Han slog igennem med fængselsdramaet ’R’ og har været med til at skabe seersuccesen ’Borgen’. Nyeste projekt fra Tobias Lindholm er ’Kapringen’, en film om danske gidsler i Somalia. Han fortæller Kristoffer Dahy Ernst om at følge virkelighedens regler, og hvad planen var, da han skulle bruge et skib, et glas med spyfluer og en ventilator.
Tobias Lindholm kan godt selv høre, det lyder mærkeligt. Han lever jo af at fortælle historier, men: ”Jeg synes, fantasi er kedeligt. Det morer mig ikke at skulle sidde og finde på alting. Men det morer mig at finde en præmis for noget og finde ud af, hvordan det skal foregå.”
Siden han slog igennem med ’R’, har han markeret sig både som manuskriptforfatter og instruktør og været med til at skabe nogle af de senere års mest profilerede film og tv-serier, bl.a. ’Borgen’ og filmatiseringen af Jonas T. Bengtssons roman ’Submarino’. Nu er han på vej med ’Kapringen’ om danske søfolk, der bliver taget som gidsler i Somalia. For alle projekter gælder det, at han forsøger at ramme noget, han lærte under ’R’.
”Under optagelserne fremkaldte vi noget, som jeg er blevet meget forelsket i og har taget med mig videre. ’Reality rules’, kalder vi det, og det er en påmindelse om, at hver gang vi er i tvivl om noget, lytter vi til virkeligheden. Alt skal holdes så tæt til virkeligheden som muligt og gøres lige så beskidt og udramatisk, som virkeligheden er. Virkeligheden har nogle regler, som ikke nødvendigvis er dramaturgisk rigtige, men som i høj grad indeholder en poesi og en ægthed.”
Den virkelighed, som Tobias Lindholm taler om, skinner tydeligt igennem i både ’R’ og ’Kapringen’. Der bliver ikke kastet om sig med personlige relationer eller unødigt fyld. I ’Kapringen’ ser tilskueren fx ikke selve kapringen, hvor piraterne overtager skibet. Man hører det gennem senere satellitopkald. I filmen foregår kommunikationen mellem de kaprede på skibet i Det Indiske Ocean og skibets ejere hjemme i Danmark via satellittelefon, og for at få den rigtige effekt blev alle opkald lavet på en virkelig satellittelefon. Modtageren af opkaldet i Danmark, skuespiller Søren Malling, blev om morgenen briefet om, at han i løbet af dagen ville få et opkald, og hvilken situation danskerne skulle forestille at være i. Men for at skabe dramatik var det også det eneste, han fik at vide.
”Han venter og venter, og så får han opkaldet. På en satellittelefon er der forsinkelser, og det er sådan noget, jeg elsker. Når der er forsinkelse, begynder man på et tidspunkt at tale i munden på hinanden. Det er identificerbart, det er en teknisk udfordring, og det er fantastisk irriterende. Vi satte alle samtaler op på den måde. Optog vi i Danmark, sad vi et andet sted i København for at få det så rigtigt som muligt.”
Tobias Lindholm flyttede fra Næstved til København som 18-årig. Som 23-årig gik det op for ham, at han ikke havde præsteret meget andet end at være rigtig god til at drikke øl, gå ud med vennerne, male graffiti og være nattevagt på et center for døve. Men han havde altid vidst, at han en dag skulle skrive en bog, og en dag begyndte han at skrive. Og han blev ved, 10 timer hver dag, indtil han efter et år stod med en færdig roman og en aftale om udgivelse på forlaget Rosinante. En bog om en frustreret ung mand i storbyen, ”ligesom alle andre håbefulde forfattere.” Men forlæggeren smuttede, og de 5.000 kr., der var blevet betalt i forskud for et års arbejde, var ikke en stor nok gulerod til at fortsætte. Så da Lindholm ad omveje blev sat i kontakt med filminstruktør Michael Noer, der manglede en manuskriptforfatter til en kortfilm, kunne han lige så godt prøve at skrive det. Kort efter blev han optaget på Filmskolen.
”Det var ikke fantastisk for mig at komme ind på Filmskolen, men jeg besluttede mig for at arbejde hårdt. Jeg havde ingen kæreste og ingen børn, så jeg sov ofte derude, mens jeg skrev og skrev. Jeg tænkte: ’Det er nu, du har chancen.’ På et tidspunkt var den tyske instruktør Werner Herzog på besøg. Han sagde, at hvis han skulle lave en filmskole i København, skulle optagelsesprøven være at blive fløjet til Barcelona og gå hjem. Kun de, der kom hjem, ville komme ind. Det fascinerede mig meget. Så meget skulle man ville det. Jeg skulle vise dem.”
Under uddannelsen kom en af Tobias Lindholms venner i fængsel. Gennem vennen mødte Tobias Lindholm Roland Møller, der har adskillige voldsdomme bag sig og derfor havde masser af erfaring med at være indsat i danske fængsler. Det var historier, der skreg på at blive fortalt. Nogenlunde samtidig læste Tobias Lindholm i avisen, at Horsens Statsfængsel skulle lukke. Det var en enestående chance. Han annoncerede i den lokale dagspresse efter mænd, der ville spille indsatte. Det viste sig, at 50 ud af de 200 personer, der mødte op, havde siddet i fængsel. Måske derfor blev filmen rost for sin realisme og vandt både Robert- og Bodil-priser. Et andet og vigtigt udbytte af filmen var de arbejdsmetoder, han tog med sig, og som også blev brugt under indspilningen af ’Kapringen’. Bl.a. var der enighed på holdet om, at filmen skulle behandles, som var det en dokumentarfilm.
”De sorte sømænd, der spiller med i filmen, har selv været kapret i det virkelige liv, så de kendte til omstændighederne ved en kapring. Pludselig var der ting, jeg havde forestillet mig, men som ikke passede. Reality rules. Det viste sig, at piraterne ved en kapring smider den sorte besætning ned i lastrummet og den hvide besætning op i messen. Det havde jeg slet ikke tænkt på, men det er kun den hvide besætning, der er penge værd. Det samme med en scene, hvor Pilou (Asbæk, red.) skal slagte en ged om bord på skibet, fordi der ikke er mere mad. Det var ikke noget, vi havde forestillet os, da vi tog af sted, men det var en vild ting at have med. Et godt følelsesmæssigt klimaks, hvor man næsten ikke kan komme længere væk hjemmefra.”
Den dokumentariske tilgang betød også, at Lindholm måtte lave en aftale med B-fotografen, hvis opgave er at stille fokus på kameraet, om bevidst at begå fejl og indstille fokus for sent, så det ikke så for opstillet ud. Men den største udfordring for kameramanden på skibet var de små rum, for optagelserne var langtfra aftalt på forhånd.
”De replikker, der var afgørende for fortællingens forløb, sad der selvfølgelig. Men når det bare er snak mellem Pilou og Roland om, at de ikke kan få lov til at tisse, så lader jeg dem selv køre.”
Endnu et greb for at nå så tæt på virkeligheden som muligt var, at skuespillerne ikke skulle bruge energi på at spille, at de havde det varmt og klaustrofobisk.
”For at opnå en anspændt stemning spærrede vi dem inde i messen i en time, før vi optog. Og så slukkede vi ventilatoren. Vores rekvisitør havde lavet en fluefarm med spyfluer, som han lukkede ind til dem lidt ad gangen. De var tændte, da vi gik i gang med at filme.”
I den virkelige verden har to danskere været taget til fange af somaliske pirater under indspilningen. Den konkrete kapring har ikke påvirket ’Kapringen’.
”Men man kan selvfølgelig håbe, at filmen viser en fiktion så tæt på virkeligheden, at gidslerne snart bliver forhandlet hjem.”
Måske er skildringen så tæt på virkeligheden, at han også kan føje flere priser til dem, der allerede står hjemme på hylden. Priser, han drømte om at få, da han en dag på Filmskolen så en Bodil og en Robert i vinduet på underviser Mogens Rukovs kontor. Lykken var gjort for unge Lindholm, hvis bare han selv en dag kunne tage sådan en pris med hjem. Siden er han blevet klogere.
”Det føles dejligt i en halv time, og så opdager man, at det ikke ændrer noget. Det er den samme følelse, der handler om, hvorvidt man er god nok. Det næste, jeg skal lave, er sammen med Thomas Vinterberg, og det går jeg så og bryder mig selv ned med, selv om jeg egentlig har en meget god film i ærmet. Men on a rainy day kan jeg da godt kigge op og se, at mine sønners far har vundet noget. Så har jeg da den historie at fortælle.” ⦁
’Kapringen’: For Tobias Lindholm er der første optagedag og sidste optagedag. Alt derimellem flyder sammen. Da hans familie besøgte ham i Kenya, var han så optaget af at filme og spille et fodboldspil på sin iPhone, at han ikke snakkede med dem i tre dage. Skibet, de optog på, lå ud for Kenyas kyst. Skibet har tidligere været kapret. De somaliske pirater spilles af kenyanske mænd, der er castet på gaden. Ingen af dem havde nogensinde været ude at sejle. De kom hjem med over 100 timers film, der nu er klippet sammen til en film på 99 minutter.
Premiere: Kom med bag kameraet på 'Kapringen'
Tobias Lindholm
Født 1977 i Næstved, uddannet fra Filmskolens manuskriptlinje i 2007.
Manuskriptforfatter på kortfilmen ’Hawaii’ og ’Submarino’.
Episodeforfatter på tv-serierne ’Sommer’ og ’Borgen’.
Manuskriptforfatter og instruktør på ’R’ samt ’Kapringen’.
Tobias Lindholm har vundet en BAFTA for ’Borgen’, filmkritikernes pris ved Göteborg Film Festival, Nordisk Råds Filmpris for ’Submarino’, Dreyer-Prisen, Prins Henriks Legat og ”en masse Bodiler og Roberter”.
LÆS OGSÅ Premiere: Kom med bag kameraet på 'Kapringen'
