Ellen Hillingsø - En kvinde vi kan li'
Foto: Polina Vinogradova Kvinder vil have mænd, der er sjove, og kvinder sænker paraderne, når mænd er morsomme.

Ellen Hillingsø - En kvinde vi kan li'

En kvinde vi kan li': Ellen Hillingsø

Skuespiller Ellen Hillingsø om begær og skænderier, det ideelle tidspunkt at lyve for sine børn og om altid at have en snøre i vandet.

"Jeg vidste meget tidligt, at jeg skulle være skuespiller. Det lå i mig som en drift. Som lille optrådte jeg hele tiden for min familie og i skolen. Min mormor ville endda altid have, at jeg skulle underholde hende, når hun passede mig. På den måde anerkendte hun, at det med at optræde, det kunne jeg, og det betød meget for mig.

Mine somre sammen med min kusine hos min mormor er mit bedste barndomsminde. Vi havde noget, som moderne børn ikke har: fred, tid, frihed. Ingen vidste, hvor vi var, og vi havde strand, skov og følelsen af endeløse somre.

De voksne røg cigaretter og drak drinks. Da jeg blev voksen, spurgte jeg min far, hvordan de kunne lade os være så meget alene, og han sagde: ”Vi var da også nervøse – indimellem.”

Jeg var ikke hjemme, da jeg modtog brevet fra skuespillerskolen. Min storebror åbnede det og ringede ud på Kanal 2, hvor jeg var morgenflimmervært. Da han fortalte, at jeg var kommet ind, skreg jeg ud på redaktionen: ”Jeg siger op.”

Jeg mistede ret mange tætte familiemedlemmer på få år, lige inden jeg blev teenager. Min mormor, farfar og flere onkler døde. Fornemmelsen af, hvor skrøbeligt og hvor kostbart livet er, er meget præsent hos mig. Man ved aldrig, om det er sidste gang, man ser folk. Det tænker jeg meget over. Derfor sørger jeg altid for at sige ordentligt farvel til dem, jeg elsker. Jeg ser dem i øjnene og siger: ”Kør forsigtigt.”

Jeg lå og svømmede i havet ud for Balis kyst, da jeg opdagede, at min veninde hoppede hektisk op og ned og viftede med armene inde på stranden. Først forstod jeg ikke, hvad hun lavede, men så opdagede jeg, at jeg var ved at drive væk, og at jeg allerede var rigtig langt ude.

Jeg blev bange, og jeg vidste godt, at jeg svømmede for mit liv. Heldigvis er jeg en god svømmer. Mine knæ var helt ridsede af koralrevet, da jeg kom ind på land, og min veninde skreg: ”Hvad fanden laver du!” igen og igen, da jeg var i sikkerhed. Hun var nok mere chokeret end mig.

Det isner mig ned ad ryggen, når jeg tænker på alt det, mine børn skal opleve på deres egen krop. Alt det, de kan komme galt af sted med, alle de gange, de skal dumme sig for at lære af det.



Det minder mig om myten om Balders død og begyndelsen på ragnarok: Hans mor havde taget alt i verden i ed, så intet kunne skade ham. Kun mistelten havde hun fundet så undseelig, at hun ikke tog den i ed, for ”den kunne da ikke dræbe Balder.” Troede hun.

Og så klip til, at Høder – på Lokes foranledning – skyder Balder med misteltenen og slår ham ihjel. Det er jo ikke til at bære. Vi kan som forældre ikke tage alt i ed. Vi er nødt til at slippe dem, vi elsker, og håbe på det bedste.

Det bedste råd, jeg har fået, er, at man altid skal have en snøre i vandet. Man skal være entreprenør i sit eget liv og få ting til at ske. Der er noget mærkeligt passivt ved at være skuespiller, fordi man kan ende med at sidde og se på telefonen, og passivitet er kvælende i alle henseender. I stedet skal man kaste en snøre ud.

Man vokser, når man tager ansvar for sit liv. Det har åbnet mange døre i mit arbejdsliv. Jeg har lavet mange ting i periferien af mit fag – foredrag, værtsroller – for at komme ud af komfort-zonen og mærke blodsmagen i munden af nerver.
Når børn ikke opfører sig ordentligt, peger pilen altid på forældrene.

Fra begyndelsen er der jo helt tomt på børns harddisk, og forældrenes opgave er at fylde den op. Hvis der ikke er nogle forældre, der siger: ”Du skal møde til tiden, for så kan timen komme i gang,” og ”Du skal børste dine tænder og rede din seng,” lærer de det jo ikke.

Og jeg tror, at vi som moderne forældre er for selvoptagede og har for travlt, så når vi endelig er sammen, vil vi hygge os og ikke skændes. Men måske ville vi være nogle meget bedre forældre, hvis vi sagde ’nej’ og ’sluk’ og ’lad være’ og ’sgu’.



Man kan ikke bruge succes til særlig meget. Den er der kort, og så er den forsvundet igen et øjeblik senere. Så når der er momentum, er det i virkeligheden bare om at komme videre. Man skal ikke hvile på laurbærrene, de stikker nemlig sådan. I virkeligheden er fiaskoer nemmere at komme videre fra. Hvis jeg fx får en dårlig anmeldelse, kan jeg gå ind på scenen og fyre den af for at bevise, at de tager fejl. Det er nemmere at klatre op end at klatre ned.

Som min gamle meditationslærer sagde til mig: ”Good luck? Bad luck? Who knows?”

Det er altid de pæneste mennesker, der får Botox og Restylane. For de har altid haft deres gode udseende. Og hvad skal de så gøre, når det forsvinder? Det er nemmere at blive ældre, hvis man aldrig har haft sin identitet i sit udseende.
Opskriften på min favoritdrink er, at jeg tager en flaske Bollinger og putter den i køleskabet og lader den ligge natten over.

Kvinder vil have mænd, der er sjove, og kvinder sænker paraderne, når mænd er morsomme. Selvironi, nysgerrighed og interesse hjælper også, sammen med overblik over situationen. Damer elsker at blive puslet om, og det kan handle om alt fra en stor diamant, til at man flytter en stol eller siger: ”Hey, pas på kanten.”

Jeg elsker mænd, der fortæller en god røverhistorie. Den må gerne være lang og super nørdet, men den skal være vidende, åben og inkluderende, åben for en diskussion – og ikke være en monolog. Mænd skal være opsat på en samtale og ikke bare lede efter et publikum – for så er vi jo to om det, og det er sgu for meget.

Min mormor sagde altid: ”Lad aldrig solen gå ned over en uoverensstemmelse.” Og det er rigtigt, når det handler om ens nærmeste venner og familie. Men når det gælder resten af verden, skal man faktisk netop lade solen gå ned over skænderierne. Det er vi nødt til, fordi vi lever i en tid, hvor man hele tiden bliver fristet til at reagere på alting. En, to, torden, så har man skrevet en rasende mail og sendt den af sted på alle tider af døgnet.

Det tager kun et sekund at spamme hele verden eller ringe 10 gange til det røvhul, der ikke tager telefonen. Det er så nemt at lade begæret, vreden, hadet, få frit spil. Men stop. Afstå fra det. Sov på det. Man skal spise ordentligt og holde sig slank. Så har man det bedst. Man skal ikke lade stå til. Det kræver disciplin at være i live.

Jeg har et ar, som jeg er glad for. Jeg fik akut kejsersnit med mit første barn. Navlesnoren var alt for kort. Han var viklet ind i den. Min svigerinde, der er sygeplejerske, sagde længe inden fødslen: ”Den mave kommer ikke til at føde naturligt.”



Han kom ud to uger over tid, lille, rasende og sulten. Muslimerne siger: ”Kun Allahs værk er fuldkomment.” Alt andet skal have en fejl. I gamle persiske tæpper lavede man også altid en fejl. Så jeg har en fejl, og ud af den fejl kom begge mine børn.

Mit yndlingscitat kommer fra Shakespeare: ”Der er kun ét mørke, uvidenhedens mørke.”

Julianne Moore har sagt, at man er så berømt, som man orker at være. I Danmark kan man gå ret meget i fred. Og man kan altid afstå fra at gå ind i den verden, hvis man ikke har lyst til at blive genkendt.

Jeg er først lige blevet menneske igen efter de hårde år med små børn, hvor man skal realisere sig selv karrieremæssigt samtidig. Mit råd til unge par er at holde ud, for det går over. I behøver ikke at blive skilt, man kan godt klare det, og så får man lov til at hviske sammensvorent til hinanden: ”Teenageren gav et kys i dag …”

Min datter spurgte mig som otteårig: ”Mor, har du nogensinde givet nogen et blowjob?” Så er det helt o.k. at lyve. 

Jeg vil gerne dø oldgammel siddende i en lænestol. Imens hele min store familie spiser en frokost sammen i rummet ved siden af, og jeg kan høre deres stemmer."

Ellen Hillingsø, 49 år. Uddannet skuespiller fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1994. Fik sit gennembrud i Ole Bornedals ’Charlot og Charlotte’ og har haft en alsidig karriere med roller på teatre, i film og tv-serier samt lagt stemme
til både lydbånd og tegnefilm.

Styling Victoria Saceanu, Hår & Makeup Lou Ditlevsen/Agentur CPH

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Lotte Thor Høgsberg

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Michaela Theibel

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Tina Müller

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder og En Kvinde Vi Kan Li'