilsendt et til Sunday, men som regel brugte han det ikke. Han gav bare pickeren i døren et kram og strøg indenfor.



Nogle år tidligere havde det hele kørt glat for ham, udefra set. Han havde et godt job, interessante venner. Alligevel kedede han sig tit, og efter et brud med en kæreste følte han sig uinteressant og alene. “Alle mennesker har engang stjålet noget i en slikbutik,” sagde han til mig. Det havde han aldrig. Han brød sig ikke om at tage chancer, og han forestillede sig altid, hvordan tingene kunne gå galt. Han havde heller aldrig været vild med at gå i byen, og tit var han den første, der gik hjem. 

En nat i 2011 blev han inviteret med på Simons af en kammerat, der ikke kunne holde sit job ud og levede for weekenden. Han havde gjort en forretning ud af at invitere kendte mennesker med på Simons. Det begyndte, da han i en brandert fik et visitkort af tv-værten Michèle Bellaiche og tog et billede af det over et toilet på Simons. Billedet lagde han op på facebook, og Michèle Bellaiche blev sur og skrev en sviner på hans væg.

Han undskyldte, og de skrev lidt frem og tilbage, og inden længe blev de venner og begyndte at gå i byen sammen. Snart trak C’s ven hver måned en hel hale af kendisser med på klubben. Til gengæld fik han og semi-stjernerne et godt bord, gratis sprut og mange beundrende blikke. En af disse nætter tog C med på Simons. Da kammeraten spurgte, om C ville med ud på toilettet for at tage coke, sagde han ja.

Den nat blev alting anderledes. C glemte sin frygt. Han blev ikke længere træt, og han fik nye venner. Én var rocker, og én havde en far, der smuglede våben. De havde ikke noget at tale om, men de skiftedes til at gemme posen med kokain. C fandt en måde at holde posen med pulveret på, så han kunne smide den ubemærket under politiets regelmæssige razziaer. Han blev afhængig af festen og følelsen af at leve på kanten.

“Jeg syntes, det var en god fortælling om mig selv, at jeg kunne komme ind på klubben, at jeg kunne have det rigtig vildt og fortælle om vilde folk, jeg har mødt. Det fik mit liv til at fremstå interessant, og desuden forargede det nogle af mine venner, og det kunne jeg også lidt godt lide,” fortalte han. C’s bedste minde var fra en nat, hvor Burhan G og Electric Lady Lab satte sig ved hans bord. Den nat forsvandt C på toilettet hvert tyvende minut, blandt andet sammen med en af klubbens pickere.

“Jeg havde kokain i hele ansigtet og blev ved med at kalde Burhan G for Joey Moe. ‘Jeg hedder altså Burhan G’, sagde han, men jeg blev ved: ‘Neheeej, du er Joey Moe’.” 

C havde det stadig fysisk dårligt mandag morgen. Men lykkefølel-sen var der også endnu.

***

Kokain udløser en lykkefølelse i hjernen, fordi det øger kroppens dopa-minniveau. Stoffet er blevet mere og mere udbredt i det københavnske natteliv de seneste ti år, vurderer politiet. Folk tager det i Kødbyen og på Kongens Nytorv, og efterhånden er mindst lige så mange kvinder som mænd på coke.

Man kan tage kokain med et rør direkte fra posen, man kan sniffe det gennem en pengeseddel fra bagsiden af en smartphone, fra toilettet eller fra spidsen af en nøgle. De, der er med på moden, gør hovedsageligt det sidste. På natklubberne bliver der taget coke på toiletterne, i personaleområderne og bag dj-pulten.

Simons havde sin egen huspusher. Det var en familiefar med stationcar, der brugte fætterens håndværkerfirma til at hvidvaske de penge, han tjente på weekendnætterne. Det var i hvert fald det, man fortalte til hinanden i byen. Andre fik deres stoffer fra mænd, som kørte forbi klubben på bestilling, mens dørmændene kiggede den anden vej.

I dag er pusherne i højere grad en del af festen. Nogle gæster køber til eget forbrug og lidt ekstra, og alt efter, om man er en del af musikmiljøet, modebranchen eller far-har-tjent-kassen-og-stukket-mig-et-kreditkort-segmentet, ved man, hvem man skal gå til. Kokainen i København er dårlig, og den gennemsnitlige rus koster 100 kroner og varer 45 minutter. Stoffet har til gengæld høj kulturel værdi, og på Sundays facebookside finder man flere nonchalante kommentarer om sne og pudrede næser.

Coke er det ultimative voksenstof. Kontroltabet er minimalt, men alle bekymringer træder i baggrunden og gør plads til et pludseligt oppustet ego. Drømmen om at give slip uden risiko for at se dum ud imens virker håndgribelig.



***

På Sunday kunne det nemt se ud, som om natten var fri for hverdagens sociale normer. Modebloggere skålede med rockere, studerende værtinder fik 10.000 kroner i drikkepenge af rigmænd, og en asiatisk prinsesse i 50’erne betalte den 24-årige natklubmanager fra Odense for at kysse med hende og spurgte, om han ikke ville med på ferie til Sydfrankrig i privatfly.

Men på trods af løssluppenheden havde Sunday sit helt eget sæt sociale spilleregler. For eksempel måtte man ikke bare sætte sig på sofaerne, når man havde danset i nogle timer, fordi der var folk, der havde betalt for retten til at placere deres baller på det sorte kunstlæder. Det lærte jeg allerede til allerførste fest, hvor jeg sammen med en veninde havde danset mig svedig og glad og bagefter gik ud på terrassen for at trække vejret. Direkte til højre for den store fløjdør, der førte udenfor fra dansegulvet, var der et stort sofaarrangement, og i yderste hjørne af sofaen var der lige præcis plads til os.

“Undskyld, må vi sidde her?” spurgte jeg en lidt tyk, midaldrende mand i et mørkt jakkesæt, der var i gang med at hælde vodka og juice op i sit glas.
På bordet stod en stor glasskål med fire yderligere vodkaflasker. Han havde tydeligvis mange penge og meget lidt interesse for at tale med andre end de to mænd, der sad ved siden af ham.

“Ja ja,” svarede han uden at se på mig.

Vi satte os ned. Bordet var strategisk godt placeret, fordi man kunne se alle, der kom ud fra eller gik ind på dansegulvet, samtidig med at man havde udsyn over terrassen. Min veninde – hende fra PR-branchen – havde ikke taget sort tøj på ligesom alle andre. Hun følte sig udenfor i sin grønternede nederdel og de røde sneakers og var derfor en smule fjendtlig over for de sortklædte (det vil sige alle).

Vi var i gang med at diskutere, om 80 eller 90 procent af dem på terrassen kom fra modebranchen, da to kvinder, der var cirka jævnaldrende med os, og som enten kom fra Nordsjælland og havde dårlig smag, eller som kom fra Vestegnen og uventet var kommet til penge, kravlede op på sofaens ryglæn. Indtil da havde de siddet overfor, på den anden side af bordet.

Nu sad de bag os, grinede og skreg og bankede deres knæ ind i vores rygge. Kort tid efter kom en tredje kvinde over fra baren, talte kort med de andre to og satte sig så demonstrativt på det lille hjørne af sofaen, der var ledigt ved siden af min veninde. Hun begyndte at rykke tættere og tættere på, indtil vi rejste os og gik. Først meget senere, da nogen introducerede mig for flaskeluderkonceptet, forstod jeg, hvorfor kvinderne havde været så fjendtlige.

Flaskeludere var et begreb, der blev brugt til at beskrive yngre kvinder, typisk fra Nordsjælland, der udså sig et bord, hvor der hovedsageligt sad mænd. Pigerne nærmede sig bordet og spurgte, om de ikke måtte få noget at drikke – og når deres tørst var stillet, forsvandt de igen. Nogle gange snuppede de bare et enkelt glas, andre gange drak de en hel nat på mændenes regning. Kvinderne på sofaen havde troet, at vi var i gang med at stjæle deres sprut. Eller deres mænd. Eller begge dele.

Den nat, jeg havde min ufrivillige debut som flaskeluder, var også den nat, jeg mødte dværgen. Han hed, helt tilfældigt, også Simon og arbejdede til dagligt i Bilka i Taastrup. Legenden lød, at han den dag, da Simons åbnede i 2010, stod uden for indgangsdøren og sparkede sig selv i hovedet med en sådan overbevisning, at han både blev inviteret i Go’ Morgen Danmark og vandt en plads i Franks og Lennets hjerter – samt et job i en af barerne på Simons, hvor loftet var så lavt, at der i praksis kun kunne arbejde meget små mennesker.

Min veninde og jeg havde fortrukket os til terrassens bagerste hjørne, hvor vi lænede os op ad gelænderet, mens dværgen Simon gik fra bord til bord for at spørge gæsterne, om ikke de ville sniffe lattergas fra den gasmaske, som han havde under armen.
Jeg havde allerede mødt Simon nogle gange i løbet af natten, men havde indtil videre altid takket nej. Dværgen fik øje på os i hjørnet og kom over. Han havde et sort jakkesæt på og voks i sit korte, lyse hår.

“Nå, vil du prøve det nu?” spurgte han.

“Det ved jeg ikke. Hvordan er det, det føles?”

“Ligesom hos tandlægen?” indskød min veninde, der ikke selv turde prøve. Jeg har solide tænder og anede ikke, hvordan det føles hos tandlægen, og dermed var vi lige langt.

“Prøv det nu bare,” sagde Simon og forklarede tålmodigt, hvordan jeg skulle tage gasmasken på.

“Når den sidder, som den skal, ånder du ud. Når du har gjort det, nikker du, så åbner jeg for gassen, og så ånder du ind, alt hvad du kan, mens du tæller til ti.”

Han rakte mig gummimasken. Den var tung. Fra masken stak en riflet snabel ud, som var cirka en meter lang. Den endte i en flødeskumssprøjte af metal, som dværgen holdt i begge hænder. Han skruede en gaspatron i sprøjten, mens jeg tog masken på og åndede ud. Jeg åndede ind, og i ti sekunder, eller måske i femten, var jeg vægtløs og en lille smule svimmel. Inden jeg var færdig med at grine, var Simon Dværg allerede på vej til den næste gæst.

  Sunday dyrker, ligesom Simons i sin tid, en æstetisk idealisering af den grænseløse rus og seksuel løssluppenhed. Sex er en drivkraft for mange af de ting, der sker i løbet af en nat på Sunday. Samtidig hersker der konsensus om, at kærlighed ikke findes på klubben. Alligevel leder halvdelen af gæsterne efter den. Efter et andet menneske at røre ved, nogen at knytte nogle drømme til. Det er tydeligst i det øjeblik, lyset bliver tændt. Når man træder ud af festens tågetilstand og løber hovedet mod omverdenens eksistens.

Jeg gjorde ligesom alle andre, der ikke bare gik hjem. Jeg kiggede mig omkring. Det var en refleks, jeg havde kultiveret lige siden gymna-siedagene. En slags moderne instinkt. En drivkraft efter at finde nogen at gå hjem med, så man kunne fortsætte med at være den, man havde været i løbet af natten, indtil man vågnede. Hvis man gik hjem alene, smuldrede nattens identitet sammen med rusen.

Vi stod der og lod vores øjne glide gennem rummet, indtil der var nogen, der fangede blikket. Det var ikke særlig sjovt at score på dette tidspunkt. Man havde ingen festoplevelse at være fælles om, der var blot tale om historieløst snaveri. Der var ingen jagt. Det var som at samle et stykke roadkill op og tage det med hjem til aftensmad.

Det var et spørgsmål om få minutter. Så tog den hårde kerne til morgenfest, og vi andre gik hjem, de fleste alene. Det moment, hvor håbet om at møde nogen at gå hjem med var opgivet, var måske nætternes mest oprigtige øjeblik. Fremmede begyndte at blotte sig over for hinanden i et ønske om at være ærlige og blive mødt med omsorg for det nøgne lille menneske, man var.

En novembernat var jeg i byen med Joachim, en af mine veninders venner. Han var en af de unge mænd, der kom på klubber som Sunday hver weekend og plejede at få en flaske gratis sprut af natklubbens ejere, fordi enhver klub havde brug for dedikerede stamgæster.

Da vi tog hjem ved firetiden, mødte vi en af hans venner, A, som skulle samme vej. A læste på CBS. Han var smuk og venlig. Vi købte natmad og gik gennem latinerkvarteret mod Rådhuspladsen for at tage en bus. A snakkede om, at det ikke var lykkedes ham at få en pige med hjem.

“Jeg knalder mest med 16-årige. Før knaldede jeg med 18-årige, men med de unge kan man gøre, lige hvad man har lyst til,” sagde han.

 “Hvad mener du?” spurgte jeg.

 “Tale beskidt, spytte dem i munden, analsex. Udleve alle sine fantasier.”

 “Seriøst? Med 16-årige?”

 “Vil du se en video?”

Joachim brød ind. “Hold nu op.”

 “Nej, jeg mener det,” sagde A. “Jeg kan godt lide at knalde de helt unge.”

Han tog sin mobil frem og viste mig en video, hvor han tog en ung pige bagfra, mens han talte grimt til hende. Hun havde skulderlangt, brunt hår og var virkelig smuk.
Vi fulgtes hjem i 5A. A stjal en valgplakat på Rådhuspladsen, som han tog med i bussen mod Nordvest. Imens fortalte Joachim, at A stadig var trist over et brud med en kæreste. Joachim syntes, hun var manipulerende og psykisk ustabil. A smilede stiv og krammede sin valgplakat. 

Vil du læse hele singlen, kan du købe den her.



LÆS OGSÅ: Rune RK: 10 bedste natklubber i verden

LÆS OGSÅ: Festens bagmænd: En klubejers bekendelser

LÆS OGSÅ: Mads Holgers forunderlige rejse: Med Klub Jet i Istanbul

Se, hvad vi ellers skriver om: Natteliv og Fest