Geeti Amiri
Foto: Petra Kleis

Geeti Amiri

En kvinde vi kan li': Geeti Amiri

Den 28-årige debattør Geeti Amiri om at bryde med traditionerne, tilgive sin voldelige storebror, om at finde en balance mellem sit danske og afghanske ophav og om at finde en mand, der ikke er bange for hende.

Da jeg var 14 år, gik min far bort. Efterfølgende havde jeg tre sindssyge år. Min storebror mente, at han skulle opdrage mig. Han kunne finde på at sanktionere mig med vold, fordi jeg gik med runde øreringe, læste en bog eller hang med veninderne på gaden.

Han kaldte mig en dårlig afghansk pige. I de år fik jeg et kæmpe had til alt, der var afghansk. Når folk spurgte, hvor jeg var fra, sagde jeg: ’Jeg er dansker.’ 

Jeg blev fjernet hjemmefra, da jeg var 17. Jeg ændrede min identitet for at slippe væk fra min storebror. På krisehjemmet spurgte pædagogerne, hvad jeg synes om at få navnet ‘Aisha’. ’Ih, hvor originalt,’ tænkte jeg og valgte i stedet at hedde Celina. Man er vel vokset op på Amager.

Jeg begravede bogstaveligt talt Geeti og fik et job i nattelivet. Jeg havde aldrig før været i byen, og pludselig stod jeg der med champagne på en bakke i høje hæle. Det var i de år, jeg udlevede min Celina-personlighed.

Jeg havde ingen forhistorie, så jeg gav den fuld gas. Hold kæft, mand. Det lyder dobbeltmoralsk, når jeg selv har arbejdet i nattelivet, men jeg ville aldrig ønske det for mine niecer.

Den første gang jeg så min bror i flere år, var til min søsters bryllup. Jeg havde hjertebanken. Jeg undgik ham hele aftenen, men på et tidspunkt kom han og satte sig ved siden af mig. Jeg havde et glas vin i hånden, så jeg tænkte ’Fuck.’

Det er jo en storebror, der har givet mig tæsk, bare fordi jeg har læst bøger. Jeg kiggede på ham og sagde ’Skål,’ Efter et stykke tid, sagde han: ’Undskyld for alt det lort jeg udsatte dig for. Det har jeg villet sige i mange år.’

Da han sagde det, gik det op for mig, at det aldrig har givet mig noget ikke at tilgive et menneske. Alt, hvad der havde været af smerte, blev forløst af, da vi sad over for hinanden og erkendte, at vi skulle videre.

Jeg har enormt glæde af min afghanske identitet nu. Når jeg sover hjemme hos min mor, bliver jeg vækket klokken fem om morgenen af mine niecer. Jeg har ikke mødt nogen 28-årige som mig selv, der har det forhold til børnene i deres familie, som jeg har.

 

Jeg kan stå med et glas champagne den ene dag og med en lorteble i hånden den anden. Dengang jeg var Celina, savnede jeg det, som definerede mig som afghaner: Min familie, varme, at tænke mere på andres dag end min egen.
Det mest markante træk ved min personlighed er min ærlighed.

Det er også det, jeg værdsætter mest hos andre mennesker. På godt og ondt. Der er ikke nogen grund til at give halve sandheder. Det er derfor, jeg er en person, man enten elsker eller hader.

Det er ikke, fordi jeg vil være en negativ budbringer, men fordi jeg ikke kan finde ud af at være uærlig. Men ærlighed kræver, at man er i stand til at høre sandheden selv. Det er ikke altid nemt, når jeg hører, hvordan folk opfatter mig, men det er en del af det.

Min mor oplever udstødelse og udskamning fra andre afghanere, fordi jeg kritiserer vores kultur i den offentlige debat. Men hun tager det med oprejst pande. Hun er skideligeglad og siger: ’I det mindste ved jeg, hvad min datter render rundt og laver.’ De her mennesker bilder sig ind, at deres døtre er blevet dem, de gerne vil have. De skulle bare vide.

De mænd, der falder for mig, gør det, fordi de synes, jeg er eksotisk og vild, eller også falder de for mit pæne, afghanske jeg. En mand gør indtryk på mig, når han forstår, at jeg er begge dele. Hvis ikke han kan klare en kvinde, som til tider er ustyrlig, så pis af, for så fortjener han heller ikke en kvinde, som til tider er enormt pæn.

Når jeg dater en dansk fyr, spørger han altid: ’Hvorfor er du så meget hjemme ved din mor?’ ’Fordi det er onsdag, og hun har sendt mig et billede af en lækker afghansk ret, hun har lavet.’ De danske mænd synes jeg er spændende, men de er også rædselsslagne for mig.

Den sidste fyr jeg datede, spurgte jeg direkte: ’Er du bange for mig?’ Og han svarede: ’Det er jeg faktisk lidt.’ Nogle gange er jeg ret udfarende og passioneret, men jeg falder altså ned igen.

Man giver ikke køb på ligestilling, fordi en fyr tager handling. Mænd i min generation er pacificerede og tør på ingen måder at kurtisere, fordi de er vokset op med en udviskning mellem kønnene.

Når jeg dater danske mænd, tænker jeg altid, at de gerne må gøre en større indsats. Jeg bruger tre timer på at gøre mig klar med hår, sminke og kjole. Så møder du kraftedeme op i en forvasket t-shirt og byder mig på en kop kaffe. Det passer min balkjole ikke til.

Når jeg dater afghanske mænd, kan de finde ud af alt det der. De henter mig, de trækker stolen ud, de er galante. Men når jeg begynder at stikke en smule ud, har de enormt travlt med at rette mig ind.

Mænd glemmer, hvor stort et indtryk de gør på kvinder, hvis de lægger mærke til de små ting. Hvis hun har særlige træk, der gør hende tiltrækkende, så komplimentér det. Det kan være svært for mænd, hvis de hele tiden får at vide, at de er nogle sexistiske røvhuller. 100 års kvindekamp er ikke spildt, fordi vi lader en fyr fortælle os, at vi ser godt ud.

Det har været enormt vigtigt for mig at tilgive. Det opfordrer jeg også unge mennesker til i mit radioprogram. Det er vigtigt, at de insisterer på at komme tilbage til deres familier, når de har taget kampen op. I et individualiseret samfund som det danske er det svært, fordi vi altid får at vide, at vi skal trække en streg i sandet. Selvfølgelig skal du ikke lade nogen pisse på dig dagligt, men der er ingen grund til at hænge sig i fortiden.

LÆS OGSÅ: 14 kvinder vi kan li' på årets danske festivaler

LÆS OGSÅ: The Morning After: Frederikke Lykke

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Roberta Reichhardt

Se, hvad vi ellers skriver om: En Kvinde Vi Kan Li' og Kvinder