Frygt for fremtiden er noget alle mennesker har til fælles. Og hvis man godt kan lide at få kildet den fornemmelse, er der her gode nyheder i form af en ny sæson af Westworld, der får premiere 15. marts.

Serien har fra start formået at skabe en vild, men samtidig et realistisk bud på en virkelighed, hvor vi udnytter robotter til mere eller mindre depraverede tilbøjeligheder. Først var de menneskelignende robotter lukket inde i særlige forlystelsesparker, men nu er de ude i det fri, og en jagt er gået i gang.
Den nye sæson giver klare associationer til Blade Runner, hvilket er helt bevidst, forklarer seriens skaber Jonathan Nolan . Men det bliver samtidigt noget helt nyt.

”Bare fordi verden er korrupt, betyder det ikke, at den ikke kan udjævnes og være smuk på overfladen. Vi ønskede at skabe en dystopisk verden, der ikke lignede noget, vi havde set før.”

I den nye teaser kan man se en række verdensbegivenheder såsom en atomulykke i Paris og borgerkrig i Rusland, der har ført til denne nye fremtid.

Den nye sæson vil være med mange af seriens store stjerner som Evan Rachel Wood som Dolores, Thandie Newton som Maeve og Ed Harris er stadig manden i sort. Dertil kommer også nye navne som fx Aaron Paul, de fleste kender fra ’Breaking Bad’.