Forleden afslørede Colin Farrel, at han skal spille en af hovedrollerne i de nye afsnit af ’True Detective’.

Og fansene af succes-serien skulle ikke vente længe, inden det blev annonceret, hvem der skal spille over for den irske Hollywood-stjerne.

I går skrev HBO nemlig i en pressemeddelelse, at Farrel får følgeskab af Vince Vaughn, der mest har gjort det i komedier og måske er mest kendt for sin medvirken sammen med Owen Wilson i ’Wedding Crashers’.

Produktionsselskabet beskriver Colin Farrels rolle som Ray Velcoro sådan her:

”En anløben betjent, der er splittet mellem sine overordnede i en korrupt afdeling og de gangstere, han er i lommen på.”

Vince Vaughn skal spille Frank Seymon, ”en karriereforbryder, der risikerer at miste sit imperium, fordi hans overgang til lovlydige forretninger bliver bragt i fare, da en af hans forretningsforbindelser bliver myrdet.”

Den første ’True Detective’ med Mathew McConaughey og Woody Harrelson som det bærende makkerpar blev som bekendt et kæmpe kulthit og gjorde manuskriptforfatteren, Nic Pizzolato, til en stjerne.


LÆS OGSÅ: Fem grunde til at vi elsker True Detective

Anden afdeling af serien skifter ikke bare skuespillerne i hovedrollerne ud, men også universet og historien. Det kommer stadig til at handle om politibetjente, men det er også det eneste træk, der går igen i anden sæson af serien, der kommer til at foregå i Californien.

LÆS OGSÅ: Road Trip: Seks locations fra de bedste tv-serier

Det skaber naturligvis ekstra spænding omkring, hvad Pizzolato har i ærmet til anden sæson, han og produktionsselskabet HBO er under noget af et forventningspres.

Derfor er det måske heller ikke den store overraskelse, at fans af serien på Twitter er hurtige til at udtrykke manglende tillid til valget af Farrel og Vaughn.

Nogle er generelt skeptiske over for de to skuespilleres samlede kvaliteter. Andre synes, at to hvide mænd i hovedrollerne ligger for tæt op ad strukturen fra første sæson.

Den sidste del af kritikken er måske ikke helt fair taget i betragtning, at Pizzolato tidligere har udtalt, at der kommer til at være tre politifolk og en forbryder i hovedrollerne i ’True Detective’s anden sæson. De øvrige hovedrolleindehavere, hvoraf en ifølge manuskriptforfatteren skal være en kvinde, mangler endnu at blive annonceret.

Herunder kan du se noget af det, folk har tweetet oven på HBO’s pressemeddelelse.

Det er dog ikke alle, der er forargede over valget af skuespillere: