En kvinde vi kan li': Camilla Hansen
Foto: Petra Kleis

En kvinde vi kan li': Camilla Hansen

En kvinde vi kan li’: Camilla Hansen

Jeg er enormt dårlig til at flirte. Jeg bliver rød i hovedet og sidder helt mundlam. Jeg foretrækker en mere direkte approach. Som vi siger i Bramming: ”Skal du ha’ en bajer?”

Jeg tog til Italien første gang som 15-årig – sommeren efter at jeg havde vundet modelkonkurrencen. Jeg tog derned med min far. Det var meningen, at han skulle passe på mig, men jeg kunne overhovedet ikke se meningen med det. Jeg kunne da passe på mig selv. Jeg har det så skidt over det i dag, at min far tilbragte de næste tre uger på et hotelværelse, mens jeg rendte rundt til castings og fester. Jeg oplevede lidt af hvert i Milano. Mænd blottede sig i metroen eller onanerede ved siden af mig, hjemløse fulgte efter mig. 

Da jeg kom hjem til Danmark efter min første tid i New York, var jeg helt høj. Jeg mente, at jeg var the shit. Vi festede jo med alle de kendte og kunne stryge direkte ind på alle natklubberne. Vi blev inviteret af promotorer efter princippet om, at jo flere unge piger, jo flere gamle grise dukker der op for at købe drinks. Jeg var ikke begyndt at tjene penge endnu, så for mig betød de events ofte en gratis middag og en mulighed for at møde nogle spændende mennesker. Der skete så meget: Privatfly med Pharrell Williams og Woody Harrelson. Jeg mødte Leonardo DiCaprio og var star struck, selv om han var den største idiot og så selvoptaget. Jeg var på date med Bruce Willis. Jeg fløj lidt højt, da jeg kom tilbage til Bramming. ”Hov,” sagde min mor. ”Nu stopper du lige. Det var ikke den pige, jeg sendte af sted. Kan du så få benene ned på den jyske muld.” Det er det bedste råd, jeg har fået. 

Da jeg begyndte at date i New York, havde jeg en idé om, at jeg skulle finde en mand, der var højere end mig. Jeg er 177 cm, så det burde ikke være så svært. Men fandeme, om jeg så ikke ender med en mand, der er 174 cm. I virkeligheden var det mest mændene, der havde et problem med højden. Nogle af dem, jeg datede, bad mig om at tage flade sko på. De ville ikke rende rundt med en pige, som var højere end dem. Så plejede jeg at svare: ”Du må have en god aften, alene!” Til sammenligning var min mands første fødselsdagsgave til mig et par superhøje stiletter. Han synes, at det er fantastisk, at jeg kommer i høje hæle. Som han siger, kan han altid spotte mig i et lokale. Hans mest åndssvage begrundelse er dog en anden. Når vi fx kommer ind på en bar, siger han: ”Se, nu kigger folk på dig, du ser godt ud, du kommer i høje hæle. Og så kigger de på mig og tænker: ’Han må virkelig have en stor pik!’” Det er fantastisk. Det skal han have lov til at sige. 

Jeg mødte min mand, mens jeg var på en blind date med en anden fyr. En af mine veninder havde sat mig op til mødet, hun mente, at han var helt perfekt. Det var på en lille restaurant i TriBeCa med plads til 15-16 gæster. Jeg vidste efter to minutter, at han ikke var noget for mig. Han var den mandlige version af mig selv: Når jeg møder nye mennesker, kan jeg godt være meget genert, jeg bliver nervøs. Han var på samme måde. Meget stille. Ja- og nej-svar. Så kom Nick ud – han var chefkok på restauranten og præsenterede maden for os. Jeg havde boet et par år i New York på det tidspunkt og lært at skrue helt ned for min sarkasme, fordi mange misforstod mig og blev fornærmede. Nick bragte min sarkasme frem med det samme. Vi fyrede begge løs fra første færd, hele aftenen igennem. Han er en karismatisk fyr. Han har en helt speciel måde at tale om mad på. Jeg kan sidde og være så mæt og så blive så sulten, hvis han først begynder at snakke mad. Det skete den aften. Maden i sig selv var interessant, men han har spillet meget teater og er vant til at stå foran et publikum. Få uger efter begyndte vi at date. Jeg havde det skidt over for min oprindelige date, som forsøgte at snakke med mig i restauranten, men jeg var helt væk i Nick. Det hele gik heldigvis op i en højere enhed. Ugen efter fandt min første date den pige, som han skal giftes med i næste uge. 

Pas på, hvad du serverer for en pige. En af mine venner lavede engang en chili con carne på en første date. Han havde bare ikke tænkt over, hvor spicy retten var. Daten gik vildt godt, hun var vild med maden. De begyndte at kysse. Hun endte med at give ham et blowjob, hvilket dog ikke endte, som han havde forestillet sig. Chili-effekten satte ind. Han endte med at stå med pikken i et glas mælk.  

Ud over modeljobbet arbejder Camilla Hansen som frivillig på et stort dyreinternat i New York. Efter sommerferien skal hun læse til dyrlæge. Hendes amerikanske mand er kok og arbejder på restauranten Rosette på Lower East Side i New York.  











Se flere billeder og følg Camilla på Instagram.

Se, hvad vi ellers skriver om: Smukke Piger og Kvinder