Mette Østergaard
Foto: Petra Kleis

En kvinde vi kan li': Chefredaktør Mette Østergaard

En kvinde vi kan li': Chefredaktør Mette Østergaard

Den 36-årige chefredaktør for TV2 News om tynd is, lodden hud og kvindelige algoritmer.

Jeg er drevet af en stor nysgerrighed. At få lov at kigge ind i andre menneskers liv og andre miljøer med min titel som journalist som adgangsbillet er et privilegium.

Jeg vil gerne kunne fortælle folk, at her er sket noget nyt, her er noget, de skal være opmærksomme på og forholde sig til. Så kommer perspektivet og dybden lige bagefter.

Da jeg kom i praktik på Jyllands-Posten, fandt jeg ud af, at jeg kunne hamre forsider af sted. Jeg kunne få mange forskellige mennesker til at tale og kom ind i Christiansborg-miljøet og fik historierne, der løb med vandrørene.

Det handler om relationer. Du skal ikke være blind for, at de bedste journalister på Christiansborg er dem, som har det bedste kildenetværk – dem, som kan få folk til at tale med sig før alle andre og fortælle, hvad der egentlig ligger bag en historie.

Hvis du giver lidt af dig selv, viser, hvem du er, får du også ofte noget igen. Det har jeg taget med mig i mit journalistiske arbejde og i min rolle som leder. Og nå ja, så er det også et trick at lade, som om man ved mere, end man reelt gør, når man skal grave en historie ud, så folk taler lidt over sig.

Den mest absurde historie, jeg nogensinde har skrevet, var om Helle Thorning- Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock. Jeg arbejdede dengang på Politiken, hvor vi selvfølgelig dækkede skattesagen.

En dag blev jeg ringet op af statsministerens spindoktor og bedt om at komme over i Statsministeriet med det samme. Da jeg ankom til ministeriet, blev jeg lukket ind i et lydtæt rum.

Her fortalte spindoktoren, at Thorning ville give Politiken et interview i forbindelse med skattesagen, og at hun i den anledning havde tænkt sig at aflive rygterne om, at hendes mand var homoseksuel.

Hun havde tænkt sig at lukke sagen ned, inden den for alvor brød ud. Det var rimelig absurd at sidde på statsministerens kontor og spørge, om hun nu var helt sikker på, at hendes mand ikke var bøsse.

Jeg fik en del sure henvendelser dagen efter den forside, fordi læserne syntes, at jeg havde været vanvittig uhøflig ved overhovedet at tage emnet op. Min mor var dagplejemor, og min far var malermester.

Jeg er opdraget til, at man altid kan gøre det en tand bedre, men også med en helt, helt grundlæggende kærlighed og tillid til, at det kunne jeg også. Tankegangen var: Hvis andre kan, så kan jeg også. Det har altid været min målestok.

Som 21-årig rejste jeg rundt i Zimbabwe med en gruppe backpackere fra hele verden i en gammel bus. Vi sov i telt, tissede i et hul og lavede mad over bål. Jeg sov sammen med en australsk pige og husker en nat, hvor hun vækkede mig og hviskede: ”Kan du lugte det?”

Jeg blev ramt af den stærkeste stank af lodden hud. En rigtig rovdyrslugt. Pludselig var der noget, der puffede til vores teltdug, og vi lå helt stille, stive af skræk, mens vi hørte, hvordan dyret gik udenfor og puffede til teltet.

Vi fandt aldrig ud af, om det var en hyæne eller en løve, men det var temmelig spændende at ligge bag en tynd teltdug og håbe på, at den snart gik væk. Rejsen var under 11. september, så jeg er et af de få mennesker i verden, der ikke kan huske, hvor jeg var, mens angrebene skete.

Det er især underligt for mig som nyhedsmenneske i dag. Jeg så først billederne af World Trade Center 3-4 uger senere, fordi jeg lå ude i den afrikanske ødemark uden kontakt til noget som helst.

Det var først, da vi nåede Cape Town og opdagede, at alt var spærret af, at det gik op for mig, at noget nu var helt anderledes Jeg faldt over et Pippi Langstrømpe-citat, hvor hun siger: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det er jeg sikkert god til.”

Sådan kunne jeg godt ønske mig, at der var lidt flere kvinder, der tænkte, så de turde springe ud i noget, der ikke var helt sikker havn – men som jo sagtens kan blive det.

Jeg tror mere på en stejl læringskurve end på at læse alt op på forhånd. Jeg oplever, især når jeg rekrutterer unge kvinder, at mange er lidt for forsigtige og tænker for meget over, om det er det rigtige tidspunkt at skifte job, om det passer sammen med deres øvrige liv, om de nu er dygtige nok, om de matcher jobbeskrivelsen.

Sådan har jeg sgu aldrig tænkt. Jeg har tænkt: ”Det er nu, den er der. Så prøver jeg.” Jeg synes, at det er fedt at komme derud, hvor isen er lidt tynd. Og så lærer man det. Jeg bestiller og skænker selv min vin, hvis manden ikke er hurtig nok.

Hvis manden ikke tager teten, tager jeg den selv lynhurtigt. Jeg kan ikke lade være. Mange kvinder kan lide en gentleman, fordi han gør det, som kvinder godt kan selv.

Det er o.k. at holde døren, skænke vinen og følge kvinden hjem fra fest, for det kan vi godt gøre selv. Det er gestussen i det. Jeg synes, at ligestillingsdebatten ofte forfladiger det aspekt. Ligestilling handler om lige rettigheder. Ikke om høflighed.

Mænd skal vide om kvinder, at afkodning af os er en organisk størrelse. Nogle gange skal vi rummes, andre gange siges imod. Men ve den mand, der strikker den forkerte strategi sammen på det forkerte tidspunkt. I skal også vide, at lige så snart I tror, at I har regnet den ud, ændrer vi lydløst algoritmen. Men det er jo også derfor, at I elsker kvinder og aldrig bliver færdige med os.

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Mathilde Gøhler

LÆS OGSÅ: Savner du sommeren? Tag med Emily Ratajkowski til Grækenland

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Ida Praetorius

Se, hvad vi ellers skriver om: En Kvinde Vi Kan Li' og Smukke Piger