Se

I den forgangne uge havde jeg en aften i mit eget selskab, hvor jeg skulle udvælge en ny serie, jeg kunne tage hul på. Det kan hurtigt ende ud i en evighedsscroll på tværs af streamingtjenester, hvilket også viste sig at være tilfældet for mig. Jeg endte til sidst hos det altid leveringsdygtige skatkammer DR Bonanza og faldt tilfældigvis over ’Taxa’ – ja, dén ’Taxa’ – og det gik op for mig, at jeg aldrig rigtig har set den. Min eneste undskyldning er min forholdsvis unge alder og dårlig opdragelse. Det går selvfølgelig ikke, at jeg ikke har set Peter Gantzler i sit livs rolle, og derfor vil jeg nu bruge vinteren sammen med ham bag rattet af en Krone-Taxa. Indtil videre er jeg fire afsnit inde og meget begejstret.  

Se ’Taxa’ her.

Læs

Der er kommunalvalg i morgen, og vi skal mod stemmeurnerne for at sætte kryds ud for vores udvalgte kandidater. Det gjorde borgerne i Nyborg kommune også i 2013, hvor den socialdemokratiske Erik Christensen vandt fire år mere med borgmesterkæden om halsen. Eller det troede han i hvert fald, da han gik i seng ovenpå en veloverstået valgaften – for der var et kup undervejs. TV2 fortæller historien om ’den tavse borgmesterdræber’ og kuppet, der kostede Erik Christensen titlen som borgmester af Nyborg. Det er næsten som at læse et afsnit af ’Borgen’. Godt valg – og husk nu at stemme.

Læs historien her.

Lyt og oplev

Jeg har en kedelig vane, når det kommer til musik. Jeg forelsker mig i et album eller en kunstner, og så skamlytter jeg til det, indtil jeg når kvalmegrænsen og har brug for en god, lang pause og et genreskift. I denne uge har jeg sagt farvel til ’Live Drugs’ med The War On Drugs, for nu gør det grå og halvvåde novembervejr, at jeg har brug for en munter makker, når jeg går en tur eller hopper op på cyklen. Jeg har derfor kastet mig over britiske Arlo Parks og ’Collapsed in Sunbeams’. Det er let, varmt og et glimrende middel til at holde vinterdepressionen stangen.

Og det leder mig også videre til min anbefaling af, hvad jeg allerhelst vil opleve i denne uge: Jeg har netop, og alt for sent selvfølgelig, fundet ud af, at den gode Arlo Parks spiller koncert på Hotel Cecil i København på onsdag– jeg krydser fingre for, at nogen har en billet eller to i overskud, som jeg kan opstøve og købe.

Lyt til ’Collapsed in Sunbeams’ her. Arlo Parks spiller på Hotel Cecil 17. november.

Spis

Lidt længere nede af min gade har en landhandel slået dørene op. Det virker måske en kende mærkeligt for en gade på Ydre Nørrebro, men ikke desto mindre er det altså tilfældet. Skiltet udenfor reklamerer med alt fra mel til saft, og man kan også slå sig ned og få en kop kaffe. Jeg cykler tit forbi og kigger ind ad ruden, mens jeg tænker, at jeg snart må derind og kigge nærmere på sagerne. I denne uge må det ske, nu har jeg sagt det højt, og så forpligter det jo som bekendt.

Se mere om ’Basal – byens landhandel’ på deres Instagram.