Marie Bach Hansen fra Arvingerne
Foto: Isak Hoffmeyer

Marie Bach Hansen fra Arvingerne

Det ved jeg om mænd: Marie Bach Hansen

Skuespilleren fortæller om kunsten at undgå midtvejskriser, om at dumme sig big time, og sexede, beskidte mandenakker.

Jeg var på restaurant. Der sad en fyr, et par år yngre end mig, sammen med sine forældre og sin lillesøster. Jeg kunne mærke, at han kiggede, men jeg lod som ingenting. Da de var ved at gå, kom han hen til mig med en serviet. ”Jeg tror, at du tabte den her,” sagde han. Der var et telefonnummer og en sød besked om, at han gerne ville invitere mig ud. Hans mor og far og søster stod henne i døren, og så gik de ud sammen. Hold kæft, hvor er det vildt at turde sådan noget foran sin familie. Det var vildt sødt. Også selv om der ikke skete mere. Han var ikke helt min type.

Du skal aldrig prøve at lave din kæreste om. Det kommer der aldrig noget godt ud af. Man må give hinanden plads. Det er noget, jeg har fra min mor. Mine forældre er stadig sammen, så de må vide, hvad de taler om. Jeg tænker, at der må være mange ting, man har lyst til at lave om på en mand, som man har været sammen med i 25 år. ”Kom nu, slå dog toiletbrættet ned!” Men hvis man gerne vil leve sammen, så skal man måske som kvinde spørge sig selv, om det ikke lige så godt kan være én selv, der slår brættet op, når man er færdig.

Sangeren Erykah Badu har engang sagt, at ’creativity is the absence of fear’. Det udsagn kunne jeg godt tænke mig at leve efter. Det er en fed ting at huske på, når man laver noget kreativt. Uanset om du maler, synger, skriver, danser, eller hvad du nu gør. Man kan godt blive lidt bange og få præstationsangst og tænke, om man nu gør det godt nok. Om der er nogen, der opdager, at man i virkeligheden ikke kan noget Skuespil er ikke så målbart, det er svært at give karakterer. Man kan jo ikke rigtig score 12 i gråd, vel?

Jeg gør ikke ting halvhjertet. Slet ikke, hvis det har noget med arbejdet at gøre. Hvis noget skal være grimt, så skal det være rigtig grimt. Så må man ikke stoppe på halvvejen. Jeg var til casting på James Bond i sommer. Det var til rollen som Bond-babe. Jeg brugte en hel dag sammen med en coach og stylist, fandt en helt vildt lækker kjole, brugte en hel del penge på det. Og så gik jeg til casting. Jeg gik ikke videre, men det var underordnet. Hvis man får muligheden, så skal man give den gas.
 
Da jeg var 19, flyttede jeg til Barcelona uden at kende nogen. Jeg vidste ikke, om jeg ville tage hjem en måned senere eller blive boende resten af mit liv, jeg skulle bare af sted. Jeg husker, at jeg stod på Plaza Cataluña med to kufferter uden at ane, hvor jeg skulle hen. I flyet derned var jeg allerede nået at blive i tvivl: ”Åh nej, jeg har virkelig ikke lyst til det her, hvorfor gør jeg det her? Jeg savner mine venner.”

Og så var det jo selvfølgelig fantastisk efter en uge. Jeg blev der i et år. Billedet af den pige vender jeg ofte tilbage til. Det er den følelse, man har, hvis man er alene i en storby: Ingen vil savne dig, hvis du bliver kørt over. Samtidig er hele verden i din hule hånd; du kan alt. Det er en skræmmende og stærk følelse, som er vigtig at huske på, så tingene ikke bliver en rutine. Jeg tror godt, man kan forebygge en 40-års-krise ved at være lidt modig. Så man undgår den der ”Fuck, nu har jeg to børn, og jeg har ikke nået det, jeg ville, jeg bliver nødt til at gå fra min mand.”
 
Jeg mister lysten, hvis jeg skal bede om noget. Hvis jeg en dag hører mig selv sige til min kæreste: ”Det kunne være helt vildt dejligt, hvis du gav mig blomster,” så ville jeg sekundet efter miste lysten til nogensinde at få blomster. Nok mest fordi jeg ville være bange for, han gjorde det af pligt. Sådan noget skal være lystbetonet.
 
Da jeg kom hjem efter mit ophold i Barcelona, blev jeg overrasket over, hvor pæne og glatte nakker danske mænd har. Helt rene og studsede. Jeg tændte overhovedet ikke på det. Nok fordi jeg lige kom fra Barcelona, hvor mændene havde tilgroede, beskidte nakker. Nu er danske mænd ved at komme efter det og gror skæg og hår i lange baner, men de kan godt være lidt for pussenussede.  Der er lidt mere eksplosion over det i Barcelona, det tænder jeg mere på.
 
Hvis man skal forføre mig, så skal man vække min nysgerrighed. En forførelse skal bygges op over lang tid. Manden skal lukke en lille smule op og så lukke lidt i igen. Han må ikke være frådende tilgængelig i starten. Sådan tror jeg, at det er for både mænd og kvinder.

Den bedste scorereplik, jeg har fået, var slet ikke en scorereplik. Jeg stod med mine veninder på en bar, og så kom der pludselig en fyr hen og sagde: ”Undskyld, men nu har jeg stået og kigget på dig i en time. Du stråler jo! Du er simpelthen så smuk, jeg har aldrig nogensinde set noget lignende.” Og så gik han. Han prøvede ikke på mere. Han leverede et mandigt kompliment: ”Værsgo kvinde, tag det her med dig.” Og bagefter ænsede han mig ikke. Det var sejt og fint gjort. 



LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li: Missé Beqiri

LÆS OGSÅ: Udlandet kårer dansk model som den næste store ting på Instagram

LÆS OGSÅ Bag duggede ruder

Se, hvad vi ellers skriver om: Smukke Piger