Jeg debuterede som forfatter, da jeg var 24 år gammel, og siden har jeg levet af at skrive bøger. Det lå egentlig ikke i kortene. Jeg har altid interesseret mig for litteratur, men jeg troede, at jeg skulle studere antropologi eller psykologi. Efter gymnasiet tog jeg på en længere rejse rundt i verden, og mens jeg var af sted, havde Berlingske en konkurrence i avisen, som hed ’Brev fra det blå’, hvor læserne kunne skrive et rejseessay og vinde en pengepræmie. Jeg deltog – og vandt. Efter den oplevelse begyndte jeg at tage det at skrive alvorligt.

Det er enormt krævende at skrive en bog. Det er seriøst hårdt arbejde. Det er næsten helt urimeligt, for der ligger flere års arbejde bag et værk, det måske tager læseren fem-seks timer at komme igennem. Op til deadline aflyser jeg mit sociale liv og isolerer mig på mit skriveværelse. Da jeg færdiggjorde min nye bog, ’Til min søster’, gik jeg stort set ikke ud mellem december og midten af februar. Det er en vild proces, hvor jeg nærmest lever inde i fiktionens verden. Jeg får ikke ringet tilbage til mine venner, jeg får ikke spist, og i perioder sover jeg måske kun tre-fire timer om natten. Man kommer kun i mål med at skrive en bog, hvis man virkelig vil det.

Jeg flyttede hjemmefra, allerede da jeg var 17. Jeg voksede op i Buresø i Nordsjælland. Et lillebitte og dejligt sted, men som teenager var jeg optaget af musik og teater og ville gerne gå på Skt. Annæ Gymnasium i København. Jeg flyttede ind i min farmor og farfars lejlighed i byen, som stod tom, fordi de boede i et sommerhus det meste af året. På det tidspunkt var jeg totalt flippet. Jeg havde stort henna-rødt hår, gik i islandske sweatre og tøj fra 60’erne og bagte hash-kager, som mine venner og jeg spiste i min farmor og farfars stue mellem deres kongelige porcelænsfigurer og blondegardiner.

Kjole Baserange til 2.520 kr. hos Norse Store Women. Sko er Dys egne.

Et af de største komplimenter, jeg har fået, var fra en mand, jeg kendte engang. Han sagde til mig, at han ikke følte, at der var nogen tanker i ham, som jeg ikke ville kunne rumme. Det blev jeg virkelig glad for. For er det ikke det, man længes efter i en kærlighedsrelation? At blive set og mødt som det hele menneske, man er. At der i den anden er plads til én, præcis som man er.

Jeg har aldrig været på Tinder eller nogen anden datingside. Jeg er så gammeldags, at jeg tror på mødet i den virkelige verden. Jeg synes, det er svært at gå på dates. Man kan jo aldrig møde et menneske én gang og med det samme vide, om man passer sammen. Det er noget, der vokser langsomt frem. Jeg tror i stedet, at man bør være åben over for kærligheden og give sig tid til at lære et menneske at kende. Det er så let at afskrive folk på førstehåndsindtrykket og sige: ’Vi kommer ikke til at passe sammen.’

Der har været meget kærlighed i mit liv. Jeg plejer at sige, at alle de mænd, jeg har elsket, bor et sted i mig. Jeg har kendt virkelig mange gode mænd, få idioter og enkelte, der placerer sig midt imellem. Der var engang en fyr, som brød ind i min bil og fyldte den med hvide liljer. Det var en sød gestus, men to dage senere forsvandt han ud i den blå luft. Jeg hørte aldrig fra ham igen. Mine veninder og jeg grinede meget af den historie, fordi den hvide lilje er en klassisk begravelsesblomst. Det tror jeg ikke, fyren vidste, da han fyldte min bil med dem. Hvis du møder noget kikset kærlighed, så grin af det, hvis du kan.

Jeg er modig og nysgerrig. Jeg har ofte trodset min frygt for at få en stor oplevelse. Jeg har været på flere potentielt livsfarlige rejser, både til Haiti efter jordskælvet og i Afghanistan, hvor jeg fulgte de danske kamptropper. Det er nok også derfor, at folk ofte beskriver mig som ’en stærk kvinde’. Jeg har rejst en masse farlige steder, jeg har mit forfatterskab, jeg deltager i den offentlige debat, jeg går på jagt og bor alene i et stort hus i skoven med min datter. Det er sådan noget, en stærk kvinde gør. Åbenbart. Men jeg bryder mig ikke om at blive kaldt en stærk kvinde, for det forudsætter jo, at der er nogle andre, som er svage. Jeg forstår ikke, hvorfor der overhovedet er behov for at inddele mennesker i kasser.

Jeg elsker biler. Det kommer sig af, at jeg er vokset op i en bil-gal familie, hvor alle har meget skarpe holdninger til, hvad man skal køre i. Ikke at det behøver at være fancy på nogen måde. Min mor kørte altid rundt i en gul Citroën 2CV, og min far samlede på gamle veteranbiler. Han har haft en Jaguar, en Rover og en Porsche 911. Som barn hadede jeg, når han hentede mig fra badminton i sin sportsvogn. De andre forældre kom i store Volvo’er med masser af plads og frugtsnacks til turen hjem, og så kom min far i sin Porsche, hvor vi skulle klemme os ind og sidde oven på hinanden for at kunne være der. Jeg afskyede den bil som barn – men had og kærlighed hænger som bekendt sammen. I dag er jeg i hvert fald selv den lykkelige ejer af en Porsche 911. Jeg sætter pris på dens æstetik på en helt anden måde, end jeg gjorde som barn. Jeg er dog varsom med ikke selv at blive til sådan en kunstnermor, der drøner af sted i sin sportsvogn for at hente sin datter i børnehaven.

For mig symboliserer biler den ultimative frihed. Jeg kunne bo i en bil. Jeg drømmer om at eje et gammelt Folkevognsrugbrød, som jeg kan indrette som et ’mobile home’ og suse derudad på må og få uden at tænke over tid og sted. Jeg har tilbagelagt mange kilometer i bil. Jeg kører lidt til den friske side, men jeg er en virkelig god bilist. Det er i øvrigt noget, der overrasker folk. Måske fordi jeg er forfatter – og kvinde. At kvinder skulle være dårligere til at køre bil end mænd, er en underlig fordom, der desværre stadig trives i bedste velgående.