Det ved jeg om mænd: Stine Pilgaard

Det ved jeg om mænd: Stine Pilgaard

Stine Pilgaard, 28 år
Forfatter

Det tænder jeg på: Jeg har en mandlig kæreste nu, men jeg har haft langt flere forhold til kvinder end mænd, så der er tale om en bred skala. Ansigtsudtryk og mimik og måden, personen fortæller historier på, tænder mig. Mennesker, der ikke forsøger at imponere og ikke tænker så meget over, hvordan de fremstår.

Ham ville jeg tage med på en øde ø: Den unge lækre digter Daniel Dalgaard. Så ville jeg håbe, at han ville læse op af sine digte i solnedgangen, mens jeg lå i en hængekøje og drak kokosmælk med sugerør og piftede og kom med spontane jubelråb.

Den mærkeligste scorereplik, jeg har hørt: En mand prøvede engang at få mig med op på sit hotelværelse ved at sige, at der var det vildeste hvide tapet, som var et syn for guder. Jeg er ret sikker på, at han havde røget utrolig meget pot.

LÆS OGSÅ To kvinder vi ka' li': Sofie og Katrine Bay

Hvis man vil score mig, skal man: Sige, at man har læst min roman, og at den var virkelig fantastisk. Jeg er tilbøjelig til at falde for faglig smiger, fordi det kan være forbundet med en vis usikkerhed at være forfatter. I det hele taget er jeg nok ikke så svær at score, medmindre jeg har en kæreste. Jeg bliver nemt begejstret for de fleste mennesker, er nysgerrig og altid på jagt efter potentielt romanstof.

Det mest sexede ved en mand er: Det afhænger af, hvor man er i sit liv. Når man er sidst i tyverne, kan det virke tiltrækkende, hvis mænd er omsorgsfulde og opfører sig anstændigt. Jeg dømmer meget folk på, hvordan de opfører sig over for tjenere, taxachauffører og ekspedienter.

Jeg har engang mødt en mand, der tændte på at: Få kastet overskårne grapefrugter meget hårdt mod sine kønsorganer. Vi nåede aldrig så langt, men det lød på en måde som en nat, der kunne have været ret sjov.

Stine Pilgaards debutroman ’Min mor siger’, udkom tidligere i år på forlaget Samleren.

LÆS OGSÅ Det ved jeg om mænd: Katharina Damm

INSTAGRAM Følg os på @euroman_dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Smukke Piger