Ida Praetorius
Foto: Polina Vinogradova

Ida Praetorius

En kvinde vi kan li': Ida Praetorius

Den 22-årige ballerina og solodanserinde om held, arbejde og kunsten at smide bekymringerne over bord.

Folk tror nogle gange, at man enten er en fin og pæn pige, fordi man danser ballet, eller at man virkelig må være en freak. Og ja, det kræver en freak at være god til det her, men jeg er også bare Ida på 22 år, som bare er sammen med sin kæreste og sine venner.

Jeg blev udnævnt til solodanser for et par uger siden. Det er det ypperste, man kan blive i ballettens verden. Næste dag til træning tænkte jeg: ”Alt er fuldstændig, som det plejer!” Og så var det alligevel ikke. Noget i mig var forandret. Det er en stor ære, og jeg er sindssygt glad for anerkendelsen.

Jeg har altid set meget op til de ældre dansere, og en solodanser skal i mine øjne sætte et godt eksempel med sin arbejdsmoral, sin måde at være på og sin måde at forholde sig til kunsten. Det er et stort ansvar.

Jeg har en lærer, som altid siger: ”I don’t believe in luck.” Teknikken skal sidde der hver aften. Så jeg øver mig.

Dansere er fysiske. Vi kender nogle gange hinanden kropsligt, før vi kender hinanden personligt. ”Nå ja, ham der? Han er lidt stærkere i sin højre arm end sin venstre.”

Det ved jeg nogle gange efter træning om en partner, inden jeg overhovedet ved noget om ham som menneske. Vi hænger meget op ad hinanden og rører ved hinanden. Jeg har haft veninder, som lidt for sjov spørger: ”Er alle bare sammen med hinanden i dansemiljøet?”

Ruskindsjakke Superdry til 2.000 kr. Jeans Dr. Denim til 600 kr.

 

De kan slet ikke finde ud af, hvad der foregår. Vi er bare meget touchy af natur, fordi vi hele tiden arbejder med hinanden og ikke har særlig meget tøj på til prøverne.

Når folk er dygtige til det, de laver, finder de ofte også en ro. Nogle af de dygtigste dansere i verden er også privat de sødeste mennesker. De hviler i sig selv, måske fordi de ikke behøver at bevise noget.

Engang var mandens rolle bare at være et stativ for pigen. De støttede og løftede pigerne, som var dem, der dansede. Men over tid er mændene kommet ind i dansen. I dag er det lige så stort at danse Romeo som Julie.

Jeg holder meget af det moment, når jeg kommer hjem sent om aftenen efter en lang dag på teatret. Jeg har oplevet en masse på scenen og får et adrenalin-rush hver gang. Bagefter er det skønt at komme hjem og være mig selv. Jeg sidder altid på køkkenbordet med en skål havregryn. Det behøver ikke være fancy. Kaffe er også godt. Havegryn og kaffe, så er jeg glad. Det er fire nuancer af brunt.

 

Da jeg var yngre, var jeg ofte bekymret og tænkte: ”Hvad nu hvis?” Den tanke skal man smide ud, den er ikke konstruktiv. Jeg havde en coach, der spurgte mig: ”Hvad er det værste, der kan ske, når du går ind på scenen?” Jeg svarede: ”At jeg falder eller glemmer mine trin.”

Hvad gør man så? Man dør ikke af det. Man rejser sig op og danser videre.

22-årige Ida Praetorius er solodanser på Det Kgl. Teater. Hun slider 10-15 par håndsyede balletsko op om måneden.

Styling Ciara Broadbery, hår og makeup Prins/AG Enturcph

LÆS OGSÅ: 11 kvinder vi kan li’ til Musik i Lejet 2016

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Ellen Hillingsø

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Lotte Thor Høgsberg