Jeg er natteravn. Det er, som om min tidszone er forskudt. Jeg er nok mere tunet ind på amerikansk tid. Jeg hører amerikanske radiostationer hele tiden, når jeg er på farten eller ikke selv laver musik. Jeg lever om natten. Det er også derfor vi kalder det dark pop, alt foregår om natten. Der er ingen lyse billeder, det er én stor mørk stem-ning. Om natten kommer alle de mennesker ud, som sidder hjemme om dagen og ikke passer ind i systemet.
Jeg har aldrig følt, at jeg passede ind, altid følt mig som den sygeste outsider. Musikken er det eneste sted, jeg føler mig hjemme, både da jeg dansede og nu, hvor jeg synger. Lige så snart jeg forlader studiet, føler jeg mig som en alien igen.
LÆS OGSÅ: 90'ernes supermodeller – hvordan ser de ud i dag?
Jeg har altid været en drenge-pige. Jeg har ikke mange pige-veninder. Da jeg startede med at lave musik, var jeg den eneste pige i et drenge-crew. I begyndelsen blev jeg underprioriteret, fordi jeg var kvinde. Normalt ville jeg aldrig sige sådan, for jeg er ikke typen, der deler ting op i mænd og kvinder. Men i hiphop-miljøet er det anderledes. Så er man lidt en ’tøs’, og dét kan lyde respektløst, men det er fedt at være kvinde i det miljø, hvis man er intelligent og kan finde ud af at sige fra.
Man skal have respekt for sig selv. Rappere går med så meget indeni, de har en masse energi og frustrationer, som de skal ud med. Jeg forstår godt det behov for at markere sig, det oplever jeg selv, der er en sindssygt fed energi i det mode. Men selv om rappere ofte har en rå facade, er de i virkeligheden ofte meget følsomme mænd. Og selv om man i hiphop bruger ord som ’bitch’, ser jeg det ikke som kvindefjendsk. Vi har et udtryk, som vi bruger ret tit: ”Men can be bitches too.” Det bruger jeg ret tit med et glimt i øjet.
Jeg elsker melankoli. Det kan du høre på vores musik, det er super depressivt. En sang som ’Happy’ med Pharrell Williams er skidesjov, når man står klokken 2 på en bar, men jeg ville aldrig sætte den på derhjemme. Det er ikke mig. Jeg bliver mere irriteret end glad af at høre den. Jeg spillede fodbold som yngre. Jeg var super hurtig og teknisk. Jeg var både sweeper og fløj, for jeg kan lide at løbe og kan finde ud af at score. Første gang jeg fik et par Ronaldo Nike-støvler på, tænkte jeg: ”Wow!” Jeg var oppe at køre og stod i fire timer og skød på mål for at teste dem.
Mænd har nogle fordomme omkring kvindefodbold, og jeg vil gerne give jer ret i, at kvinder er pisse langsomme, når de spiller. Det er røvsygt at se VM i kvindefodbold. Men det er fedt, at kvinder alligevel kaster sig over det. Det giver virkelig street cred, hvis du kan gå hen og jonglere med en bold eller være med, når drengene spiller på Israels Plads. Især hvis de ikke aner, at du kan spille. Det er ret praktisk at kunne nogle tricks, så vinder man point.
Jeg er kæmpe Barça-fan. Messi er et ikon, også selv om han er for lavstammet til, at man ligefrem kan se ’op’ til ham. Jeg kan ikke forstå mænd, der synes, at Cristiano-- Ronaldo er fed. Jeg savner Ronaldinhos tricks og dans, hele hans måde at spille på. Med ham handlede det ikke om at se godt ud, det handlede om fodbold. Det sætter jeg pris på.
Når jeg vil et eller andet, kører jeg fuldstændig igennem, indtil jeg bliver god. Så keder jeg mig, og så stopper jeg. Det skete med fodbolden. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne danse og spille fodbold på samme tid. Min mor stod tit på sidelinjen og blev helt paranoid over at se mig blive tacklet, fordi jeg skulle danse et show i weekenden efter. Jeg måtte vælge.
Den bedste scorebemærkning er den, jeg ikke lægger mærke til. Den værste replik er, når en mand kommer hen til én og siger: ”Smil!” Det tror mange mænd virker. Men jeg får det sådan: ”Hey, hvis jeg syntes, at du var interessant, havde jeg nok smilet til dig, ikke?” Det pisser mig af, at der kommer sådan en type ind i min zone og kræver ting af mig.
Jeg tænder på mænd, der er intelligente. Jeg kan slet ikke have mænd, der ikke er det. Det er ikke så spændende, hvis jeg kan regne ham alt for meget ud. Flot hår og en nice haircut er også plusser i min bog. Mit soft spot er en mand, der laver mad til mig. Det sætter jeg virkelig stor pris på. Jeg bliver decideret lykkelig af det. Jeg elsker, når man laver morgenmad til mig på sengen. Kaffe, brunch, humm. Det behøver ikke at være så avanceret, men bare det, at han er stået op først for at gøre det for mig. Jeg ved ikke, hvordan han gør, men han har evnen til at få Nescafé til at smage som Baresso-kaffe.
Mænd skal vide om kvinder, at det er o.k. at komme for sent. Hvis man bare giver besked.
Kaaliyah Stephanie Kumapayi med kunstner-navnet Kaaliyah debute-rede i foråret med singlen ’Rust & Bone’. Hendes debutalbum udkommer senere på året.
LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Gyrith Celilie Ross
LÆS OGSÅ: 16 danske bud på den nye Helena Christensen
LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Stephania Potalivo