Le Gammeltoft
Foto: Rasmus Linaa

Le Gammeltoft

En kvinde vi kan li': Le Gammeltoft

Den 38-årige radiovært, dj og iværksætter om stress, terapi og en date i Tønder.

Le Gammeltoft er radiovært og dj. Hun arbejdede en årrække på P3 og P6 og var bl.a. vært på ’Smag på P3’ og ’Unga Bunga’. I 2008 stiftede hun pladeselskabet Sound of Copenhagen med Kjeld Tolstrup. I 2014 etablerede hun heartbeats.dk.

Da jeg var i mit allerførste job som studentermedhjælper hos Rambøll, kom Bettina fra kommunikationsafdelingen en dag og sagde: ”Du har alt for meget krudt i røven til at sidde her. Du skal videre. Hvad er dit drømmejob?”

Jeg svarede, at jeg allerhelst ville arbejde for Bilmagasinet, og så svarede hun: ”Jamen, så er det da dét, du skal.” Og så tog jeg kontakt til Bilmagasinet og fik lov til at skrive for dem. Bettinas ord gav mig selvtillid til at gå efter det, jeg ville, og det har jeg taget med mig gennem hele min karriere.

Det var en stor beslutning at gå fra mit job som radiovært på DR og starte min egen virksomhed (kultursiden heartbeats.dk, red.). Én ting er den økonomiske usikkerhed og de mange bekymringer, der følger med, når man er iværksætter.

Jeg har ofte ligget søvnløs og tænkt over, hvordan jeg skulle betale lønninger til mine medarbejdere og husleje på kontoret. Men jeg valgte også at kritisere DR, da jeg forlod dem, fordi jeg følte, at de var gammeldags og navlepillende, og det gav ballade. Det er først gået op for mig bagefter, at hvis man gør det, bliver man frosset ude, og der er stadig værter i DR, der ikke vil sige hej til mig.

Skjorte: By Malene Birger til 2.200 kr. Jeans: Acne Studios til 1.495 kr.

Min mor er læge, og hun tror meget på at gå i terapi med jævne mellemrum som mental forårsrengøring. Så det har jeg gjort, siden jeg var 16. Der kan sagtens gå flere år imellem, og i andre perioder er det mere hyppigt.

Nogle drikker måske en kop kaffe med en veninde og får afløb på den måde, men det har jeg aldrig været god til. Sidst, jeg var til terapeut, var, da jeg gik ned med stress.

Jeg havde åbnet Heartbeats og Bar O, hvor jeg havde dj’et hver weekend i et halvt år, samtidig med at jeg havde en toårig derhjemme, og til sidst blev det for meget. Jeg blev svimmel, når jeg skulle se folk i øjnene, og jeg havde det, som om jeg gik rundt på en båd, der gyngede.

Jeg kommer nok aldrig tilbage på samme aktivitetsniveau, og jeg kan stadig mærke, at hvis jeg har en periode med mange møder, kan jeg blive svimmel. Men jeg er blevet bedre til at lytte til faresignalerne.

Kjeld Tolstrup (dj og kollega fra DR, red.) sagde engang til mig: ”Der er ingen, der stresser Le som Le.” Hvis jeg skulle have et mantra hængende i en ramme på væggen, skulle det være det. Jeg er vildt utålmodig, og jeg kan piske en stemning op som ingen andre.

T-Shirt: Gestuz til 400 kr. Perlearmbånd: Anni Lu fra 290 kr.

Jeg blev virkelig skuffet, da Kjeld døde. Det kan lyde mærkeligt, men jeg tror, at det var, fordi han ikke passede bedre på sig selv, og jeg holdt så meget af ham. Det var Peter Visti (dj og musiker, red.), der ringede og fortalte, at han var død.

”Du ved godt, hvad jeg vil sige,” sagde han bare, og så var jeg klar over, hvad der var sket. Det var en tirsdag morgen, og jeg skulle lige til at sende på P3, da han ringede.

Jeg kan huske, at jeg bare skreg, da jeg lagde på, og hele redaktionen kiggede på mig. Så kom min chef ind og sagde, at jeg ikke skulle sende, og at jeg selvfølgelig bare skulle tage hjem, selv om jeg protesterede.

Det fik jeg heldigvis ikke noget ud af. Jeg skulle egentlig have mødtes med Kjeld søndagen inden, og jeg ville fortælle ham, at jeg var gravid. Men den aftale blev aflyst, og så var han pludselig væk. Det var en ekstrem oplevelse på samme tid at være så lykkelig over at være gravid og så ulykkelig over, at Kjeld var død.

Jeg kørte engang til Tønder for en date. Jeg havde skrevet med en fyr på et datingsite, som var flyttet til Nordtyskland for at arbejde. Han så rigtig sød ud, vi snakkede ret godt sammen, og så var det så praktisk, at min mor havde et hus tæt på Tønder.

Så jeg tog på weekend hos hende, og en af dagene kørte jeg så ind til Tønder. Da jeg mødte ham, kunne jeg se, at han havde spist virkelig meget tysk wurst, og de ekstra kilo klædte ham ikke.

Han så i hvert fald ikke ud, som han gjorde på billederne. Samtidig var der overhovedet ingen kemi, og han blev simpelthen så sur, fordi han følte, at han havde spildt sin tid. Men det havde jeg jo også.

Det er min erfaring, at buldrende stærke kvinder er dem, der har allermest brug for at blive mødt i deres sårbarhed. Jo stærkere vi kvinder synes at være, jo mere sårbare er vi. Kvinder som mig selv, der galopperer derudad med paraderne oppe, har også brug for et kram. Det er en ting, mænd aldrig rigtig har fattet.

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Sara Jin Smidt

LÆS OGSÅ: Her er de 9 mest sexede øjeblikke i 2016

LÆS OGSÅ: En kompliceret størrelse: Sex-arbejdere taler om den mest efterspurgte ydelse