Foto: Anne Mie Dreves

En kvinde vi kan li: Katrine Wiedemann

Den 48-årige teaterinstruktør om aldrig helt at kunne forstå mænd, om at græde i kulissen til ’Wizard of Oz’ og om frygten for fly, ferie og ludo.

Min mor er psykolog, og min far underviste i musikhistorie og var jazzanmelder på Dagbladet Information. Jeg tror, de regnede mig for at være en kunstner, fordi jeg som lille altid sad og tegnede eller forsøgte at skrive.

Min far har ødelagt mit forhold til popmusik. Vi gik meget til jazzkoncerter sammen, og når de store jazzmusikere spillede på Montmartre, var jeg altid med. På en måde har jeg det sådan, at den eneste rigtige musik er den, min far hørte. Det er jo helt håbløst at sige, men det er sådan, jeg har det. Siden han døde for 16 år siden, har jeg ikke været til mange koncerter. Det er forbundet meget til ham.

Jeg begyndte at gå til drama i tredje klasse. Jeg ville være skuespiller ligesom alle de andre piger. Men da jeg blev ældre, kunne jeg hurtigt se, at det ikke var spændende nok. Jeg har notesbøger helt tilbage fra dengang, hvor jeg sad og prøvede at skrive skuespil og noveller, men jeg endte altid med at lave musicals og alt muligt andet. Det er aldrig lykkedes mig at skrive et skuespil. Men jeg har altid prøvet.

Jeg har flyskræk, men jeg flyver hele tiden i forbindelse med mit arbejde. Jeg drikker helst lidt alkohol inden for at dulme nerverne, men det er ret krævende om morgenen. Jeg prøver tit at undgå det, men sidst jeg fløj, måtte jeg alligevel købe alkohol, da jeg kom op i flyet. Nu har jeg besluttet at holde en pause fra at flyve på et år. Det har jeg gjort før, fordi jeg ikke magter angsten.

Vi skulle lave en musical i 3.g. på Christianshavn Gymnasium. Jeg havde skrevet historien, men var meget i tvivl, om jeg skulle instruere eller gå til audition til hovedrollen. Min bedste veninde i gymnasiet var Sidse Babett Knudsen, og hun gik til audition på hovedrollen, så jeg afstod og instruerede i stedet.

Som instruktør sad jeg i juryen, der skulle caste alle roller. Alle syntes, at Sidse var mega mærkelig og dårlig, men jeg vidste, hun ville blive god. Så jeg bestemte, at hun fik hovedrollen. Det var nok en af hendes første roller.

Jeg har altid haft lidt for store drømme. Efter gymnasiet tog jeg til England i et halvt år for at blive en stor instruktørstjerne, men det lykkedes ikke. Til gengæld blev jeg rekvisitmager på Royal Shakespeare Company i en uge, hvor jeg var med til at lave ’The Wizard of Oz’ på The Barbican.

Jeg stod som 18-årig i kulissen i overalls, mens jeg spraymalede alt sort og hvidt og kiggede på, at dansepigerne øvede. Instruktøren sad som en gud og gav sine instrukser til assistenten, mens pigerne dansede og sang. Jeg græd af bevægelse over at være så tæt på min drøm.

Det var ligesom i de gamle film, hvor den unge pige kommer til byen for at forfølge sin drøm. Det var virkelig magisk.

Efter England vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg begyndte et disciplineret selvstudie. Hver dag i et halvt år sad jeg inde på Det Kongelige Bibliotek for at læse verdensdramatikken med henblik på at sætte et lille stykke op.

Jeg søgte ind på Teaterskolen som instruktør to gange, men kom ikke ind. Kasper Holten og Lars von Trier søgte også ind uden at blive optaget nogle år senere, og det trøster mig gevaldigt.

Da jeg var 22, instruerede jeg mit første teaterstykke. Et lille stykke med tre karakterer, der hed ’Mordernes nat’, og vi spillede det i en sal med 35-40 sæder. Det er heldigt, at teater får så meget spalteplads i medierne i forhold til, hvor meget folk hader teater. Især i gamle dage. Jeg fik store anmeldelser på midtersiderne i Politiken for en lille forestilling i Nyhavn.

Efter mit første teaterstykke gik det hurtigt. En af mine første forestillinger var en stor, prestigefuld monolog med Susse Wold. Det var så krævende at være i den styrende rolle. Hun var en stor stjerne, og jeg var 23 år gammel og helt uerfaren. Man går ikke bare ind og siger ’luk røven’ til Susse Wold.

Man siger: ’Hvad mener du, vi skal gøre, Susse?’ Når jeg tænker over det nu, så forstår jeg slet ikke, hvordan jeg kunne klare det. Det var som at være kaptajn på et stort skib uden at have prøvet det før.

Jeg mødte min eksmand, Nicolaj Monberg, første gang ude på Zentropa, da jeg indspillede min første film, ’Fruen på Hamre’. Han sad og klippede en dansescene fra Lars von Triers ’Dancer in the Dark’ ved siden af mit klipperum. Der var en sang, som kørte i loop inde ved ham, og jeg var ved at blive sindssyg, så jeg gik ind og bad ham om at skrue ned.

Min skilsmisse har været en af de største sorger i mit liv. Det er en voldsom ting, fordi det er en grunddrøm for de fleste at skabe en familie ud over at få en karriere. Jeg er så heldig, at det er gået nogenlunde med karrieren, men det med familien var et projekt, jeg ikke kunne gennemføre. Det var en forlist livsdrøm, som har ramt mig virkelig hårdt.

Jeg har kun været kæreste med folk inden for kunstneriske fag. På en måde gad jeg godt have prøvet noget andet. Alle mine lange forhold har været med enten en klipper, en skuespiller eller en instruktør.

Det er virkelig svært at definere, hvad jeg falder for ved en mand, for lige så snart jeg har sagt: ’Det er vigtigt, at en mand har humor’, forelsker jeg mig i en mand uden humor. Min nuværende kæreste er en rigtig flot mand, men jeg lider også under det. For selvfølgelig er der en masse kvinder, der vil have ham. Jeg kan absolut godt være jaloux, men jeg har aldrig gjort mærkelige ting på grund af det. Det værste er en mand, der slet ikke er jaloux.

Engang kom jeg hjem til en kærestes lejlighed, der var iscenesat som en kirke med stearinlys over det hele, blomster og små dukker. Det var nok tænkt som en hyldest til mig, men selvom jeg er meget forfængelig og gerne vil smigres og have komplimenter, var det lige lidt for meget. Jeg følte måske, at det handlede mere om ham end mig. Men det var også, da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Siden har mændene ikke opført sig så crazy.

Jeg ved dybest set ikke, hvad en mand er. De er næsten et andet element, der altid reagerer anderledes, end jeg forventer. Mænd er kilden til alle mine største problemer, men også nogle af de største glæder.

Det har været en leveregel for mig ikke at lade mig styre af min angst. Rent fagligt har jeg været meget frygtløs. Hvis jeg kunne mærke, at det var angsten, der sagde, at jeg ikke skulle gøre noget, blev jeg nødt til at gøre det i trods. Derfor har jeg gjort ting, jeg ikke turde. Hele tiden. Det har været enormt anstrengende.

Jeg har altid en uro i kroppen. Det er noget, jeg skal tackle hver dag. Jeg er arbejdsnarkoman, så søndage har altid været svære for mig, fordi det er der, man skal slappe af. Jeg kan få præstationsangst, hvis jeg har en ferie foran mig. Og det kan gøre mig grædefærdig, hvis nogen tager et spil ludo frem. Så går jeg ind ved siden af. Jeg kan ikke more mig på den måde.

LÆS OGSÅ: Her er alle kvinder vi kan li’ fra 2017

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Rikke Møller Pedersen

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Dorthe Gerlach