Jeg er enebarn. Min far er arkitekt, og min mor er pædagog, begge passionerede mennesker der altid har værdsat kreativitet og kulturel forståelse. Lige siden jeg kan huske, har jeg haft et vanvittigt behov for at udforske og udfolde mig. Vejen ind i design og kunst kom derfor meget naturligt. Jeg fik i den grad lov til at være nysgerrig på mig selv og på verden.
Gymnasiet var absolut ikke den rette vej for mig at gå. Skolen kedede mig frygteligt. Jeg ville være dygtig til at skabe noget selv – jeg ville noget andet og valgte derfor efter folkeskolen at bruge tre år på at bevise over for mig selv og over for omverdenen, at jeg i hvert fald kunne blive til noget. Jeg assisterede adskillige scenografer, lærte porcelænsmaling, syede en masse og gik på tegneskole i et år. Derefter søgte jeg ind på Central Saint Martins i London for at studere design.
Jeg gik på årgang med Henrik Vibskov, og da vi afsluttede uddannelsen, fik vi begge lov til at lave et presseshow, som blev meget anerkendt. Efterfølgende var vi begge i tvivl om, hvordan vi skulle fortsætte, men blev enige om at tage hjem og lave en kollektion sammen. Jeg stod for det skulpturelle design, og han stod for printet.
Vi var to egoer i et rum med alt for lidt plads. Vi ville hver sit på hver vores måde, og vi afsluttede vores eventyr, nærmest inden det overhovedet rigtigt var begyndt. Men jeg tror på, at tingene sker af en grund, og vi fortsatte med at være rigtigt gode venner, heldigvis.
