The series of women

The series of women

Dansk fotoprojekt vil have kvinderne til at turde stå frem, som de er

Plus sized, rødhårede og tatoverede. Fotograf Christopher Mertz vil vise forskellighederne blandt de danske kvinder i sit projekt 'The series of women'.

Kvinder behøver ikke at være perfekte for at se smukke ud på billeder.

Det har været omdrejningspunktet for fotograf Christopher Mertz i hans netop afsluttede fotoprojekt, som hedder 'The series of women'. Her har han portrætteret 46 forskellige kvinder.  

Projektet handler om selvværd og modet til at stå frem og vise, hvordan man er skabt. Et opråb til kvinder, som føler sig tynget af skønhedsidealet.

”De sociale medier har især givet kvinder et forskruet krops- og skønhedsideal, og jeg føler nærmest, at der er kommet en lov om, at de skal være så tynde og slanke for at være smukke, og det skal de jo ikke. Kvinder skal kunne stå frem, som de er og turde være dem selv," siger Christopher Mertz.

Kvinderne er nøgne på billederne, hvilket handler om sårbarhed. Flere af dem har heller aldrig prøvet at stille sig frem på den måde foran et kamera før.

”Jeg gik efter at få kvinderne til at fremstå meget sårbare på billederne, men også naturlige og stærke. Det var vigtigt med sårbarheden, fordi den ikke kommer til udtryk på de sociale medier, hvor man kun viser og skriver om de gode ting,” siger Mertz.

24-årige Mertz, der er selvstændig fotograf, har brugt over et år på projektet. Inspirationen har han især fået fra fotobogen '100 Great Danes' af Bjarke Johansen, hvor sangerinden Medina blandt andet medvirker. 

Alligevel føler Mertz, at hans projekt adskiller sig.

”Jeg synes, at kvinderne i ’100 Great Danes’ kommer til at fremstå for perfekte og som den typiske danske kvinde. Men for mig skal de danske kvinder ikke se sådan ud for at være perfekte. Jeg savnede en diversitet og ville gerne vise de almindelige og naturlige kvinder i Danmark,” slutter han.

LÆS OGSÅ: Klumme: ’Jeg elsker mænd, der hilser mig velkommen i deres seng, lige præcis som jeg er’

LÆS OGSÅ: Sådan charmer du dig ind på ’en kvinde vi kan li’: ’Det er aldrig rart at få hår i munden, men det går nok’

LÆS OGSÅ: Derfor gik det galt for American Apparel