En kvinde vi kan li': Dorthe Gerlach

En kvinde vi kan li': Dorthe Gerlach

En kvinde vi kan li': Dorthe Gerlach

Hush-forsanger Dorthe Gerlach om hjælpsomme mænd, sin angst for karruseller, og en lørdag formiddag på gågaden i Randers.

"Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at spille et instrument. Det kan lyde mærkeligt, når jeg er musiker, men musik har altid været meget lystbetonet for mig.

Jeg har ikke den tålmodighed, der skal til for at blive rigtig god til at spille et instrument. Da jeg var barn og boede i Sterup i Nordjylland gik jeg til klaver, og en gang om ugen kom læreren hjem til os og underviste mine søskende og mig. Men jeg syntes, at det var sjovere at synge, så det endte som regel med, at jeg fik lokket klaverlæreren til at spille Kim Larsen, mens jeg sang. 

Min far var direktør på en rejefabrik, og når han kom hjem fra arbejde og var stresset, satte han sig ofte og spillede klaver. Han var ikke musiker, men sad bare og jammede eller spillede gamle John Mogensen-sange.

Min mor derimod spillede klassisk blokfløjte og bratsch efter noder. Jeg tænkte, at hvis man ville noget med musik, skulle man på konservatoriet. Men musikteori og hørelære har aldrig sagt mig noget. Jeg havde kun lyst til musik på den sjove måde.

Det var først, da jeg mødte Michael (Hartmann, Dorthe Gerlachs mand og partner i Hush, red.), at jeg opdagede, at man måske kunne leve af at lave popmusik.

Jeg var 17 år og de fleste af mine lommepenge gik til togbilletter, så min efterskoleveninde og jeg kunne tage rundt og spille på gågader i forskellige jyske byer.

En lørdag formiddag stod vi og spillede ved siden af Prima-kiosken i Randers midtby, som Michaels far ejede, og da han hørte os, ringede han til Michael og sagde: ”Nu har jeg fundet en sangerinde til jeres band. Kommer du ikke ned og drikker en fadøl, så kan du høre hende?”

Michael har senere sagt, at dét han så, da han kom derned, var en usleben diamant med stor, nordjysk afro, der stod og sang Tracy Chapman. Han kom hen og sagde, at han havde et band, og spurgte om jeg kunne tænke mig at komme forbi deres studie.

Han gav mig sit telefonnummer, men jeg tænkte, at det med et studie lød som noget, der ville koste mig penge, så det skulle jeg i hvert fald ikke, og derfor smed jeg det ud. Så måtte hans far på sagen igen, og via min veninde fandt de frem til mig, jeg tog i studiet og endte med at komme med i bandet alligevel. Der opstod hurtigt interesse fra nogle pladeselskaber, men vores demoer endte på en hylde, og til sidst gik bandet i opløsning.

Vi blev kærester, og i 2000 flyttede vi til København og startede forfra. Michael og jeg boede i en lille toværelses lejlighed på 40 kvadratmeter, hvor vi indspillede musikken. Jeg passede et opvaskerjob ved siden af, og vi havde ikke en rød reje. Når jeg var hjemme til familiefest i Jylland, blev de længere og længere i ansigtet, efterhånden som tiden gik.

Det var en kæmpe sejr endelig at udgive vores debutplade i 2004. At stå med den cd i hånden er stadig den største succesoplevelse for mig. Jeg tænkte, at uanset hvad der skete herfra, så havde vi om ikke andet opfyldt en drøm og fået en souvenir ud af det, som vi kunne tage med os.

Hvis jeg mødte mig selv som barn i dag, ville jeg skulle give mig selv lov til at være et ubekymret, uspoleret barn lidt længere. Jeg var ni år gammel, da min lillesøster blev alvorligt syg, og der var en lang periode, hvor vi ikke vidste, hvad der ville ske med hende.

Min søsters sygdom gjorde, at jeg i en ret tidlig alder følte et ansvar for at holde sammen på familien, selv om det selvfølgelig ikke var mit ansvar. Jeg havde et stort behov for at opretholde harmonien.

I mange år gjorde det mig meget konfliktsky, og mit sanseapparat var konstant på overarbejde, fordi jeg hele tiden var så opmærksom på, hvordan andre havde det. I dag tror jeg, at jeg kan bruge min næsten overdrevne opmærksomhed positivt, når jeg fx opfanger små ting i min hverdag, som jeg efterfølgende kan bruge i mine sange.

En mand gør indtryk på mig, hvis han er hjælpsom og har en 'hey, det fikser jeg'-attitude. Jeg synes, det er enormt mandigt at træde til og hjælpe andre, når der er brug for det, uanset om det er at følge en gammel dame over vejen eller give en hånd med at bygge en carport eller lægge nyt tag på huset. Jeg kan godt lide, når mænd tager ansvar for deres omgivelser og hjælper til, hvor de kan.

Jeg er enormt bange for at køre i karruseller. Noget af det mest angstprovokerende, jeg har prøvet, er en tur i ’Dæmonen’ i Tivoli. Jeg læste på et tidspunkt, at alle mennesker oplever dødsangst, når det går stærkt i en vild karrusel, men når turen er slut, får de fleste et skud endorfiner fra hjernen, som gør, at det i sidste ende er en god oplevelse for dem alligevel.

Men nogle mennesker får kun angsten. Jeg er ret sikker på, at jeg har kørt i karrusel for sidste gang i mit liv.

LÆS OGSÅ: Emily Ratajkowski kritiserer magasin for at photoshoppe hendes bryster og læber

LÆS OGSÅ: 14 kvinder vi kan li' på årets danske festivaler

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Roberta Reichhardt