Foto: Johan Rosenmunthe

Udenrigskorrespondenterne: Vores syn på Danmark


Vores kvinder drikker uhæmmet meget, vi stresser hinanden unødigt i supermarkedet og på cykelstierne. Og så er vi er enormt kosmopolitiske og nogle værre pornogrise. Christian Martinez har spurgt fem udenlandske korrespondenter om deres syn på København.

ClEMENS BOMSDORF

35 år, skriver blandt andet for Die Welt, The Art Newspaper, Financial Times Deutschland og blogger på highnorth.wordpress.com. Han har boet fem år i Danmark. 

Hvad er den vigtigste historie, du har lavet om Danmark?

Det var, da Mediemuseet i Odense i 2008 overvejede at udstille de 12 originale Muhammed-tegninger i forbindelse med en udstilling om ytringsfrihed. Selv flere år efter Muhammed-krisen var det en sag, der kunne skabe internationale overskrifter.


Hvad har du lært af danskerne, mens du har været her?

I har en meget afslappet arbejdskultur. Hvis man som mand gerne vil have barselsorlov, er det slet ikke noget issue. Det kunne vi lære noget af i Tyskland. Jeres uddannelsessystem er heller ikke så hierarkisk: Der er et meget uhøjtideligt forhold mellem lærer og elev. Det tror jeg bidrager til, at danske unge ofte virker så afslappede og tillidsfulde.


Hvilken del ved danskerne lærer du aldrig at forstå?

Danskerne har en meget afslappet og ligefrem omgangstone, som jeg holder meget af. I den forstand er I meget åbne. Men jeres åbenhed går også hånd i hånd med en vis selvtilstrækkelighed og mangel på nysgerrighed. I har ofte nok i jeres etablerede omgangskreds. I holder stædigt fast i venner, som I mødte i folkeskolen og levner ofte ikke megen plads til nye bekendtskaber. 


Hvad har overrasket dig mest ved danskerne?

At I er mere tyske end tyskerne. Jeres punktlighed kan jo nogle gange være stressende. Hvis man inviterer gæster til middag kl. 20, så kommer de virkelig kl. 20 sharp – eller sågar ti minutter før. I Tyskland ville man ikke forvente, at folk dukkede op før kl. 20.15. En anden ting, der har overrasket mig, er jeres foreningsliv. Det er meget velorganiseret, men ikke særlig fleksibelt. Jeg blev nærmest smidt ud af min kajakklub, fordi jeg missede tre lektioner.


Hvad er dit favoritsted i København?

Nu kommer jeg fra et land med en solid ølkultur, men jeg synes København kan noget med traditionsrige værtshuse. Jeg holder meget af bodega-kulturen i byen. Bo-Bi Bar i Klareboderne er et godt eksempel. Her mødes folk med vidt forskellig baggrund, der ellers aldrig ville tale sammen. Lige fra medietyper og kunstnere til stamkunder og drukmåse.


Hvilken dansk spise kan du ikke få nok af?

Jeg elsker fisk, skaldyr og rodfrugter. Men underligt nok er det ikke en type råvarer, I dyrker særlig meget, selv om I har masser af det.


Hvilken dansk spise lærer du aldrig at forstå?

Da jeg som barn var på sommerferier i Danmark, husker jeg især den røde pølse som noget særligt. Jeg var helt pjattet med sådan en hotdog. Men jeg må konstatere, at det nok mest var, fordi den smagte af sommerferie og frihed. Efter at jeg flyttede til Danmark, har jeg ikke rørt den.

Artiklen fortsætter på næste side...

MARGRETHE ZACHO HAARDE

36 år, har været i Danmark i et år og arbejder for Dagens Næringsliv (Norges svar på Børsen, red.) samt norske magasiner.

Hvad er den vigtigste historie, du har lavet om Danmark?

I fjor lavede jeg en reportage fra en dansk specialskole for børn med særlig høj IQ. Den handlede om tre norsk-danske brødre, som endelig havde fået lov at gå på en skole, hvor de ikke følte sig anderledes og udenfor, og hvor de kunne få undervisning tilpasset begavede børn. I Norge er det nemlig ikke lovligt at oprette den slags skoler, fordi man ikke må dyrke enere. I det hele taget er der meget, som ikke er lovligt i Norge, men som til gengæld er det i vore nærmeste nabolande. 


Hvad har du lært af danskerne, mens du har været her?

Jeg har lært, at hvis nogen stiller mig et spørgsmål, som jeg ikke helt kender svaret på, så kan jeg bare indlede sætningen med et langt: ’Jamen, altsååååå ...’ for at forlænge betænkningstiden. Desuden har jeg lært at lave frikadeller med persillesovs og opdaget, at det er meget bedre end ’kjøttkaker i brun saus’, som vi spiser i Norge. Jeg har også lært, at der findes særskilte trafikregler for cyklister, og at man kan blive dræbt, hvis man cykler langsomt og ikke holder ind mod højre på cykelstien. Danske cyklister er aggressive og utålmodige, selv når de har kurv på styret og børn bagpå.
 
Hvilket aspekt ved danskerne lærer du aldrig at forstå?

Jeg har lidt problemer med at forstå, hvor københavnernes enorme selvtillid kommer fra. Okay, måske ser I mere cool ud end de glatte svenskere og nisseklædte nordmænd, men I kunne godt være lidt høflige, servicemindede. Når man går ind i Illums Bolighus for at bruge 6.000 kroner på en Arne Jacobsen-lampe, så forventer jeg, at pigen i lampeafdelingen gider at gå ud på lageret for at hente de farver, som ikke står fremme, så jeg kan se dem, før jeg bestemmer mig. Ikke bare pege på en helt anden lampe i butikken og sige: ’Den ligner lidt den der.’


Hvad har overrasket dig mest ved danskerne?

Jeg er overrasket over, hvor meget mere internationalt orienteret Danmark er end Norge, også selv om Danmark ligger lidt nærmere Europa og selvsagt er en del af EU (i modsætning til Norge, red.). Jeg er også imponeret over, hvor stor plads kultur og litteratur får i enkelte dele af dagspressen i modsætning til derhjemme – og hvor bevidste mange danskere er omkring, hvordan de klæder sig og opfører sig. Samtidig synes danskerne, at det er helt i orden, at en avis som Ekstra Bladet bruger en side på halvnøgne teenagere fra Jylland hver eneste dag og tapetserer flere sider i avisen med annoncer for prostituerede. Der er et eller andet underligt over dette lille land: I er på den ene side så kultiverede og kontinentale, på den andre side er I nogle værre pornogrise.


Hvad er dit favoritsted i København?

Jeg flyttede hertil, fordi jeg blev forelsket i en dansker. Første gang vi skulle mødes i København, havde han bedt mig tage metroen fra Kastrup til Kgs. Nytorv. Jeg var ret nervøs og vældig spændt, men vidste bare, at alting ville gå godt, da jeg kom op i dagslyset. Der var jeg pludselig omringet af klassiske bygninger som Magasin, Det Kongelige Teater og Hotel d’Angleterre; jeg fik den mest dejlige storbyfølelse.


Hvilken dansk spise kan du ikke få nok af?

Smørrebrød. Særlig med karrysild, hønsesalat og stegt rødspætte. Jeg fatter ikke, hvorfor vi ikke har taget denne fantastiske frokosttradition til os i Norge. Jeg spiste også hellere end gerne romkugler fra cafeen på Den Sorte Diamant hver eneste dag.
 

Hvilken dansk spise lærer du aldrig at forstå?

Håndværkere med pålægschokolade. Har danskerne ikke opdaget, at Nutella ikke brækker i tusinde stykker, når du bider rundstykket over?

NIKOLAY MOROZOV

60 år, skriver for det russiske nyhedsbureau ITAR-TASS. Han har boet tre år i Danmark.

Hvad er den vigtigste historie, du har lavet om Danmark?

Det har nok været klimatopmødet i december 2009. Den russiske præsident Dmitry Medvedevs og premierminister Vladimir Putins besøg i Danmark var også en vigtig begivenhed. Og så var der Dronning Margrethes Ruslandsbesøg i 2011.


Hvad har du lært af danskerne, mens du har været her?

Jeg kunne godt tænke mig at lære lidt af jeres evne til at holde på formerne uanset forholdene. Men det er nok for meget at forlange af en russer. Sidste sommer blev jeg fanget af det voldsomme regnskyl, der væltede ned over byen. Jeg var i Palads-biografen og husker, hvordan folk tog sko af, smøgede bukserne op og forlod den oversvømmede kælder. Inden der var gået et kvarter, havde alle fået refunderet deres billet. Personalet uddelte plastikposer til folk. Dem tog de så på efter at have lavet huller til hoved og arme og gik således klædt ud i regnen. I lobbyen serverede man gratis kaffe og sodavand. Ingen panik, ingen ballade. Der var sågar plads til jokes. Børn græd ikke. Efter en time var der ikke spor efter episoden. Jeg kan kun gisne om det kaos, der havde hersket, hvis noget lignende var sket i en russisk biograf.


Hvilken del ved danskerne lærer du aldrig at forstå?

Jeg har svært ved at forstå den manglende interesse, som I generelt viser udlændinge. Selv om danskerne er både høflige og hjælpsomme, så forbliver I reserverede. Jeg har arbejdet i adskillige lande og har fået mange venner der … undtagen i Danmark. Måske er det fordi, jeg ikke taler dansk.


Hvad har overrasket dig mest ved danskerne?

Første gang jeg var i Jægersborg Dyrehave, blev jeg chokeret over at se flokke af græssende rådyr ved siden af mennesker. I Frederiksberg Have er der også dyreliv klos op ad fodgængerne. Jeg beundrer den nærhed, I har til den vilde natur. Jeg sætter også pris på jeres måde at opdrage børn. I giver dem masser af frihed, selv de helt små, men beskytter dem på samme tid. Det oplever jeg tit i bassinet i DGI-byens svømmehal, hvor de danske mænd fremstår som omsorgsfulde fædre. Jeg har aldrig set en gnaven forælder give sit barn en røffel.


Hvad er dit favoritsted i Danmark?

Mit foretrukne sted er Tisvildeleje, til trods for at jeg har været på Grønland og Færøerne. I Tisvildeleje er der udsigt til det åbne hav. I er vant til at være nær havet, men for en moskovit er det et imponerende syn.


Hvilken dansk spise kan du ikke få nok af?

Jeg ser altid frem til vinteren, når julesmåkagerne fra konditori ’La Glace’ lander på hylderne. Det er synd, at de kun sælges i den periode. Desuden kan jeg, som en sand russer, ikke sige nok positive ting om Aalborg Akvavit.


Hvilken dansk spise lærer du aldrig at forstå?
 
Jeg fatter ikke, hvordan surkål, marinerede sild og selv drueagurker i Danmark kan være … søde!?




GLORIA MORENO

30 år, skriver blandt andet for dagbladet La Vanguardia, magasinet Tiempo og blogger på www.gloriamorenoreporter.com. Hun har skrevet fra hjembyen Barcelona og desuden arbejdet fire år for Europa Press i Rom. Hun har boet halvandet år i Danmark.

Hvad er den vigtigste historie, du har lavet om Danmark?

Det var, da VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti genindførte grænsekontrollen i 2011. Den artikel endte på forsiden af dagbladet La Vanguardia. Jeg blev kimet ned af spanske radiostationer, der ville høre, hvordan Danmark kunne tilsidesætte Schengen-samarbejdet. Måske skyldtes interessen også, at det skete på et kritisk tidspunkt for EU. Frankrig havde lige lukket grænsen til Italien ved Côte d’Azur for at stoppe tilstrømningen af immigranter, så stemningen i Europa var anspændt.

 

Hvad har du lært af danskerne, mens du har været her?

I er et meget punktligt folkefærd. Det er en god egenskab, og noget jeg arbejder på at blive. Men jeg er nok temmelig sydlandsk, hvad det angår. Punktligheden er også noget, der smitter af på den måde, I har indrettet jeres samfund på. Den offentlige administration er et godt eksempel på jeres effektivitet. Det meste kan klares over telefonen eller nettet. Det tog ingen tid at få mit CPR-nummer, jeg skulle dårligt nok stå i kø. Det er også enormt nemt at skifte adresse i Danmark. Den slags er meget mere omstændeligt i Spanien. Der ville en adresseændring tage det meste af en morgen.


Hvilken del ved danskerne lærer du aldrig at forstå?

Den samme effektivitet, som gør det så nemt at få orden på ens offentlige papirer, gør jer også mærkeligt ufølsomme. I er meget opsat på at være effektive og ikke at være en klods om benet på andre. Hvis jeg er ude at cykle en tur med min kæreste en lørdag morgen, så skal man virkelig være påpasselig med ikke at blokere kørebanen ved at køre ved siden af hinanden. Der er altid en træls type bag en, som ringer helt vildt med klokken. Og folk kigger decideret ondt på en, hvis man formaster sig til at køre to meter på fortovet. I supermarkedet føler jeg et pres for hurtigt at få mine varer på samlebåndet og være klar med Dankortet. Det stresser mig. Jeg var i Barcelona for nylig og havde taget mine danske vaner med mig, så jeg hastede varerne på disken i det lokale supermarked, indtil kassedamen sagde: ’Tag det roligt, søde, vi har masser af tid’.
 

Hvad har overrasket dig mest ved danskerne?

Det kommer bag på mig, når min nabo ikke hilser på mig. Jeg siger ’go’ morgen’, og så ser han ikke engang på mig. Det har jeg aldrig oplevet noget andet sted.  Men det sker ret tit, ikke kun med min nabo. Jeg har en teori om, at det skyldes kulden og manglen på sol i Danmark. Det gør folk mindre ekspressive, får dem til at lukke sig mere om sig selv. Danskere tilbringer mere tid inden for hjemmets fire vægge, end man gør i Spanien. I Sydeuropa er folk generelt mere udadvendte og sociale. I Barcelona taler fremmede folk med hinanden, om de så står i kø i banken. Det er ikke så meget en kritik, som det er en konstatering. Jeg kan jo selv mærke, hvordan vejret og kulden ændrer mit humør.


Hvad er dit favoritsted i København?

Jeg holder meget af at slentre omkring på Christianshavn. Der er et helt specielt lys om sommeren. Jeg går gerne derhen efter fyraften og læser en bog tæt på vandet eller ser solnedgangen. Nogle gange tager min kæreste og jeg en engangs-grill og nogle gode bøffer med ned til kanalerne og hygger med lidt mad og et glas rødvin.


Hvilken dansk spise kan du ikke få nok af?

Smørrebrød. Især dem med røget laks og dild, eller rejer med mayonnaise og æg. Eller roastbeef. Mm.


Hvilken dansk spise lærer du aldrig at forstå?

Kryddersild.


SLIM ALLAGUI

Slim Allagui skriver bl.a. for det franske nyhedsbureau AFP og den belgiske avis La Libre Belgique. Derudover laver han udsendelser for fransk TV5 og radioprogrammer for Radio Canada. Han har boet over 25 år i Danmark og har været dansk gift.

Hvad er den vigtigste historie, du har lavet om Danmark?

Det er oplagt at sige Muhammed-krisen, men der har været mange andre historier. Fx da Den Lille Havfrue blev sendt til Shanghai i forbindelse med EXPO 2010. Det vakte en del opmærksomhed. For franskmændene vil det svare til at skibe Eiffeltårnet af sted til Kina. Forsøget på at genindføre grænsekontrollen var også ret interessant. Ideen kom fra Dansk Folkeparti, men der var en stor del af befolkningen, som bakkede op om den. Det, synes jeg, var tankevækkende. Der er den her tanke om, at ’vi skal værne om vores grænser’. Danskerne vil ikke have, at nogen udefra skal bestemme over dem eller sætte grænser for deres frihed. De her historier vidner om, at danskerne er mere nationalistiske, end man skulle tro. Men der hersker også en stor ambivalens. I rejser verden rundt og er meget stolte af at eksportere filminstruktører og alskens varer til udlandet – samtidig med at I er ret lukkede.


Hvad har du lært af danskerne, mens du har været her?

At man ikke altid skal tage det, danskerne siger, bogstaveligt. Det sagte indeholder meget ofte en snert af drilleri eller afvæbnende selvironi. At blonde danske piger ikke er så dumme, som mange mænd fra Sydeuropa tror. Til gengæld er de kønne. Jeg har også lært at hade lugten af en nyåbnet pose flæskesvær, og at danskerne generelt opfører sig meget socialdemokratisk og meget lidt elitært. Og at det er stort set umuligt at oversætte det ærkedanske begreb ’hygge.’


Hvilken del ved danskerne lærer du aldrig at forstå?

Jeg er opdraget til, at man viser hensyn og fx åbner døren for en kvinde, uanset hendes alder og udseende. Det kommer stadig bag på mig, at mange danske mænd ikke tænker i de baner. Forleden var jeg i supermarkedet og så en ældre dame på krykker, der kæmpede med at få noget frugt over i en plasticpose. Der stod fire mennesker omkring hende, men ingen af dem reagerede. Jeg endte med at tilbyde hende min hjælp, og hun blev så glad. Det er bare en lille detalje, men det er alligevel sigende. Jeg tror, at danskerne tænker mere på sig selv end tidligere.


Hvad har overrasket dig mest ved danskerne?

Det chokerede mig i starten at se mænd og kvinder gå rundt i gaden med en øl i hånden. I Frankrig er den slags ikke velset. Faktisk er det ikke specielt velset, at kvinder drikker. Jo, vin går lige an, men øl? Og i det offentlige rum? Danmark har i det hele taget en besynderlig alkoholkultur. Det er, som om man altid skal have sprut i hånden, man skal drikke for at have det sjovt. Det smitter også af på statistikken, danske unge har jo Europarekord i druk. I den anden ende af skalaen er der sundhedsbølgen. Københavnerne er meget påpasselige med deres kroppe. Folk træner virkelig meget og går op i at se godt ud. Der er fitnesscentre overalt, jeg har aldrig set så mange centre i forhold til antallet af indbyggere. Det er blevet københavnernes nye lykkepille.


Hvad er dit favoritsted i Danmark?

Christiania. Man er inde i centrum af byen samtidig med, at det føles, som om man er et helt andet sted, ude på landet. Det er en lille verden i sig selv, og selv om stedet har ændret sig, så er der stadig en del idealisme i behold. Jeg holder meget af at gå ved voldene på Christiania. København har jo vand til alle sider, det er fantastisk. Det giver ro i sjælen.


Hvilken dansk spise kan du ikke få nok af?

Friske fjordrejer på franskbrød, med lidt dild drysset på. Nye kartofler er også et hit. Og så har jeg udviklet en svaghed for skipperlabskovs.


Hvilken dansk spise lærer du aldrig at forstå?
 
Brun sovs. Hvorfor drukner I jeres kartofler i sådan en fed, syntetisk og ulækker sovs? Jeg får altid at vide, at det er, ’så maden glider bedre ned’. Men brun sovs forhindrer dig i at smage maden. En sovs skal være delikat, den skal være et bidrag til maden. Den skal ikke hældes ud over det hele. Jeg husker stadig mine middage hos mine danske svigerforældre, hvor jeg under påskud om at være på slankekur takkede nej til den brune sovs.

LÆS OGSÅ Løgnens anatomi: 5 fascinerende løgnere

Se, hvad vi ellers skriver om: Tendenser og Medier